Trægulve finder udbredt anvendelse såvel i boliger som i kontorer, skoler og lettere industri. For en mere dybtgående behandling af emnet trægulve henvises til TRÆ 41, Trægulve 1 "Lægning og Reparation" Træbranchens Oplysningsråd.

Ved trægulve er det særligt vigtigt at tage hensyn til fugtforholdene. Både træets fugtindhold ved lægningen og de fremtidige fugtforhold under brug er af betydning for et godt resultat, se checkliste ved lægning af svømmende, limede eller sømmede gulve og checkliste ved lægning af bærende gulve.

Trægulve kan ikke alene udføres med forskellig konstruktiv opbygning men også med mange forskellige typer af produkter og af mange forskellige træarter.

Dette kapitel omtaler:

• Materialetyper
• Generelle forhold
• Lægningsmetoder
• Underlag
• Befæstigelsesmidler
• Træ og fugt
• Fugttekniske krav til byggepladsen
• Fugttekniske krav til gulvmaterialer
• Fuger
• Gulvvarme

Ved trægulve forstås gulve udført af brædder, stave, klodser eller laminerede materialer af træ eller med træbaseret kerne. Trægulve inddeles efter deres konstruktive opbygning i:

• Bærende gulve som kan underdeles i 
  • Gulve på strøer 
  • Gulve på bjælkelag
• Ikke-bærende gulve som kan underdeles i
  • Svømmende gulve
  • Limede gulve
  • Sømmede gulve

Trægulve kan udføres af:

Gulvbrædder
Gulvbrædder er massive brædder fremstillet af fyrretræ, gran, douglas mv. Løvtræ, fx eg og merbau, anvendes kun i mindre omfang.

Gulvbrædder er høvlede og pløjede brædder, der normalt findes i bredder fra 75 til 180 mm og i tykkelser fra 14 til 30 mm. Standardvarer kan på bestilling leveres op til 40 mm i tykkelsen og 450 mm i bredden. Længden er almindeligvis mellem 1,8 og 5,4 m. Leveres der i faldende længder, kan nogle af brædderne i en leverance være kortere. Leveres der i faste længder vil en del af partiet, ofte 5-10%, blive leveret i kortere længder af hensyn til udnyttelse af råvaren.

Figur 1. Gulvbrædder.

Bræddegulve betegnes undertiden plankegulve, selvom ingen af produkterne har tilstrækkelig tykkelse (høvlet, rettet mindst 42 mm) til at kunne betegnes som planker. Brædderne har alene et plankelignende udseende.

Brædder, der er mindst 20 mm tykke, kan lægges på bjælker eller strøer som et bærende gulv. Understøtningsafstanden skal afpasses efter tykkelsen og belastningen, se tabel 4 og 5. Ved mindre bræddetykkelser kræves fuld understøtning af gulvfladen.

Stavparket
Stavparket er enkeltstave, normalt i massivt træ. Stavene er rektangulære med fer og not. Massiv stavparket findes også uden fer og not.

Stavparket fremstilles af de traditionelle europæiske træarter som bøg, eg og ask, samt af en række oversøiske træarter, fx padouk, merbau, doussie, jatoba og wengé.

Stavene er normalt 200-700 mm lange og 50-70 mm brede. Tykkelsen er normalt 15-22 mm. For stave uden fer og not må længden højst være 300 mm, og tykkelsen kan være ned til 10 mm. Parketstave udføres også som såkaldte langstave, der har en længde på 700-1200 mm.

Figur 2. Stavparket.

Parketgulve lægges enten som limet eller sømmet gulv. Langstave, der er mindst 20 mm tykke, kan tillige lægges som bærende gulv.

Parketbrædder
Parketbrædder er massive enkeltstave, der på fabrik er sat sammen til brædder. Normalt anvendes der to parallelle rækker stave, der er samlet med en speciel svalehalesamling. Brædderne er forsynet med fer og not på alle fire sider, og findes i længder som almindelige gulvbrædder.

Figur 3. Parketbrædder.

Parketbrædder kan lægges på samme måde som almindelige gulvbrædder, dvs. som bærende gulv, når bræddetykkelsen er mindst 20 mm, eller som sømmet gulv.

Parketbrædder kan også anvendes til svømmende gulve, som samles med bøjler eller clips (sammenlimning af brædderne er normalt ikke anvendelig til parketbrædder).

Parketruder
Parketruder er fremstillet af enkeltstave, der på fabrik er limet sammen til større enheder. Parketruder lægges normalt som limet gulv, men der findes enkelte typer, som kan anvendes til svømmende gulve, dog kun på mindre arealer.

Figur 4. Parketruder.

Mosaikparket
Mosaikparket består af små enkeltstave, som er holdt sammen, så de danner ruder/fliser.

Mosaikparket lægges som limet gulv.

Lamelbrædder
Lamelbrædder er normalt opbygget som en trelagskonstruktion. Nederst et bundlag af nåletræ med fibrene i brættets længderetning. Et midterlag eller spærrelag af fx. spånplade, krydsfiner, MDF eller krydslagte lameller af hårdttræ eller nåletræ. Øverst et slidlag, som er mindst 2,5 mm tykt, men som i de fleste lamelbrædder har en tykkelse på 3-4 mm. Slidlaget kan være udført af ét stykke finer eller opdelt som stavparket. Lamelbrædder fås derfor med udseende som gulvbrædder, parket eller mønsterparket.

Figur 5. Lamelbrædder.

Lamelbrædder er forsynet med fer og not på alle fire sider og fås desuden med et låsende fer og not system (kliksystem), som overflødiggør brug af lim i fer og not ved svømmende gulvlægning.

Lamelbrædder kan også lægges som limet eller sømmet gulv, eller som bærende gulv, hvis brædde-tykkelsen er mindst 22 mm.

Finerede brædder
Finerede brædder består af en træbaseret kerne, fx spånplade, MDF eller HDF. Slidlaget er en tynd, lakeret finer, der er under 2 mm tyk. Bagsiden er "kontrafineret" for at modvirke spændinger i materialet, så gulvbrædderne forbliver plane.

Figur 6. Finerede brædder.

Finerede trægulve leveres med slidlag i en lang række træarter og med overflader som brædder eller med parketmønster.

Finerede brædder lægges som svømmende, limet eller sømmet gulv.

Klodser
Klodser er retvinklede træklodser fremstillet af eg, fyr, gran eller lærk. Længden af klodserne bør ikke være mere end 1,5 gange bredden. Klodser findes i tykkelser fra 18 til 100 mm.

Klodserne nedlægges med fiberretningen lodret. De klæbes direkte til underlaget med en specialklæber.

Figur 7. Klodser.

Det bedst egnede underlag er et stift træpladeundergulv. Klodserne kan også klæbes til et tørt betonundergulv. Endelig kan træklodserne nedlægges i sand.

Klodser af bedste kvalitet kan lægges, afslibes og overfladebehandles, så de kan anvendes i forsamlingslokaler og boliger.

Da overfladen på et klodsegulv er endetræ, optager det let fugt fra luften eller fra gulvvask. Derfor bør direkte fugtpåvirkninger undgås. Det anbefales altid at rådføre sig med leverandøren vedrørende fugtudvidelse og behovet for dilatationsfuger.

Klodsegulve er særligt egnede til gulve i industrien, fx mekaniske værksteder, da de giver et robust og slidstærkt gulv samtidig med, at ting, der tabes på gulvet, fx maskindele og værktøj, er mindre udsat for skade.

Trægulve kan CE-mærkes og skal senest være CE-mærket den 1. marts 2010.

Det er den harmoniserede standard DS/EN 14342 "Trægulve - Karakteristika, vurdering af overensstemmelse og mærkning", som vil ligge til grund for CE-mærkningen, der gælder for produktion og anvendelse i Europa.

Det er producenten eller den forhandler, der importerer trægulvene, som vil være ansvarlig for CE-mærkningen.

De egenskaber, der stilles krav til, fremgår af anneks ZA i DS/EN 14342:

• Reaktion ved brand
• Afgivelse af formaldehyd
• Indhold af pentachorophenol
• Brudstyrke (maksimal belastning)
• Skridsikkerhed
• Varmeledningsevne
• Holdbarhed

Som tillæg til standarden kan der være udarbejdet nationale krav i det omfang, det er nødvendigt for at overholde byggelovgivningen.

CE-mærkning er ikke et kvalitetsmærke, men et harmoniseret standardblad, der virker som gulvbelægningens rejsepas inden for det europæiske fællesskab.

CE-mærket vil typisk indeholde følgende oplysninger for massive parketstave i brandklasse C_fl-s1, jævnfør DS/EN 14342 - tabel 1: 

XX.XX A/S 2009

EN 14342 Massive parketstave med fer og not

Cfl-s1 20 mm

Producentens navn og/eller logo År for påsætning af CE-mærke

Reference til den harmoniserede standard Belægningstype og anvendelsesklasse

Brandklasse Totaltykkelse

Trægulve i flugtveje og andre områder med krav til brand og røgudvikling skal have dokumentation for at opfylde den europæiske brandklasse D_fl-s1 i henhold til DS/EN 13501-1 (klasse G gulvbelægning).

Trægulvstyper i overensstemmelse med tabel 1 i DS/EN 14342 anses for uden yderligere prøvning, at opfylde de oplyste brandklasser for gulve.

Gangkomforten og trinlyddæmpningen af trægulve kan forbedres ved at anvende henholdsvis bløde brikker (densitet 225-300 kg/m³) under strøgulve og elastiske mellemlag i svømmende gulve.

Trægulve skal overfladebehandles for at få en slidstærk og rengøringsvenlig overflade. Overfladebehandling kan ske ved lakering, oliering, voks- eller ludbehandling, se nærmere herom i sektionen om Overfladebehandling.

Trægulve skal beskyttes mod langvarig påvirkning af vand eller høj luftfugtighed.

Ikke-bærende gulve

Ikke-bærende trægulve understøttes i fuld gulvflade af et bærende undergulv af fx beton eller træplader.

Svømmende gulve

Svømmende trægulve kan bevæge sig frit i forhold til det bærende undergulv, når træet svinder eller kvælder (udvider sig).

Gulvfladen udføres sammenhængende, hvilket fx kan opnås ved lægning af parketstave på et pladeunderlag eller for brædder ved hjælp af bøjler, låsende fer og not systemer (klik-systemer) eller sammenlimning i fer og not.

Sammenlimning i fer og not kan normalt ikke anvendes for massive brædder og parketbrædder.

Der indlægges normalt et mellemlag mellem trægulvet og undergulvet, så der er sikkerhed for, at gulvfladen kan bevæge sig frit. Mellemlaget kan udføres af materialer, der bidrager til at forbedre varmeisoleringen og de lydmæssige egenskaber.

Svømmende gulve kan udføres på et lastfordelende undergulv af pladematerialer eller direkte på mellemlaget. De enkelte trægulvtyper stiller hver for sig krav til pladelagets og mellemlagets stivhedsegenskaber.

Figur 8. Ikke-bærende gulv - svømmende.

Store mekaniske belastninger, fx fra store reoler, punktlaster, skranker o.l., kan hindre gulvets bevægelsesmuligheder. Ved gulve med uregelmæssig geometri, og hvor der er søjler gennem gulvfladen, må gulvets frie bevægelsesmuligheder ikke hindres.

Opdeles gulvfladen, bør det så vidt muligt ske i rektangulære felter, så de forventede bevægelser i begge retninger er nogenlunde ens.

Limede og sømmede gulve

Limede og sømmede trægulve lægges i fast forbindelse med et bærende, plant og stabilt underlag, og understøttes i fuld flade.

Underlaget kan bestå af et beton- eller letbetondæk, af et bærende træbaseret undergulv eller et svømmende undergulv, fx af sammenlimede træplader.

Figur 9. Limet gulv på svømmende mellemlag af træplade.

På træbjælkelag vil et undergulv kunne benyttes som arbejdsgulv i byggeperioden.

Underlaget kan også være et eksisterende gulv, som ønskes renoveret ved udlægning af et nyt trægulv ovenpå det eksisterende.

Checkliste ved lægning af svømmende, limede eller sømmede gulve:

• Den relative luftfugtighed i bygningen skal være mellem 35 og 65 %, afhængigt af årstiden, og temperaturen ca. 20°C.
• Bygningen skal være lukket, og varmeanlæg skal være installeret og i brug.
• Fugtindholdet i beton, letbeton mv. skal være i ligevægt med den for årstiden normale relative fugtighed. Afhængigt af udtørringsforholdene, kan dette tage flere måneder.
• Isoleringsmaterialer mv. skal være tørre.
• Fugtspærre, fx. i form af en 0,20 mm polyethylenfolie, skal være udlagt inden lægningen af gulvet til beskyttelse mod opfugtning fra byggefugt.
• Trægulvmaterialer skal have et fugtindhold på 8 ± 2 %, heraf bør 2/3 af partiet ligge mellem 7 og 9 % fugtindhold.
• Trægulvmaterialer tørret til brugsforholdene bør ikke pakkes ud før lægning.
• Der skal være afsat tid til, at træ, der ikke leveres nedtørret, kan komme i ligevægt med de temperatur- og fugtforhold, der er i rummet.
• Trægulvmaterialer, lim, fugemasse og andre hjælpestoffer bør temperaturmæssigt akklimatiseres i mindst et døgn før brug, fx ved opbevaring i de rum, hvori de skal bruges.

For limede gulve gælder desuden:

• Underlag skal være klæbbare og plane med afvigelser på højst ± 2 mm på 2 m og uden grater og rygge. Se desuden afsnittet om valg af lim.

Ved bærende trægulve forstås gulve, som hviler på en lineær understøtning af strøer eller bjælker. Belastningen af gulvet overføres gennem brædderne til de underliggende strøer eller bjælker. Gulvbræddernes tykkelse bestemmes af den forventede belastning og afstanden mellem strøer eller bjælker.

Strøer opklodses på en underliggende konstruktion af fx beton, letbeton eller træ, så der opnås et plant underlag for trægulvet.

Bjælker indgår i træbjælkelag over krybekældre og i etageadskillelser.

Både strøer og træbjælkelag giver gode muligheder for at anbringe lyd- og varmeisolerende materialer i hulrummet under trægulvet. Hulrummet kan desuden benyttes til fremføring af varme- og el-installationer.

Figur 10. Bærende gulv på strøer.

Bærende trægulve kan udføres af brædder eller langstavsparket. Brædderne kan enten være traditionelle gulvbrædder af massivt træ, eller de kan være udført som parketbrædder eller lamelbrædder. Langstave er parketstave i ekstra stor længde.

Checkliste ved lægning af bærende gulve:

• Den relative luftfugtighed i bygningen skal være mellem 35 og 65 %, afhængigt af årstiden, og temperaturen ca. 20°C
• Bygningen skal være lukket, og varmeanlæg skal være installeret og i brug
• Fugtindholdet i beton, letbeton mv. skal være i ligevægt med den for årstiden normale relative fugtighed. Afhængigt af udtørringsforholdene, kan dette tage flere måneder
• Isoleringsmaterialer mv. skal være tørre
• Opklodsninger udført med beton skal være hærdede og tørre
• Fugtspærre, fx. i form af en 0,20 mm polyethylenfolie, skal være udlagt inden lægningen af gulvet til beskyttelse mod opfugtning fra underliggende beton- eller letbetonkonstruktioner
• Trægulvmaterialer skal have et fugtindhold på 8 ± 2 %, heraf bør 2/3 af partiet ligge mellem 7 og 9 % fugtindhold
• Trægulvmaterialer tørret til brugsforholdene bør ikke pakkes ud før lægning
• Fugtindholdet i træbjælker og strøer bør svare til trægulvets. Gennemsnitsfugtindholdet bør højst være 12 % for strøer og 13 % for bjælker, og ingen enkeltmålinger bør være over henholdsvis 14 og 15 %
• Der skal være afsat tid til, at træ, der ikke leveres nedtørret, kan komme i ligevægt med de temperatur- og fugtforhold, der er i rummet
• Trægulvmaterialer, lim, fugemasse og andre hjælpestoffer bør temperaturmæssigt akklimatiseres i mindst et døgn før brug, fx ved opbevaring i de rum, hvori de skal bruges.

Forudsætning for at udføre et godt trægulv er, at underlaget er i orden, herunder at de indgående underlagsmaterialer har de nødvendige egenskaber. Her gennemgås en række produkter, som er almindeligt anvendt til underlag for trægulve.

Øvrige produkter er omtalt i sektionerne Gulvunderlag og Undergulve af pladematerialer.

Strøer
Strøer kan udføres i massivt eller lamineret træ. Strøer i massivt træ skal være skarpkantede lægter med en bredde på mindst 45 mm (høvlet mål). Strøer i lamineret træ (fx Kerto) skal have en bredde på mindst 40 mm, så der ikke er risiko for flækning.

Strøerne bør leveres så lange som muligt, da det bedste resultat opnås med lægter i fuld længde. Længder på indtil 3,9 m er normal lagervare, og større længder - op til 4,8 m - kan normalt leveres på bestilling.

Strøer bør mindst være høvlet på den side, som vender op mod gulvbrædderne.

Strøerne skal være så rette, at deres overflade efter udlægning højst afviger ± 2 mm på et 2 m retholt. Efter udlægning bør der højst være afvigelser sideværts på 5 mm fra rethed på 2 m (afvigelse fra retholt, der anbringes på den hule side af strøen). Strøerne må ikke vride mere end, at de ved løs udlægning med den ene ende fastholdt mod gulvet højst "gaber" 2 mm per 2 m strølængde ved et hjørne i modsatte strøende. For en strø på fx 3,9 m svarer det til, at vridningen højst medfører et "gab" på ca. 4 mm.

Figur 11. Tolerancer på strøer.

Strøerne skal være af en kvalitet, så krav til knaster svarer til sorteringsreglerne for DK 18. Dette betyder, at enkeltknaster højst må udgøre 1/3 x tværsnitsarealet og knastgrupper højst 1/2 x tværsnitsarealet.

Det bedste resultat opnås, hvis fugtindholdet af strøerne ved lægningen svarer til bræddernes. Dette reducerer bl.a. problemer med knirken.

Fugtindholdet i strøerne må ved lægning aldrig være over 12 %. Dette betyder, at gennemsnittet af de målinger, der foretages, højst må være 12 %, og at der normalt ikke bør forekomme enkeltresultater højere end 14 %.

Strø- og bjælkeafstande for bærende gulve fremgår af tabel 4.

De angivne afstande sikrer et rimeligt stift gulv, der ikke giver generende rystelser ved gang eller medfører, at møbler og inventar får generende hældninger på grund af gulvets nedbøjning. Understøtningsafstanden er afhængig af den valgte materialetykkelse og den forventede belastning.

Opklodsninger
Opklodsninger til strøer kan udføres af:

• Krydsfiner, mindst 100 cm², fx 100 x 100 mm eller 80 x 125 mm.
• Spånplade, mindst 100 cm², fx 100 x 100 mm eller 80 x 125 mm.
• Hård træfiberplade, mindst 100 cm², fx 100 x 100 mm eller 80 x 125 mm.
• Plastkiler.

Ved højere understøtninger kan der fx anvendes specielle plastkiler eller et underlag af mursten eller beton, hvorpå den endelige opklodsning placeres.

Plastkiler til opklodsninger skal have dokumentation for afprøvning af levetid og belastning, så der er sikkerhed for deres langtidsegenskaber. Plastkiler af ukendt kvalitet kan erfaringsmæssigt føre til sætninger i opklodsningen.

Tabel 5 viser almindeligt anvendte opklodsningsafstande.

Bløde brikker
Bløde brikker, der anvendes under opklodsninger for at forbedre trinlyddæmpningen, skal bestå af 12-13 mm tykke porøse træfiberplader med densitet på 225-300 kg/ m3 pålimet en trykfordelende plade af mindst 12 mm krydsfiner.

Brikkerne skal være mindst 100 cm2, fx 100 x 100 mm.

Hvis der benyttes træfiberplader med mindre dimensioner eller densitet eller med større tykkelse, er der risiko for, at der sker sætninger af gulvet under brug.

Asfaltpap
Asfaltpap anvendes under opklodsninger som et robust lag, der giver ekstra sikkerhed mod mekanisk overlast af fugtspærren samtidig med, at den er fugttæt. Der kan fx anvendes en murpap i baner på 200 mm bredde, der kan skæres til kvadratiske stykker på 200 x 200 mm.

Asfaltpap kan anvendes som underlag for svømmende gulve som sikring mod byggefugt eller opstigende grundfugt, i kvaliteten underpap PF 2000.

Bjælkelag
Bjælkelag der benyttes som underlag for bærende trægulve skal være afrettede til plan flade eller oprettet ved påforing ovenpå eller på siden af bjælker. Problemet er størst ved meget høje bjælker. Fugtindhold i bjælkerne må derfor højst være 13 %. Dette betyder, at gennemsnittet af de målinger, der foretages, højst må være 13 %, og at der normalt ikke bør forekomme enkeltresultater højere end 15 %. 

Ved lægning af trægulve anvendes en række befæstigelsesmidler i form af bl.a. søm, skruer, lim og bøjler.

Lim
Lim til klæbning eller sammenlimning af trægulve skal vælges i samråd med gulvleverandøren, så den passer til den aktuelle opgave, dvs. trægulvmateriale, underlag og belastning.

Limfladerne skal altid være rene, tørre og klæbbare, og leverandørens anvisninger med hensyn til limforbrug, påføring mv. skal overholdes for at sikre et godt resultat.

Fuldlimning
Ved fuldlimning af trægulve skal underlaget være plant - dvs. med afvigelser på højst ± 2 mm på 2 m - og uden grater og rygge for at sikre en ordentlig kontakt mellem materialerne. Trægulve må normalt ikke limes fast før:

• restporefugten i underlaget er under 65 % RF målt ved temperaturer mellem 17 og 25°C, eller
• der er indlagt en effektiv fugtspærre.

Valg af lim
Lim til klæbning af trægulve skal vælges i samråd med trægulvsleverandøren, så limen passer til opgaven, dvs. til trægulvstypen, underlaget og underlagets fugtindhold.

Limfladerne skal være rene, tørre og klæbbare og leverandørens anvisning med hensyn til primning, limforbrug, påføringsmetode, monteringstid og krav til belastning skal overholdes, for at sikre et godt resultat.

Gulvmaterialerne må ikke være vindskæve og skal have en plan underside, der sikrer en god klæbeflade.

Underlaget skal være plant med afvigelser på højst ± 2 mm på 2 m (± 0,6 mm på 0,25 m). Der må ikke være grater eller rygge, som kan forhindre ordentlig kontakt mellem trægulv og underlag.

Restbyggefugten i underlaget skal normalt være under 65% RF ved en temperatur mellem 17 og 25°C, eller der skal være indlagt en effektiv fugtspærre, som kan forhindre fugt fra underlaget i at trænge op i trægulvet.

Anvendes der en lim med fugtbremsende egenskaber i den mængde, leverandøren foreskriver, kan trægulve dog i nogle tilfælde limes på betonunderlag med et porefugtindhold op til 85% RF uden brug af fugtspærre.

Trægulvsleverandørens anvisninger skal dog altid følges.

At en lim har fugtbremsende egenskaber må ikke forveksles med, at den har fugtspærrende egenskaber. I overfladebehandlede gulvbrædder er der derfor risiko for, at fugt nedefra, som trænger gennem limen, kan give brædderne lidt tværkrumning (vaskebræteffekt), som dog altid bør vurderes fra almindelig ståhøjde.

Lydforhold
Limede trægulve afgiver mindre trommelyd end fx svømmende trægulve. Limtypen er imidlertid uden væsentlig betydning for trommelydsniveauet.

Valg af lim til fuldklæbede trægulve
Valg af limtype til fuldklæbede trægulve kan fx træffes ud fra de oplysninger og anbefalinger, der fremgår af tabel 1 og 2. 

Tabel 1 og 2

Der skelnes, som vist i nedenstående skema, mellem MS-lim og PU-lim, som begge er ikke-vandige lime samt Dispersionslim og Pulverlim, som begge er vandige lime.

I ovenstående tabel anbefales i nogle situationer, at der kun anvendes MS-lim, mens der i resten af eksemplerne kan bruges Alle, med hvilket der mener, at alle fire nævnte typer lime kan anvendes.

 
Noter til limegenskaber:
1) Arbejder med PU-lim er omfattet af Arbejdstilsynets regler for arbjede med kode-mærkede produkter. Kursus i personlig sikkerhed ved arbejde med epoxyharpikser og isocyanater skal derfor være gennemført.
2) Trægulve skal være i fugtligevægt før en evt. afslibning og overfladebehandling kan påbegyndes. Afhængig af træart og tykkelse kan dette tage op til 8 døgn.
3) Ved anvendelse af leverandørens foreskrevne limmængde.
4) I limens hærdningsperiode skal gulvet belastes med sandsække eller lign. i et døgn, dog altid efter trægulvsleverandørens anvisning.

Limning i fer og not
Limning af brædder i fer og not ved svømmende gulve skal primært sikre kraftoverførslen mellem brædderne, så der skabes en sammenhængende gulvflade. Derved virker de enkelte brædder eller stave sammen, og lodrette kræfter kan derfor optages uden uacceptable nedbøjninger. Desuden kan limfugen til en vis grad sikre mod indtrængen af vand i samlingerne mellem de enkelte brædder, fx ved rengøring.

Der benyttes normalt en PVAc-lim til limning af fer og not samlinger. Limen skal have tilstrækkelig styrke og en vandfasthed svarende til klasse D3.

Massive brædder sammenlimes normalt ikke ved udlægning som svømmende gulve.

Limning af asfaltpap
Anvendes asfaltpap som fugtspærre, kan den limes til betonunderlaget med en parketlim eller en dispersionslim. Restporefugten i underlaget må højst være 85 % RF, og der må ikke være opstigende grundfugt. Trægulvet må først lægges, når limen under asfaltpappen er hærdet. Da der kun er mulighed for at fjerne fugten nedadtil, vil dette som hovedregel tage to til tre døgn.

Søm, skruer og klammer
Brædder til bærende gulve fastgøres til strøer eller bjælker med firkantsøm, dykkere, skruer, maskinsøm eller klammer. Trægulve kan både sømmes eller skrues oppefra og fordækt.

Figur 12. Fastgørelsesmetoder.

Ved fastgørelse oppefra fastholdes det enkelte bræt bedre ved dimensionsændringer i brættets tværretning end ved fordækt fastgørelse.

Figur 13. Skjult fastgørelse oppefra.

Fordækt fastgørelse har til gengæld den fordel, at brædderne drives sammen, når der håndsømmes.

I hårde træarter bør der forbores før sømning eller skruning. Til forboring bruges et bor med en lidt mindre diameter end de anvendte søm eller skruer, fx. 3,5 mm bor til 4,2 mm skruer.

Tabel 6 angiver dimensioner på søm, klammer og skruer til forskellige bræddetykkelser.

På grund af svind og kvældning i strøer og bjælker bør der ikke vælges længere befæstigelsesmidler end angivet i skemaet, da det forøger risikoen for knirken.

Søm
Valg af sømtype afhænger af den anvendte træart og gulvtype. Som hovedregel anvendes der til bløde træarter, som fyr og gran, firkantsøm til håndsømning og spiralsøm til maskinsømning.

Til hårde træarter, som eg og bøg, anvendes der dykkere til håndsømning og T-søm, spiralsøm og klammer til maskinsømning. Sømning bør ske med varmforzinkede søm, som erfaringsmæssigt har den bedste udtræksværdi. Samtidig er der i modsætning til blanke søm ikke afsmitning fra varmforzinkede søm, hvilket betyder, at risikoen for at sætte mærker på lyse, sarte brædder reduceres.

Der er tradition for at håndsømme trægulve, og metoden anses stadig for at være den sikreste. Især massive gulvbrædder i større dimensioner kræver håndsømning for at sikre, at brædderne drives ordentligt sammen og fastholdes tæt til strøerne.

Maskinsømning anvendes til visse bræddetyper, men bør kun bruges efter anvisning fra gulvleverandøren.

Skruer
Valg af skruetype afhænger af, om der skrues lodret oppefra eller fordækt.

Til skruning lodret oppefra anvendes Ø 5 mm spunskruer med delgevind. Det er skruer med et glat gevindfrit skaftstykke lige under hovedet. De sikrer en bedre tilspænding af brættet til underlaget end skruer med fuldgevind.

Ved fordækt skruning benyttes specialskruer som fx Monta-flex, der giver en høj udtræksværdi i træ-, træplade- og betonunderlag.

Ved skruning oppefra kan der eventuelt forbores et mindst 6 mm dybt hul med et 10 eller 15 mm bor, så skruerne kan forsænkes. Hullerne dækkes efterfølgende med en træprop, der er boret ud af afskårne brædderester med et propbor.

Propperne limes fast med årerne i samme retning som på brædderne. Når limen er tør, afstikkes proppen, og der afpudses glat med brættets overside.

Træunderlag
Brædder på undergulve af spånplader, krydsfiner eller brædder kan skrues fast, når undergulvet ligger på bjælker og strøer.

Undergulvet skal være så tykt, at der opnås tilfredsstillende vedhæftning. For undergulve af spånplade skal skruerne være så lange, at de går igennem pladen. Der anvendes spunskruer eller specialskruer, som fx Monta-flex. Ved fordækt skruning skal brædderne være mindst 12 mm tykke.

Betonunderlag
Til montage direkte på beton benyttes specialskruer, som fx. Monta-flex. Der forbores med et bor, som har en lidt mindre diameter end skruen, fx 3,5 mm bor til 4,2 mm skrue. Der kan skrues direkte i det forborede hul i betonen uden plugs.

Bøjler
Nogle bræddeprodukter kan samles med stålbøjler eller clips. Bøjlesamlingen benyttes til svømmende gulve. Bøjlerne sættes i spor, der er fræset på bræddernes bagside og forbinder derved to nabobrædder. Herved begrænses bræddernes vandrette bevægelse i forhold til hinanden.

Bøjler leveres i forskellig mål og udformning, afpasset efter den forventede relative luftfugtighed (RF) i det færdige byggeri.

At træ svinder og udvider sig afhængig af luftens fugtighed og temperatur, er en materialeegenskab, der bør tages hensyn til ved planlægning og udførelse af trægulve for at sikre et godt resultat.

I praksis er der ofte brug for at beregne, hvor meget et tværmål ændrer sig, når træfugtigheden ændrer sig som følge af almindelig brug. Som et realistisk gennemsnit for en række almindeligt anvendte træarter kan der til praktiske beregninger regnes med, at en ændring på én træfugtprocent medfører et svind i dimensionen på ca. 0,15 % (1,5 mm/m) radialt og ca. 0,30 % (3,0 mm/m) tangentialt, se figur 14. Til beregning af udvidelse kan anvendes samme procentsatser, som er angivet for svind.

Fig. 14. Hovedretninger for svind og udvidelse i træ

Hvis træemnet er planskåret eller spejlskåret, kan de to svindprocenter anvendes direkte. I andre tilfælde, dvs. i almindelig praksis, kan der anvendes et middeltal på 0,22 % (2,2 mm/m) mellem de to retninger.

Fig. 15. Svind og udvidelse i træ afhænger af opskæringen/årringsplaceringen

Fugtens betydning for trægulve
Ved valg og udførelse af trægulve må der tages hensyn til de uundgåelige dimensionsændringer som følge af årstidsvariationerne i luftfugtigheden.

Fuger mellem gulvbrædder kan ikke undgås, men ved valg af gulv kan størrelsen af fremtidige fuger begrænses.

Ordet fuger anvendes her i betydningen åbninger mellem brædder eller stave i gulvet.

Fugestørrelsen kan reduceres ved at:

• Bruge smalle brædder i stedet for brede, fordi fugebredden følger bræddebredden.
• Vælge produkter med lille dimensionsændring som følge af fugt.
• Styre klimaet, fx. ved moderat opfugtning i kontorhuse om vinteren for at undgå udtørring.
• Undlade at bruge gulvvarmeanlæg eller strålevarme i lofter.

Eksempel 1
Hvis et parti parketstave har været opbevaret i længere tid ved cirka 20°C og cirka 78 % relativ luftfugtighed, vil de have et fugtindhold på cirka 16 %.

Efter lægningen vil parketstavene afgive vand til omgivelserne, og fugtindholdet i stavene over året vil variere mellem ca. 13% i eftersommeren og 6% i de koldeste perioder om vinteren. Træets fugtindhold falder altså mellem 3 og 10 %.

Hvis stavenes bredde er 65 mm og svindet er 0,22 % pr. procent ændring i fugtindholdet, kan svindet - og dermed fugebredden - beregnes som:

65 x 0,22 % x 3 = 0,42 mm i eftersommeren.

65 x 0,22% x 10 = 1,43 mm om vinteren.

Fugerne er altså forholdsvis store, og i praksis vil fugerne desuden ofte være af forskellig størrelse, hvilket bevirker stor risiko for et utilfredsstillende udseende.

Bemærk, at hvis der i stedet havde været anvendt et 180 mm bredt gulvbræt, ville fugerne i stedet være henholdsvis ca. 1,2 og 4 mm.

Eksempel 2
Et traditionelt fyrretræsgulv har 18 brædder pr. 2 meter. Gulvbrædderne er lagt uden mellemrum. Efter nogle måneder er der mellemrum mellem brædderne af varierende størrelse fra 0 til 5 mm.

De 17 mellemrum er med en bladsøger målt til at have en samlet bredde på 48 mm. 48 mm på 2 meter svarer til et svind på 2,4 %.

Med et middel tværsvind på 0,22 % for hver én fugtprocents ændring skal der (2,4 % : 0,22 %) =11 % ændring i bræddernes fugtindhold til at give et svind på 2,4 %. Da den aktuelle træfugtighed er 7 %, har gulvbrædderne ved lægningen haft et fugtindhold på cirka 18 %.

10-brætsmål
Ved lægning af massivt trægulv skal der sørges for, at trægulvet får mulighed for at optage fugtbevægelser. Dette sker ofte ved at udlægge trægulvet efter et 10- brætsmål, som angiver den bredde 10 brædder eller stave forventes at have i den fugtigste brugstilstand.

Den fugtigste periode er som regel eftersommeren, hvor gennemsnitsfugtindholdet i luften kan nå 65% RF med et deraf følgende fugtindhold i træet på 12 - 13 %, dog afhængigt af træart m.m.

Udlægges gulvet med et fugtindhold på 8% træfugt, skal der derfor sikres en lille afstand mellem de enkelte stave eller brædder ved lægningen. Den nødvendige afstand kan sikres ved at benytte spacers (små afstandsstykker) mellem stave eller brædder, når gulvet lægges.

Brug af spacers
Brug af spacers er en metode til sikring af 10-brætsmål under forudsætning af, at træfugten er kendt.

Teoretisk beregning af spacers - eksempel
Et gulv skal lægges af 65,5 mm bredde stave med et fugtindhold på ca. 8%.

Forudsættes det, at den højst forventede luftfugtighed i brugsperioden bliver 65% RF og stavene derved opnår et fugtindhold på ca. 12%, kan den nødvendige afstand beregnes på følgende måde:

(0,22% x 4) x 65,5 mm = 0,57 mm

Der skal altså holdes en afstand på ca. 0,5 mm for at undgå tryksvind i træet eller opbuling af gulvet i den fugtigste periode.

Lægges gulvet i stedet for af 130 mm bredde brædder, bliver den nødvendige afstand:

(0,22% x 4) x 130 mm = 1,1 mm.

Sikring af 10-brætsmål ved brug af spacers. Husk at spacers skal fjernes igen!

Faktuel beregning af spacers
Da træ er et naturprodukt med de variationer, der karakteriserer træ, er det imidlertid ikke så nemt at beregne 10-brætsmål for trægulve, som regnestykket ovenfor giver udtryk for.

Ligevægtsfugten i træ varierer nemlig afhængigt af træarten og det svinder og udvider sig forskelligt i afhængighed af årringenes retning. Desuden afhænger den dimensionsgivende fugtbelastning af, hvor trægulvet lægges, fx på terrændæk eller etagedæk.

Trægulvsleverandøren skal derfor altid tages med på råd ved fastlæggelse af 10-brætsmål og beregning af spacers tykkelse.

Note: Hvor lang tid træ er om at indstille sig på ligevægtsfugtighed ved en bestemt temperatur og relativ luftfugtighed er bl.a. afhængig af:

• Træets fugtindhold i forhold til ligevægtsfugtigheden
• Den anvendte overfladebehandling
• Træets tykkelse
• For fuldfladelimede trægulve desuden den anvendte limtype, og
• Gulvets placering i bygningen

10-brætsmål kan normalt bestemmes ud fra højeste fugttilstand på 65% RF. Ved specielle forhold og i sommerperioden kan luftfugten stige til over 65% RF. Stiger luftfugten over kortere tid, vil det ikke påvirke træfugten væsentligt. I de mest anvendte træarter vil reaktionstiden mellem fugtligevægt ved 65% RF og ved 75% RF udgøre 2 - 4 uger. Forventes luftfugten i længere tid at overstige 65% RF, må 10-brætsmålet bestemmes derefter.

Fugttekniske krav til byggepladsen Træs dimensioner afhænger af fugtindholdet i træet, som igen afhænger af omgivelsernes relative luftfugtighed (RF) og temperatur. Da den relative luftfugtighed varierer med årstiden, lokalernes anvendelse mv., vil også træets dimensioner variere. Det må der tages hensyn til ved projektering og lægning af trægulve. For at undgå unødig opfugtning bør lægning af trægulve ske så sent i byggeprocessen som overhovedet muligt. Før lægning skal bygningen være lukket og tør, og der skal være sat varme på bygningen.

Alle arbejder, der kan tilføre bygningen fugt, fx murerarbejde og grundlæggende malerarbejde, skal være afsluttet. Bygningen skal være i ligevægt med en for årstiden normal luftfugtighed dvs. 35 - 65 % relativ luftfugtighed ved cirka 20 ° C.

For beton- eller letbetonelementer vil det kræve nogle måneders udtørring. Om nødvendigt må udtørring ske ved moderat anvendelse af affugtere.

Inden lægning af trægulve direkte på nye beton- eller letbetondæk, bør fugtindholdet i dækket kontrolleres ved måling, se afsnittet Byggefugt.

Isoleringsmaterialer mv. skal være tørre. Hvis opklodsninger er udført af beton eller er opmuret, skal de være hærdede og tørre.

Er bygningen ikke tørret ordentligt ud, vil den relative luftfugtighed være så høj, at træet udvider sig efter lægningen. Herved kan brædderne/stavene live skubbet fra hinanden, eller de kan deformere hinanden - få tryksvind. Ved senere udtørring kan dette resultere i at gulvet får store fuger. Hvis der ikke er tilstrækkelig plads, kan udvidelsen bevirke, at gulvet buler op eller i værste fald skubber væggene ud.

Undersøgelse af fugtforhold i forbindelse med lægning af trægulve på beton kan normalt ikke ske ved måling af relativ luftfugtighed, men skal ske i underlaget. Grunden er, at klimaanlæg eller kraftig udluftning kan sænke luftens relative fugtighed, uden at der er sket en tilstrækkelig sænkning af fugten i betonen.

Skal trægulve lægges under forhold, hvor det alene er nødvendigt at sikre mod byggefugt fra underliggende beton, dvs. med porefugt op til 90% RF, kan opfugtning hindres ved anvendelse af en fugtspærre, fx en 0,20 mm PE-folie. Fugtspærren udlægges med mindst 200 mm overlæg (tapet eller klemt) på det fugtige underlag, inden gulvet lægges.

Fugttekniske krav til gulvmaterialer
Brædder og parket leveres normalt ovntørret og emballeret i kraftig plastfolie, med et fugtindhold på 8 ± 2 %. Heraf bør 2/3 af partiet ligge mellem 7 og 9 % fugtindhold.

Fugtindholdet i træbjælker, strøer og klodser bør så vidt muligt svare til det fugtindhold, som trægulvet leveres med. Det gennemsnitlige fugtindhold ved lægning bør i strøer højst være 12 % og i bjælker højst 13 %. Dette betyder, at gennemsnitsværdien på 12% (13%) skal overholdes samtidig med, at der normalt ikke må måles enkeltvæ rdier af fugtindhold over 14 % for strøer og 15 % for bjælker.

Hvis det ikke er muligt at få gulvmaterialerne leveret med korrekt fugtindhold, skal de leveres så tidligt, at de kan nå at blive akklimatiseret, dvs. komme i ligevægt med temperatur- og fugtforholdene i rummet inden lægningen. Akklimatisering kan selv ved oppinding tage adskillige uger.

Lægges trægulvet med for højt fugtindhold, vil der komme større fuger mellem brædderne, end hvis de var nedtørret.

Krav til temperatur- og fugtforhold under gulvets brug
Trægulve er et naturprodukt med de variationer i materialet, som karakteriserer træ. Da træet samtidig følger variationerne i luftens fugtighed hen over året, vil der være naturlige variationer i stav- eller bræddebredden og dermed i fugebredden.

Luftfugtigheden i boliger og lignende bygninger vil under normale forhold bevæge sig mellem 35% og 65%RF. En ændring af den relative luftfugtighed på 30% vil normalt medføre dimensionsændringer i massive trægulves tværretning på 1 - 2%. Dimensionsændringen vil afhænge af gulvopbygning, træart, overfladebehandling og den tidsmæssige fugtpåvirkning.

Ejere og brugere af bygninger med trægulve bør følge temperaturen og den relative luftfugtighed hen over året. Gulve af træ har det bedst ved en temperatur på ca. 20°C og en luftfugtighed mellem 35% og 65%RF. Specielt i større bygninger med trægulve må det anbefales, at kontrol af temperatur og luftfugtighed sættes i system, fx ved at indarbejde faste kontrolrutiner i bygningens driftsmanual, så registrering foretages regelmæssigt.

GSO har udarbejdet en folder, hvor fugtens betydning for trægulvet er nærmere belyst. Folderen - Forebyggelse af skader i trægulve - kan købes ved henvendelse til GSO.

Fuger
Fuger i trægulve kan laves enten for at optage deformationer og/eller videreføre kræfter, eller blot for at lave en markant inddeling af gulvfladen.

Til mindre fuger anvendes fugemasser eller fugeprofiler i gummi eller plast. Fugeprofiler i metal anvendes hovedsagelig, hvor der forventes større bevægelser i gulvfladen.

Dilatationsfuger anvendes for at optage fugt- og temperaturbetingede bevægelser mellem materialer i gulvkonstruktionen.

Isolationsfuger benyttes til at adskille gulvet fra tilstødende bygningsdele, fx søjler og vægge. Isolationsfuger kan udformes som dilatationsfuger.

Ved gulve med uregelmæssig geometri eller med søjler gennem gulvfladen samt ved gulve med store punktbelastninger, fx kontorer med meget tunge arkivskabe, brandsikre bokse og lign., må gulvets bevægelsesmuligheder ikke hindres.

Hvis der er dilatationsfuge i betonunderlaget, skal denne videreføres gennem trægulvskonstruktionen.

Videreførelse af underliggende dilatationsfuger kan af trafikhensyn - og andre hensyn - nødvendiggøre en mindre forskydning af dilatationsfugen i den svømmende trægulvskonstruktion til et mere hensigtsmæssigt sted i gulvet. Denne disposition skal dog ske under iagttagelse af gulvets størrelse, geometri og forventet belastning. Fugebredden skal mindst være som bredden af den underliggende dilatationsfuge.

Antal og placering af fuger bestemmes ud fra gulvets konstruktive opbygning, gulvets belastning, de forventede fugtvariationer og træarten.

Fuger i gulve bør altid planlægges i samråd med trægulvleverandøren.

Til dilatationsfuger benyttes en egnet fugemasse, der af hensyn til trædefasthed og slidstyrke bør have en hårdhed på 40 - 65°Shore A.

Hvis der udføres isolationsfuger langs vægge og søjler, som erstatning for fodlister, skal fugebredden være 20 - 25 mm. Afhængig af gulvets bevægelsesforhold kan fugematerialets elasticitet- og hårdhedsegenskaber afpasses aktuelle forhold. Det skal dog sikres, at fugen er det svageste sted i gulvet.

Fuger udføres med bundstop, fx sliptape, for at undgå hæftning i fugebund.

Af hensyn til foreneligheden mellem fugemasse, træart og overfladebehandlingsmiddel bør trægulvleverandøren altid tages med på råd.

For yderligere informationer om fuger henvises til Fugebranchens Samarbejds- og Oplysningsråd (FSO).

Træ er et relativt godt isolerende materiale, som i sig selv føles temperaturmæssigt behageligt at opholde sig på. Før i tiden var gulvvarme da også forbeholdt flisegulvet på badeværelset, men i takt med at husene bliver bedre og bedre isolerede projekteres de fleste nye byggerier i dag med gulvvarme, bl.a. fordi undersøgelser har vist, at gulvvarme giver en god komfort.

Nye velisolerede huse med trægulve kan opvarmes alene med gulvvarme, mens ældre huse, hvor isoleringen er ringere end de nugældende krav normalt må have supplerende varmekilder, fx radiatorer, for at klare effektbehovet.

Gulvvarme kan udføres som vand- eller elbaserede gulvvarmeanlæg. Begge systemer fås i forskellige varianter beregnet til indstøbning i betondæk, eller til udlægning i kombination med varmefordelingsplader mellem strøer og bjælker, eller på forskallingsbrædder oven på strøer og bjælker.

Desuden findes der systemer af gulvvarmeplader til udlægning på bærende undergulve af træ eller beton i forbindelse med gulvrenovering.

Ved anvendelse af gulvvarme er det en forudsætning, at temperaturen er lav og at temperaturfordelingen under gulvet er jævn. Dette opnås både bedst og billigst ved indstøbning af varmerør eller varmekabler i beton. Det skal påses, at der ikke på grund af opvarmningen bliver transporteret fugt fra betonen op i trægulvet.

Gulvvarmeanlæg skal forsynes med egen varmekreds med selvstændig og aflåselig temperaturstyring, så der er sikkerhed for, at fremløbstemperaturen i gulvvarmeanlægget ikke bliver for høj.

På grund af den ekstra udtørring bør der vælges produkter med så lille svind, som muligt og da der kun bør anvendes materialer og konstruktionsopbygninger som anbefales til formålet, skal trægulvsleverandøren altid tages med på råd. Normalt kræves det, at trægulvets overfladetemperatur ikke overstiger 25-27ºC.

I fyringssæsonen vil trægulve altid svinde lidt mere end normalt, når de påvirkes af varme nedefra. I fuldlimede trægulve og trægulve lagt med bøjler eller på strøer må der derfor forventes større fugedannelser i gulvet i vinterperioden.

Under møbler, fx reoler, og under tykke gulvtæpper med god varmeisoleringsevne, kan gulvets temperatur blive et par grader højere end for det øvrige gulv. I vinterperioden må der derfor her påregnes ekstra store fuger mellem brædderne.

For svømmende trægulve med sammenlimet fer og not optages de fugtbetingede bevægelser af den sammenhængende gulvflade. Ved svind øges afstanden til omkringliggende vægge og det kan for større gulvarealer medføre åbninger langs fodpaneler og lign., som dog kan forhindres, hvis fodpanelets tykkelse øges i forhold til de 12-15 mm, der normalt benyttes.

Er gulvet belastet af tunge møbler, fx reoler, eller fastholdt på anden måde, er der desuden risiko for uhensigtsmæssige revnedannelser i gulvet. Modsat har erfaringer med de nu ofte benyttede kliksystemer vist en hvis fleksibilitet i låsesystemet, så svind i gulvet til en hvis grad optages som små fugedannelser mellem gulvbrædderne.

I forbindelse med anvendelse af gulvvarmeanlæg i strøgulve eller i kombination med forskallingsbrædder på tværs af strøretningen er det særligt vigtigt at benytte materialer med samme fugtindhold som trægulvet, dvs. ca. 8% træfugt, idet udtørringen evt. kan give et uacceptabelt svind i gulvopbygningen, der vil vise sig som sprækker mellem gulv og fodpanel og desuden kan give knirkende gulve.

Begrænsningen på overfladetemperaturen sætter grænser for den effekt, som et gulvvarmeanlæg kan yde. Vejledende må der regnes med en effekt på højst 100 W/m2. I nye velisolerede huse er dette som regel tilstrækkeligt, men ved renoveringsopgaver, hvor effektbehovet er større, vil der normalt være behov for supplerende varmeforsyning.

Forhold ved lægning af gulv
Ved fuldklæbning af trægulv på beton med gulvvarme, skal undergulvets temperatur sænkes til 18-20 ºC for at hindre, at limens klæbeevne nedsættes. Tidligst to døgn efter gulvet er lagt, må temperaturen igen hæves, men det skal ske gradvist over en periode på 5-8 døgn, indtil maksimal overfladetemperatur igen opnås.

Fugtkontrol i beton med gulvvarme
Fugtkontrol i betonundergulve med gulvvarme kan, af hensyn til risikoen for at beskadige gulvvarmeanlægget, kun ske i indstøbte bøsninger, dvs. bøsninger der er egnede til formålet og indsat ved betonens udstøbning og kontrollen skal da altid foretages ved den fremtidige undergulvstemperatur.

I betonunderlag uden gulvvarme må restbyggefugten maksimalt være 65% RF ved lægning af trægulve, dog op til 85% RF, hvis der anvendes en lim med fugtbremsende egenskaber*, og lim- og trægulvsleverandøren er taget med på råd.

Ovennævnte regler om maksimal relativ fugtighedsprocent i beton gælder imidlertid ikke, hvis undergulvet påvirkes af gulvvarme, hvor en eksakt fugtgrænseværdi er svær at fastlægge.

Gulvfaktas vejledning om fugtmåling og maksimale fugtighedsprocenter kan derfor ikke bruges og det må tilrådes, at bygherren inddrager et rådgivningsfirma med kendskab til måling af fugt, før gulvet lægges.

Note*) Lime med fugtbremsende egenskaber (MS-lim) er omtalt i afsnittet: Valg af lim

Eksempel på svind i trægulve:
I et fyrretrægulv af 100 mm brede brædder svinger fugtindholdet over året mellem ca. 6 % træfugt om vinteren og ca. 13% om sommeren.

Brædderne antages at ligge helt tæt i den fugtigste periode (sommeren).

Når gulvet om vinteren er mest tørt, vil der være en fuge på (13 - 6) x 0,22 % af 100 mm = 1,5 mm.

Anvendes der gulvvarme hvor temperaturen i trægulvet i gennemsnit øges fra 21 til 30°C, vil fugtindholdet om vinteren falde yderligere til ca. 4 % træfugt, og fugebredden vil derved øges til (13 - 4) x 0,22% af 100 mm = 2 mm.

Tabel 3. Oversigt over anvendelse af gulvmaterialer til forskellige gulvtyper. De farvede felter angiver, at produktet kan anvendes til det nævnte formål. De blanke felter angiver, at produktet normalt ikke kan anvendes til dette formål.

Tabel 4. Strø- og bjælkeafstande regnet fra midte til midte. Afstandene sikrer gulve uden generende nedbøjninger eller rystelser. For tykkelser, der ligger mellem de angivne, anvendes afstandene for nærmeste mindre dimension.

Tabel 5. Opklodsningsafstande L for gulvstrøer. Opklodsningsafstandene er for boliger, kontorer og let erhverv beregnet for en punktlast på 3 kN og en fladelast på 2 kN/m2. For samlingslokaler og butikker er de beregnet for punktlaster, som afhængigt af lokaletype er 3, 4 eller 5 kN og en fladelast på 4 kN/m2. Nedbøjningen skal være mindre end 2,5 mm, og desuden skal den være mindre end L/500 for fladelast og L/200 for punktlast. Opklodsningsafstandene i tabellen er gældende for strøafstande op til 950 mm. Den første kolonne (L Max) angiver afstandene i de almindelige fag (normalfag). Den anden kolonne (L Ende) angiver afstandene ved strøender, dvs. ved væg, eller hvor to strøer stødes sammen. Opklodsningsafstande for gulvstrøer er under revision i regi af bl.a. TOP og SBI. Det forventes derfor, at der i nær fremtid vil ske ændringer i de oplyste opklodsningsafstande.

Figur 16. Udlægning af strøer. Bemærk den ekstra strø langs vægge og den skiftevis forskudte opklodsning under strøer.

Figur 17. Opklodsning af strøer med plastkiler.

Figur 18. Opklodsning af strøer med træbrikker og evt. asfaltpap. Er opklodsningen udført på bløde brikker af lydhensyn, må der ikke sømmes i den bløde del af brikken.

Figur 19. Skæres der ud i strøer, fx for rør, skal strøerne understøttes på begge sider af udskæringen.

Figur 20. Der skal altid udføres ekstra understøtning, hvor strøer stødes eller samles med lasker.

Konstruktion:
Byggehøjde  ≅ 30 mm
15 mm stavparket
Lim
14,5 mm Krydsfiner
Plastfolie
Pap eller *geotextil
Beton

Alternativ:
Byggehøjde ≅ 32 mm
15 mm stavparket
Lim
16 mm spånplade
Plastfolie
Pap eller *geotextil
Beton

Figur 21. Gulvopbygning.

Særlige egenskaber

Ved at udføre gulvet svømmende med en 14,5 mm tyk krydsfiner som underlag for parketstavene, kan gulvfladen bevæge sig frit i forhold til betonen. Alternativt kan underlaget udføres af mindst 16 mm tykke gulvspånplader.

PE-folien kan, udover at fungere som glidelag for gulvfladen, virke som fugtspærre, hvilket gør det muligt at lægge parketgulv på terrændæk og betonunderlag med op til 90% RF. Alternativt kan mellemlaget udføres af mindst 16 mm tykke spånplader i stedet for 14,5 mm krydsfiner.

I planlægnings- og projekteringsfasen skal der tages hensyn til gulvets samlede byggehøjde. Afhængigt af om der vælges krydsfiner eller spånpladeløsning, vil indbygningshøjden blive henholdsvis 30 eller 32 mm.

Konstruktionsopbygningen er fx velegnet i moderne kontor- og administrationsbygninger, hvor effektive ventilationssystemer i kombination med belysning og elektronisk udstyr medvirker til, at den relative luftfugtighed i vinterhalvåret bevæger sig under de 35 % RF, som normalt er GSOs anbefaling til laveste RF i bygninger med trægulve.

Parketgulvets dimensionsændringer som følge af ændringer i den relative luftfugtighed kan reduceres ved at øge parketstavenes tykkelse til fx 20 mm.

Herved forlænges træets reaktionstid over for fugtpåvirkning og kun meget lange perioder med tørt eller fugtigt indeklima vil få indflydelse på stavenes udvidelse eller svind.

Øges parketstavenes tykkelse fra 15 til 20 mm, skal krydsfinerens eller spånpladens tykkelse øges til henholdsvis 19 mm eller 22 mm. Byggehøjden ændres derved fra ca. 30 mm til 40 eller 43 mm for henholdsvis krydsfiner- og spånpladeløsningen.

Gulvfladen

Gulvet udføres som en sammenhængende flade af parketstave, som er limet til krydsfiner eller spånplade. Pladerne lægges på et glidelag af PE-folie og gulvpap eller geotextil*.

Gulvfladen må ikke fastholdes, men skal kunne bevæge sig frit.

Afstanden mellem gulvet og alle tilstødende vægge og gennemgående installationer, fx rør, skal svare til gulvets maksimale udvidelse.

Afstanden skal dog mindst være 15 mm. Ønskes der ikke fodlister, kan gulvets afslutning mod væg udføres med en elastisk fuge. Dette vil dog medføre, at afstanden mellem gulvet og væggene skal øges til 20 - 25 mm.

Stavparket

Parketstavene skal være mindst 15 mm tykke. Stavene må ikke være vindskæve, og oversidens kanter skal indbyrdes danne rette vinkler. I længderetningen skal stavene være rette, idet der dog accepteres en afvigelse, som ikke forhindrer tæt sammendrivning og nedlægning i lim.

Stavenes fugtindhold skal være 8 ± 2%. Heraf bør mindst 2/3 af partiet ligge mellem 7 og 9%. Parketstave bør ikke pakkes ud, før de skal lægges og udpakning skal så vidt muligt foregå i anvendelsesrummet.

Lim

Lim til parketgulve skal vælges i samråd med parketleverandøren, så den passer til træart, underlag og gulvets belastning.

I planlægnings- og projekteringsfasen skal der tages hensyn til gulvets samlede byggehøjde. Afhængigt af om der vælges krydsfiner eller spånpladeløsning, vil indbygningshøjden blive henholdsvis 30 eller 32 mm.

Krydsfiner

Krydsfinerpladerne skal være CE-mærket, mindst 14,5 mm tykke og forsynet med fer og not.

Det er afgørende, at pladerne ikke er vindskæve. Der bør anvendes plader med mindst fem lag finer.

Krydsfinerens længderetning skal være vinkelret på parketstavenes længderetning, og pladesamlinger skal være forskudt mindst 300 mm.

Figur 22. Krydsfinerens længderetning skal være vinkelret på parketstavenes længderetning.

Spånplader

Benyttes der spånplader som underlag for parketstavene, skal pladerne være CE mærket, mindst 16 mm tykke og forsynet med fer og not.

Spånpladernes længderetning skal være vinkelret på parketstavenes længderetning, og pladesamlinger skal være forskudt mindst 300 mm.

Plastfolie

Plastfolie bør være en mindst 0,20 mm tyk PE-folie (polyethylen), som udlægges med mindst 200 mm overlæg i samlingerne.

Der bør benyttes folier, som har dokumentation for diffusionstæthed og holdbarhed, fx overholdelse af Svenska Plastförbundets Verksnorm 2001.

Ved terrændækskonstruktioner og andre konstruktioner med indbygget fugtspærre skal den anvendte PE-folie samtidig fungere som fugtspærre.

Gulvpap/geotextil*

Der anvendes en uimprægneret gulvpap (500 g/m2) for at sikre PE-folien mod perforering fra det underliggende betonlag. Pappen bidrager desuden til at formindske trinlydsstøj.

* Hvis betonens restporefugt er højere end 65% RF er der risiko for skimmel, når der anvendes pap under plastfolie. Det anbefales derfor at erstatte pappen med geotextil (300 - 400 g/m²).

Beton

Betonunderlaget skal være plant og rent. Restporefugten i betonen skal være ≤ 90% RF ved en temperatur på 17 - 25°C.

Er porefugten højere end 90 % RF, skal fugtspærrens Z-værdi være så høj, at fugt fra betonen forhindres i at trænge op i trægulvet.

Terrændæk skal ligge på et kapillarbrydende lag, som kan forhindre opsugning af jordfugt. Kapillarbrydende lag under terrændækskonstruktioner er nærmere beskrevet i SBI-anvisning 178.

Kravet til betonoverfladens planhed er stort. Afvigelser må højst være ± 2 mm på et 2 m retholt. Der må ikke forekomme grater, overgange eller lunker på betonoverfladen.

Byggepladsen

Parketgulvets dimensioner afhænger af fugtindholdet i træet, som igen afhænger af omgivelsernes relative luftfugtighed (RF) og temperatur.

Da den relative luftfugtighed varierer med årstiden, lokalernes anvendelse mv., vil også træets dimensioner variere.

Det skal der tages hensyn til ved projektering og lægning af parketgulve.

For at undgå unødig opfugtning skal lægning af parketgulve ske så sent i byggeprocessen, som overhovedet muligt.

Bygningen skal være permanent lukket og tør, og der skal være sat varme på bygningen. Er bygningen forsynet med mekanisk ventilationanlæg, skal dette være i drift og indreguleret.

Alle arbejder, som kan tilføre bygningen fugt, fx murerarbejde og grundlæggende malerarbejde, skal være afsluttet.

Bygningen skal være i ligevægt med den for årstiden normale luftfugtighed, dvs. 35-65% RF ved cirka 20°C. Der henvises i øvrigt til checklisterne i dette kapitel.

Overfladebehandling

Slibning og overfladebehandling af parketgulve, der er klæbet til underlaget, må først påbegyndes, når træet igen er i fugtligevægt med omgivelserne, og evt. fugematerialer er gennemhærdet.

Gulvet må ikke belastes af færdsel fra andre entreprenører eller brugere, før limen er hærdet.

Overfladebehandling kan ske ved lakering, oliering, sæbebehandling eller voksbehandling.

Det er vigtigt fra starten at gøre sig klart med hvilke intervaller, der kræves pleje og vedligehold for at sikre et tilfredsstillende udseende.

Overfladebehandling af trægulve er beskrevet i sektionen Overfladebehandling.

Rengøring af trægulve er beskrevet i sektionen Rengøring.

Afdækning

For at undgå skader på gulvet, bør det indtil ibrugtagning afdækkes med en gulvpap (500 g/m²), som tapes i samlingerne. Afdækningen må ikke klæbes til gulvet.

I ganglinier og andre belastede eller udsatte områder, bør afdækningen forstærkes af 3 mm træfiberplader, der lægges med tapede samlinger.

Fodlister

Fodlister skal beskytte væggen mod overlast i forbindelse med rengøring af gulvet. Desuden skjuler fodlisten den fuge mellem gulv og væg, som er nødvendig, for at gulvets fugtbetingede bevægelser kan optages.

Fodlister kan være i samme træart som gulvet, eller af industrilakeret fyrretræ eller plast.

Fodlister må ikke fastgøres i gulvet, da dette vil hindre gulvets frie bevægelse. Der kan vælges synlig eller skjult fastgørelse med skruer og plugs.

Gulvvarme

Træ skal beskyttes mod udtørring, idet dette vil medføre svind og risiko for revnedannelse. Hvis parketgulve anvendes i forbindelse med gulvvarme, stilles der en række krav til gulvvarmesystemet, se nærmere i afsnittet om gulvvarme og trægulve

Specifikke retningslinier kan gives af parketgulvsleverandøren ud fra konkrete oplysninger om gulvvarmesystemets opbygning og styring.

Gulvets fremtidige brug

Hvis parketgulvet skal forblive ensartet og smukt under den fremtidige brug, er det nødvendigt at opretholde et rumklima med en temperatur på 18 - 25°C, og en luftfugtighed, der ikke varierer ud over 25 - 65% RF.

Trægulve - eksempel på opbygning 20 mm stavparket klæbet på 22 mm spånplade 5.22 - udlagt som svømmende gulv på beton afrettet med sand

Figur 23. Gulvopbygning.

Særlige egenskaber

Ujævne og/eller skæve betondæk kan oprettes med tørt sand, som underlag for et svømmende gulv af parketstave limet til et 22 mm tykt spånpladeundergulv. Sandet giver desuden en bedre trinlydsdæmpning.

Spånpladegulvet sikrer en jævn lastfordeling på sandet og giver samtidig gulvfladen mulighed for frit at bevæge sig i forhold til betondækket.

PE-folien fungerer som glidelag for gulvfladen og virker desuden som fugtspærre, hvilket gør det muligt, at lægge parketgulv på terrændæk og betonunderlag med op til 90% RF.

I planlægnings- og projekteringsfasen skal der tages hensyn til gulvets samlede byggehøjde på 43 mm + tykkelsen på sandafretningen.

Konstruktionsopbygningen er fx velegnet i moderne kontor- og administrationsbygninger, hvor effektive ventilationssystemer i kombination med belysning og elektronisk udstyr medvirker til, at den relative luftfugtighed i vinterhalvåret bevæger sig under de 35 % RF, som normalt er GSOs anbefaling til laveste RF i bygninger med trægulve.

Gulvfladen

Gulvet udføres som en sammenhængende flade af parketstave, som er limet til spånpladen. Pladerne lægges på et glidelag af PE-folie og gulv-pap eller geotextil på sandafretning.

Gulvfladen må ikke fastholdes, men skal kunne bevæge sig frit.

Afstanden mellem gulvet og alle tilstødende vægge og gennemgående installationer, fx rør, skal svare til gulvets maksimale udvidelse. Afstanden skal dog mindst være 15 mm.

Stavparket

Parketstavene skal være mindst 20 mm tykke. Stavene må ikke være vindskæve, og oversidens kanter skal indbyrdes danne rette vinkler. I længderetningen skal stavene være rette, idet der dog accepteres en afvigelse, som ikke forhindrer tæt sammendrivning og nedlægning i lim.

Stavenes fugtindhold skal være 8 ± 2%. Heraf bør mindst 2/3 ligge mellem 7 og 9%. Parketstave bør ikke pakkes ud, før de skal lægges og udpakning skal så vidt muligt foregå i anvendelsesrummet.

Lim

Lim til parketgulve skal vælges i samråd med parketleverandøren, så den passer til træart, underlag og gulvets belastning.

Spånplader

Spånpladerne skal være CE mærket, mindst 22 mm tykke og forsynet med fer og not.

Spånpladernes længderetning skal være vinkelret på parketstavenes længderetning og pladesamlinger skal være forskudt mindst 300 mm.

Figur 24. Spånpladernes længderetning skal være vinkelret på parketstavenes længderetning.

Plastfolie

Plastfolie bør være en mindst 0,20 mm tyk PE-folie (polyethylen), som udlægges med mindst 200 mm overlæg i samlingerne.

Der bør benyttes folier, som har dokumentation for diffusionstæthed og holdbarhed, fx overholdelse af Svenska Plastförbundets Verksnorm 2001.

Ved terrændækskonstruktioner og andre konstruktioner med indbygget fugtspærre skal den anvendte PE-folie samtidig fungere som fugtspærre.

Gulvpap/geotextil*

Der anvendes en uimprægneret gulvpap (500 g/m2) for at sikre PE-folien mod perforering fra det underliggende betonlag og sandet.

Pappen bidrager desuden til at formindske trinlydsstøj.

*Hvis betonens restporefugt er højere end 65% RF er der risiko for skimmel, når der anvendes pap under plastfolie. Det anbefales derfor at erstatte pappen med geotextil (300 - 400 g/m2).

Sand

Sandet skal være ovntørret, skarpkantet og velgraderet, dvs. med indhold af alle fraktioner fra 0-4 mm af kornkurven.

Sandet udlægges på den rengjorte betonoverflade og aftrækkes efter ledere til en planhedstolerance på ± 2 mm på et 2 m retholt.

Evt. rørinstallationer skal være fastgjort til betonen for hver 50 cm og kunne dækkes af mindst 10 mm sand. Vand- og varmerør skal være trykprøvede og isolerede, inden sandet udlægges.

Beton

Betonunderlaget skal være plant og rent. Restporefugten i betonen skal være ≤ 90% RF ved en temperatur på 17 - 25°C.

Er porefugten højere end 90% RF, skal fugtspærrens Zværdi være så høj, at fugt fra betonen forhindres i at trænge op i trægulvet.

Terrændæk skal ligge på et kapillarbrydende lag, som kan forhindre opsugning af jordfugt. Kapillarbrydende lag under terrændækskonstruktioner er nærmere beskrevet i SBI-anvisning 178.

Byggepladsen

Parketgulvets dimensioner afhænger af fugtindholdet i træet, som igen afhænger af omgivelsernes relative luftfugtighed (RF) og temperatur.

Da den relative luftfugtighed varierer med årstiden, lokalernes anvendelse mv., vil også træets dimensioner variere.

Det skal der tages hensyn til ved projektering og lægning af parketgulve.

For at undgå unødig opfugtning skal lægning af parketgulve ske så sent i byggeprocessen, som overhovedet muligt.

Bygningen skal være permanent lukket og tør, og der skal være sat varme på bygningen. Er bygningen forsynet med mekanisk ventilationsanlæg, skal dette være i drift og indreguleret.

Alle arbejder, som kan tilføre bygningen fugt, fx murerarbejde og grundlæggende malerarbejde, skal være afsluttet.

Bygningen skal være i ligevægt med den for årstiden normale luftfugtighed, dvs. 35-65% RF ved cirka 20°C.

Der henvises i øvrigt til checklisterne i denne sektion.

Overfladebehandling

Slibning og overfladebehandling af parketgulve, der er klæbet til underlaget, må først påbegyndes, når træet igen er i fugtligevægt med omgivelserne, og evt. fugematerialer er gennemhærdet.

Gulvet må ikke belastes af færdsel fra andre entreprenører eller brugere, før limen er hærdet.

Overfladebehandling kan ske ved lakering, oliering, sæbebehandling eller voksbehandling.

Ved valg af overfladebehandling bør der først og fremmest tages hensyn til træarten, evt. fugemateriale og det ønskede udseende.

Det er vigtigt fra starten at gøre sig klart med hvilke intervaller, der kræves pleje og vedligehold for at sikre et tilfredsstillende udseende.

Overfladebehandling af trægulve er beskrevet i sektionen Overfladebehandling. Rengøring af trægulve er beskrevet i sektionen Rengøring.

Afdækning

For at undgå skader på gulvet, bør det indtil ibrugtagning afdækkes med en gulvpap (500 g/m²), som tapes i samlingerne. Afdækningen må ikke klæbes til gulvet.

I ganglinier og andre belastede eller udsatte områder, bør afdækningen forstærkes af 3 mm træfiberplader, der lægges med tapede samlinger.

Fodlister

Fodlister skal beskytte væggen mod overlast i forbindelse med rengøring af gulvet. Desuden skjuler fodlisten den fuge mellem gulv og væg, som er nødvendig, for at gulvets fugtbetingede bevægelser kan optages.

Fodlister kan være i samme træart som gulvet, eller udføres af industrilakeret fyrretræ eller plast.

Fodlister må ikke fastgøres i gulvet, da dette vil hindre gulvets frie bevægelse. Der kan vælges synlig eller skjult fastgørelse med skruer og plugs.

Gulvvarme

Træ skal beskyttes mod udtørring, idet dette vil medføre svind og risiko for revnedannelse. Hvis parketgulve anvendes i forbindelse med gulvvarme, stilles der en række krav til gulvvarmesystemet, se nærmere i afsnittet  om gulvvarme

Specifikke retningslinier kan gives af parketgulvsleverandøren ud fra konkrete oplysninger om gulvvarmesystemets opbygning og styring.

Gulvets fremtidige brug

Hvis parketgulvet skal forblive ensartet og smukt under den fremtidige brug, er det nødvendigt at opretholde et rumklima med en temperatur på 18 - 25°C, og en luftfugtighed, der ikke varierer ud over 25 - 65% RF.

1. Trægulve 1 - Lægning og reparation, Erik Brandt, og Stephen Born, Alfred Born A/S, Træbranchens Oplysningsråd, Lyngby, 2004.

2. Trægulve 2 - Valg og vedligehold, Erik Brandt, Træbranchens Oplysningsråd, Lyngby, 2001.

3. Træ og træmaterialer, Thomas Thomassen, Teknologisk Instituts Forlag, Tåstrup, 1996.

4. Målemetoder til bygningsundersøgelser, Erik Brandt, SBI-anvisning 170, Statens Byggeforskningsinstitut, Hørsholm, 1990.

5. Bygningers fugtisolering, Nils Erik Andersen m.fl., SBI-anvisning 178, Statens Byggeforskningsinstitut, Hørsholm, 1993.

6. Bygningers energibehov, Søren Aggerholm m.fl., SBI-anvisning 184, Statens Byggeforskningsinstitut, Hørsholm, 1995.

7. Gulvfakta, Gulvbranchen.

8. Bygningers lydisolering - nyere bygninger, Jørgen Kristensen, SBI-anvisning 172, Statens Byggeforskningsinstitut, Hørsholm, 1992.

9. Bygningers lydisolering - ældre bygninger, Jørgen Kristensen, SBI-anvisning 173, Statens Byggeforskningsinstitut, Hørsholm, 1992.

10. TRÆ 32, "Krydsfiner", Hilmer Riberholt, Træbranchens Oplysningsråd, Lyngby, 1991.

11. TRÆ 37, Spånplader i byggeriet, Tommy Bunch- Nielsen og Jesper Ditlev, Træbranchens Oplysningsråd, Lyngby, 1994.

12. TRÆ 38, Træ og brand, Tommy Bunch-Nielsen og Jesper Ditlev, Træbranchens Oplysningsråd, Lyngby, 1995.

13. Fugemappen, Fugebranchens Samarbejds- og Oplysningsråd, København,1996.

14. Konstruktioner i småhuse, Jørgen Munch-Andersen m. fl, SBI- anvisning 189, Statens Byggeforskningsinstitut, Hørsholm, 1998

15. Gulvkonstruktioner af beton, Tommy B. Jacobsen m.fl., Cementfabrikkernes tekniske Oplysningskontor, Aalborg 1994.

16. Radon og nybyggeri, pjece, Bygge- og Boligstyrelsen, 1993.

17. Dampspærrer i lofter og ydervægge. Udførelse og detaljer, Steen Berthelsen m. fl., Byg-Erfa blad (39) 97 07 04, 1997.