Valg af gulv

Ved valg af gulv må der tages hensyn til en række forskellige forhold, blandt andet brugsegenskaber, økonomi, æstetik, udførelsesmetoder og miljømæssige forhold. Disse egenskaber er beskrevet i dette kapitlet.

1.1.0.1  Gulvopbygning - terminologi

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

Gulvbelægninger, som udgør den færdige gulvflade, er det øverste selvstændige lag i gulvet. Det kan fx være tæppe, linoleum, gummi, vinyl, kork eller parketstave. Lak eller anden overfladebehandling betragtes ikke som en selvstændig belægning.

Undergulve ligger under gulvbelægningen, men over den bærende konstruktion. Undergulvet skal danne en sammenhængende flade, så det fx kan benyttes som arbejdsgulv og underlag for en tynd belægning. Det kan fx være et svømmende gulv, et pladegulv på strøer eller et afretningslag af beton.

Bemærk, at tynde isoleringslag, korksmuldpap o.lign. benævnes mellemlag og ikke betragtes som undergulv.

Den bærende konstruktion består af lag, hvis primære funktion er at optage og overføre last, eksempelvis betondæk og træbjælkelag.

nyfig1.jpg

Figur 1. Gulvopbygning - terminologi

Gulvopbygning- definitioner

Gulve kan opdeles i to hovedtyper efter deres konstruktive opbygning, nemlig: Bærende gulve, som omfatter:

  • Strøgulve (trægulve lagt på strøer)
  • Trægulve på træbjælkelag
  • Ikke-bærende gulve, som omfatter:
  • Svømmende gulve
  • Limede gulve
  • Sømmede gulve
  • Fugefrie gulve
  • Løst udlagte gulvbelægninger

Bærende gulve

Ved bærende gulve forstås gulve, som hviler på en lineær understøtning af strøer eller bjælker. Belastningen på gulvet overføres gennem brædder eller plader til de underliggende strøer eller bjælker, se figur 2.

 nyfig2.jpg

Figur 2. Bærende gulv (strøgulv)

Ikke-bærende gulve

Ved ikke-bærende gulve forstås gulve, hvor gulvbelægningen er understøttet i fuld gulvflade af et bærende underlag, fx et undergulv af beton eller træplader, se figur 3.

 nyfig3.jpg

Figur 3. Ikke-bærende gulv

Svømmende gulve

Ved svømmende gulve forstås gulve, hvor gulvfladen kan bevæge sig frit i forhold til det bærende underlag. Dette opnås ved, at der mellem gulvfladen og det bærende underlag indlægges et elastisk mellemlag, så der er sikkerhed for, at gulvfladen kan bevæge sig frit. Mellemlaget kan udføres af materialer, der bidrager til at forbedre varmeisoleringen og de lydmæssige egenskaber.

nyfig4.jpg

Figur 4. Svømmende gulv

Limede gulve

Limede gulve lægges i fast forbindelse med et bærende, plant og stabilt underlag og understøttes i fuld flade. Underlaget kan fx bestå af et beton- eller letbetondæk eller et svømmende undergulv, fx af sammenlimede træplader.

nyfig5.jpg

Figur 5. Limet/sømmet gulv

Sømmede gulve

Sømmede gulve lægges i fast forbindelse med et bærende, plant og stabilt underlag og understøttes i fuld flade. Underlaget kan fx bestå af et beton- eller letbetondæk eller et svømmende undergulv, fx af sammenlimede træplader.

Fugefrie gulve

Fugefrie gulve lægges på et bærende, plant og stabilt underlag og understøttes i fuld flade. Normalt er underlaget af beton.

Løst udlagte gulvbelægninger

Løst udlagte gulvbelægninger lægges på et bærende, plant og stabilt underlag og understøttes i fuld flade. Underlaget kan fx bestå af et beton- eller letbetondæk eller et eksisterende trægulv.

1.1.0.2  Hvad skal indgå ved valg af gulv?

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

Ved valg af gulv må der tages hensyn til en række forskellige forhold:

  • teknik (nødvendige brugsegenskaber)
  • pris (totaløkonomi dvs. såvel anlægsudgifter som fremtidige driftsudgifter, fx udgifter til vedligehold og rengøring)
  • æstetik (udseende)
  • udførelsesmetode (gener, tidsforbrug)
  • miljømæssige forhold (påvirkning af indeklima og omgivelser, brug af ressourcer 

Hver af de nævnte egenskaber vil blive behandlet nærmere i det følgende.

Teknik

For at et gulv skal fungere tilfredsstillende, må det have en række egenskaber, som afhænger af den påtænkte brug, dvs. gulvet skal have egenskaber, så det kan:

  • opfylde de funktioner, det skal have, fx at danne gulvflade, at yde gangsikkerhed, at være varmebestandigt, at være vandtæt og at være slidbestandigt;
  • klare de påvirkninger, det forventes at blive udsat for, fx statiske og dynamiske kræfter, temperatursvingninger, kemiske påvirkninger og slid.

Gulvets funktioner og de forventede påvirkninger under brug må klarlægges ved projekteringen.

De egenskaber gulvet skal have, vil for de fleste anvendelser være de samme. De skal fx være i stand til at modstå mekaniske belastninger og kemikalier. Kravene afhænger derimod af den aktuelle anvendelse, fx hvor store belastninger der forventes, eller hvilke kemikalier gulvet skal kunne tåle.

De vigtigste egenskaber og deres betydning er kort omtalt herunder i kvalitativ form. Der er altså ingen henvisning til prøvningsmetoder eller vurderingskriterier. Disse gives i omtalen af de respektive materialer.

Afhængigt af belægningstypen kan prøvningsmetoderne, der benyttes ved dokumentationen af egenskaberne, være forskellige.

Planhed

Gulvet skal være så plant og vandret, at personophold og møblering kan ske uden gener. I visse tilfælde stilles der skærpede krav til planheden, fx i højlagre og TV-studier.

Ved renoveringsopgaver eller ved udlægning af gulv på betonelementer med pilhøjde kan underlaget have store afvigelser fra vandret. I sådanne situationer bør det overvejes, om en mindre hældning på gulvet er acceptabel, idet det kan medføre store ekstraudgifter at foretage en opretning til vandret.

Strenge krav til planhed vil normalt vanskeliggøre og dermed fordyre gulvlægningsarbejdet.

Styrke og stivhed

Gulvet (gulvbelægningen) skal kunne modstå de statiske og dynamiske belastninger, fx fra nyttelast, møbler, personer og rullende færdsel, som normalt må forventes at forekomme ved den påtænkte brug. Gulvet må ved den påtænkte brug ikke få så store deformationer, at det generer brugen.

Robusthed

Gulvet (gulvbelægningen) skal være så robust, at det kan tåle mindre mekaniske påvirkninger under brug, fx fra møbelben eller faldende genstande, uden at der ikke sker brud eller forårsages blivende mærker i overfladen.

Gangsikkerhed

Gulvet (gulvbelægningen) må ikke frembyde fare for, at personer glider eller snubler ved almindeligt forekommende aktiviteter.

De hyppigst anvendte gulvbelægninger har normalt en acceptabel skridsikkerhed, hvis de er rene, tørre og fri for olie, fedt og andre glatte stoffer.

Et gulvs gangsikkerhed afhænger derfor ikke mindst af den daglige rengøring og vedligehold af gulvet.

Hvis der forventes våde gulve, og især hvor vand er kombineret med spild fra produktion, som det fx ofte ses i levnedsmiddelindustrien, skal der træffes særlige foranstaltninger for at undgå faldulykker, idet sådanne gulve kan blive meget glatte.

Gangbehagelighed

Gulvet (gulvbelægningen) skal være så fjedrende og/eller blødt, at der ved almindelig brug ikke fornemmes ubehagelig hårdhed.

Brandtekniske egenskaber

Gulvet (gulvbelægningen) skal have sådanne brandtekniske egenskaber, at det ved brand ikke forøger faren for personskade ved:

  • ikke at beskytte underliggende materiale mod antændelse
  • selv at medvirke til brandudbredelse
  • at udvikle kraftig røg eller giftige luftarter.

Slidstyrke

Gulvet (gulvbelægningen) skal være så slidstærkt, at andre egenskaber, fx planhed, rengøringslethed og udseende, bibeholdes i tilfredsstillende omfang i den påtænkte brugsperiode.

For gulvbelægninger, som forudsættes overfladebehandlet, bør slidstyrken med/af overfladebehandlingen vurderes. Prisen for behandlingen bør indgå i beslutningsprocessen. Prisen skal afspejle arbejdsomfang og tidsinterval mellem behandlingerne.

Varmebestandighed

Gulvet (gulvbelægningen) må ikke ændre sine øvrige egenskaber eller tage blivende skade af deformationer, der skyldes varmepåvirkning.

Gulvbelægninger mv., der skal benyttes i forbindelse med gulvvarmeanlæg, skal kunne tåle de temperaturer, der kan forventes at optræde i den aktuelle konstruktion.

Stabilitet overfor fugt

Gulvet (gulvbelægningen) må ikke få skadelige deformationer, der skyldes fugtpåvirkninger fra normal brug.

Modstandsevne mod kemiske påvirkninger

Gulvet (gulvbelægningen) skal kunne modstå de påvirkninger af kemikalier, herunder rengøringsmidler, der forventes ved den påtænkte brug. Der skal ved vurderingen tages hensyn til, om der er tale om korttidspåvirkning, fx fra pletfjerningsmidler, eller langtidspåvirkning, fx normalt spild i en industriproduktion. Forventes der påvirkning af særlige kemikalier, bør disses indvirkning på gulvmaterialet undersøges.

Elektrostatiske egenskaber

Gulvet (gulvbelægningen) må ikke være skyld i så store elektrostatiske opladninger af personer, der færdes på det, at det kan give anledning til generende, elektriske udladninger.

Ud over gener for personer, kan elektriske udladninger give problemer i forbindelse med elektronisk udstyr eller ved eksplosionsfarlige materialer.

Varmebehagelighed

Gulvet (gulvbelægningen) skal føles varmebehageligt at træde på. Dette kan enten opnås ved at benytte gulvbelægninger, der i sig selv er varmebehagelige, eller ved at benytte gulvvarmeanlæg.

Egenskaben er især vigtig, hvor der forventes længere tids ophold, eller hvor børn leger på gulvet.

Lydtekniske egenskaber

Gulvet (gulvbelægningen) skal kunne medvirke til at hindre, at trinlyd eller luftlyd på generende vis bidrager til støjniveauet i samme eller tilstødende rum. Det skal bemærkes, at udover den indflydelse som gulvmaterialerne har, er der en stor indflydelse, fra udførelsen, fx om der er "lydbroer" i en svømmende gulvkonstruktion.

Vandtæthed

Gulve (gulvbelægningen) i vådrum, herunder samlinger og rørgennemføringer, skal være vandtætte.

Cigaretglød

Gulvet (gulvbelægningen) skal i visse tilfælde kunne modstå kortvarige påvirkninger af cigaretgløder uden at få blivende brændmærker eller andre skader.

Fleksibilitet

Gulvbelægninger af banevarer skal, når de benyttes i hulkehl mv., være så fleksible, at de ikke skades på grund af bøjning.

Levetid

Gulvet (gulvbelægningen) skal kunne bibeholde sine egenskaber i tilfredsstillende omfang i en længere årrække udsat for normale nedbrydningsfaktorer, fx UV-lys, fugt eller fysiske spændinger fra brugen.

Af praktiske og økonomiske grunde vil det som regel være nødvendigt at begrænse de egenskaber, der stilles krav til. De egenskaber, der udvælges, skal derfor være de vigtigste - nøgleegenskaberne - for gulvet. Til hjælp ved udvælgelsen blandt de mange egenskaber er der udarbejdet checklister for de forskellige typer gulvbelægning. Ved valg eller projektering kan checklisterne gennemgås med bygherren. Derved sikres det, at alle væsentlige forhold er blevet overvejet. Bemærk, at det er de nødvendige krav til egenskaber, der skal fastlægges. Stilles der højere krav end nødvendigt, vil det næsten uundgåeligt samtidig føre til højere pris.

1.1.0.3  Pris - totaløkonomi

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

Som regel har prisen stor indflydelse ved valg af gulv. For at sikre bygherren det bedste udbytte, bør totaløkonomi prioriteres højere end lav anskaffelsespris, fx bør konstruktioner og materialer med lang levetid og lave vedligeholdsudgifter vægtes højere end lav anskaffelsespris.

For at vurdere totaløkonomien kræves der oplysninger om gulvets:

  • Levetid. Som regel er det især gulvbelægningens levetid, det drejer sig om. Der bør gives så godt et skøn som muligt, fx baseret på oplysninger fra levetidstabeller eller leverandøroplysninger kombineret med viden om indflydelsen af den påtænkte brug, herunder brugsintensitet og -belastning. Heri kan også indgå skøn over udskiftningsintervaller. Levetidstabeller kan fx fås fra Forsikring og Pension eller Byggeriets Udviklingsråd.
  • Vedligeholdsudgifter, herunder udgifter til overfladebehandling, rengøring og eventuelle forventede småreparationer. Udgifter til rengøring kan skaffes ved at inddrage rengøringsfaglig ekspertise, fx uafhængige rådgivere eller rengøringsfirmaer. Bemærk, Valg af gulv September 2005 Hvad skal indgå ved valg af gulv ? 2.5 at hvis der rengøres efter en metode, som afviger fra den foreskrevne, kan det medføre skader på gulvbelægningen, herunder nedsat levetid.
  • Den forventede prisudvikling. Der må foretages et skøn over den prisudvikling, der forventes for vedligeholdsarbejdet i forhold til den almindelige prisudvikling i hele gulvets levetid.
  • Realrenten. Der må foretages et skøn over rentefoden renset for inflation.

På Gulvbranchen hjemmeside www.Gulvbranchen.dk kan du finde en model til beregning af totaløkonomien for forskellige typer af gulve. Beregningsmodellen følger principperne fra bl.a. GBC om end den på nogle områder er simplificeret og på andre områder er langt mede detaljeret. Modellen opererer med en tidshorisont på 50 år og medtager udgifter til installation, rengøring og vedligeholelse samt udskiftning og bortskaffelse/fornyelse. Rengørings processer og priser er indhentet hos et eksternt konsulentfirma. Beregningsmodellen anvender data omkring de forskellige belægningers levetid , defineret ved den tid der erfaringsmæssigt går fra en belægnig installeres til den udskiftes (udskiftningen sker IKKE nødvendigvis pga svigt i belægningen, udskiftningen sker oftere pga ændrede krav/ønsker til overflader, farver og mønstre olign). Modellen og tilhørende vejledning kan downloades her.

Æstetik

Æstetik kan ikke behandles objektivt men skal altid overvejes ved valg af gulv.

I vurderingen kan fx indgå arkitektonisk udtryk, farve, tekstur, lysrefleksion og mønster.

Udførelsesmetode

I mange tilfælde må der i forbindelse med valg af gulvkonstruktion tages hensyn til hvilken udførelsesmetode, der kan/skal anvendes. Dette skyldes, at udførelsesmetoden er afgørende for, hvor lang tid gulvlægningsarbejdet tager, og hvor mange gener det medfører. Blandt andet må det overvejes, om det er acceptabelt, at opbygningen af gulvkonstruktionen tilfører byggefugt, kræver særligt sikkerhedsudstyr eller kræver lange hærdetider.

Miljøpåvirkninger

Materialerne, der benyttes til gulvet, må ikke medføre indeklimamæssige gener, fx i form af afgasning af generende eller sundhedsskadelige stoffer. Materialerne må heller ikke ved produktion, brug eller bortskaffelse give anledning til forøget risiko for skade på omgivelserne, fx forurening. Endelig må materialerne ikke medføre unødigt forbrug af ikke-fornyelige ressourcer. Ved vurdering af problemer af denne art benyttes som regel LCA-begrebet, dvs. vurdering af produktet i hele livscyklusforløbet. Der henvises til speciallitteraturen, som fx kan findes gennem Miljøstyrelsen.

Mange egenskaber for et gulv afhænger af gulvbelægningen og de øvrige egenskaber bestemmes især ved en samvirken mellem gulvbelægningen og det anvendte underlag. Det vil derfor ofte være naturligt at vælge gulvbelægningen først og dernæst projektere underlaget, så øvrige krav til den samlede konstruktion er opfyldt.

Det er ikke muligt at sammenligne tekniske egenskaber for gulvbelægninger "på tværs" af materialetyper. Valg mellem typerne må derfor ske på grundlag af det, den projekterende og/eller bygherren anser for at være fordele og ulemper ved de forskellige materialetyper.

Elastiske gulvbelægninger, textilgulvbelægninger og laminatgulve klassificeres efter et europæisk klassifikationssystem, som fastlægger forskellige brugsområder. Klassifikationen er beskrevet i EN standarder, som er specifikke for hver gulvbelægningstype.

Materialer, som er deklareret til brug i en af disse klasser, opfylder visse nærmere specificerede egenskaber, som afhænger af belægningstypen. Se fx checkliste 1, som er gældende for linoleum.

Det vil ofte være hensigtsmæssigt at benytte en checkliste i forbindelse med valg af gulvbelægning. Derved sikres en systematisk gennemgang af alle væsentlige forhold og egenskaber ved det aktuelle gulv. Der er udarbejdet separate forslag til checklister for de elastiske gulvbelægninger, som behandles i Gulvfakta. Forslagene findes i afsnittene om de enkelte typer gulvbelægning. Generelt gælder, at checklisterne er delt i to dele.

Den første del indeholder de egenskaber, som er omfattet af EN-klassifikationen for den pågældende type gulvbelægning. EN-klassifikationen er lavet med klasser svarende til anvendelse i henholdsvis bolig, erhverv og industri. Vælges der en gulvbelægning fra en klasse, som svarer til den aktuelle anvendelse, ved man derfor i forvejen, at gulvbelægningen besidder de vigtigste brugsegenskaber for denne anvendelse. Egenskaberne fremgår af checklisten, og værdierne for klassificerede produkter er markeret med "farve". Det er derfor kun nødvendigt at stille krav til disse egenskaber, hvis der ønskes en højere egenskabsværdi end angivet.

Den anden del af checklisterne indeholder egenskaber, som ikke er omfattet af EN -klassifikationen. Egenskaberne i denne del af checklisten benyttes især, hvis der er særlige forhold at tage hensyn til, fx krav til egnethed som afledende gulvbelægning eller egnethed til brug i forbindelse med gulvvarme. For egenskaberne i denne del er man henvist til selv at fastsætte de egenskabsværdier, som er nødvendige. Der er for hver egenskab givet forslag til kravniveauer, som kan benyttes afhængigt af den forventede brug.

Som eksempel kan man her se checklisterne for linoleum.

Valg af egenskabsværdier

Egenskabsværdierne for de enkelte egenskaber vælges uafhængigt af hinanden. Til et aktuel brug kan der fx være behov for at stille høje krav til nogle bestemte egenskaber, hvilket betyder, at man skal vælge værdier i højre side af skemaet. For andre kan der derimod være lave eller slet ingen krav, og for disse egenskaber kan der vælges egenskaber fra skemaets venstre side. Der stilles altså kun store krav til egenskaberne, når der virkelig er behov for det.

Et eksempel på hvordan der skiftevis vælges egenskabsværdier "til højre", "til venstre" og "i midten" er vist her på siden. De valgte egenskabsværdier kan eventuelt forbindes, så der fremkommer en såkaldt kravprofil, dvs. en profil som egenskab for egenskab viser, hvad der kræves af gulvbelægningen. Den ideelle gulvbelægning til et givet formål skal have egenskaber, som optegnet som et profil, er magen til kravprofilen.

For linoleum kan en kravprofil fx se ud, som vist i det følgende eksempel, hvor egenskaberne er valgt på baggrund af checklisterne, der findes i gennemgangen af de enkelte belægningstyper, fx elastiske gulvbelægninger.

1.1.0.4  Brug af checklister ved valg

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

Eksempel på kravprofil for linoleumsgulv

Til en erhvervsbygning skal der benyttes linoleum som gulvbelægning på gangarealerne.

Der vælges en 2,5 mm tyk belægning, som er EN-klassificeret. Herved sikres de markerede værdier for tykkelse, restindtrykning ved statisk last, farveægthed, fleksibilitet og stabilitet overfor fugt.

Der forventes påvirkning af kontorstolshjul, tunge, rullende industrihjul og møbelben, hvorfor det markeres at belægningen skal kunne tåle disse påvirkninger.

Desuden ønskes en belægning, som ikke påvirkes af cigaretgløder.

Da der ikke er specielle krav til skridsikkerhed, vælges den laveste værdi.

Der ønskes en gulvbelægning, som ikke oplader statisk elektricitet ved brug.

Der skal ikke anvendes gulvvarme.

Da gulvbelægningen skal bruges i flugtvejsområder, vælges ja ud for brandmæssigt egnet klasse Dfl-s.1 (klasse G gulvbelægning).

Belægningen skal ikke benyttes som en afledende gulvbelægning.

Der ønskes de bedst mulige lydforhold, hvorfor det markeres, at gulvbelægningen skal kunne bidrage til en trinlydforbedring.

Egenskab
Totaltykkelse 2,0 mm 2,0-2,5 mm 2,0-2,5 mm
RestIndtrykning ved statisk last ≤0,15 mm ≤ 0,10 mm
Farvægthed mod kunstig lys Mindst 6
Fleksibilitet Ingen revner
Stabilitet over for fugt 0,3% 0,2% 0,1%
Modstandsevne mod kontorstolshjul nej ja
Modstandsevne mod tunge, rullende industrihjul nej ja
Modstandsevne mod møbelben nej ja
Modstandsevne mod cigaretskodning og mod brændende cigaretter nej ja
Skidskikkerhed nej ja
Antistatiske egenskaber nej ja
Egnethed i forbindelse med gulvvarme nej ja
Brandmæssigt egnet klasse Dfl-s1 (klasse G gulvbelægning) nej ja
Egnet som afledende gulvbelægning nej ja
Trinlydforbedring nej ja

 

1.1.0.5  Eksempler på checklister

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

De viste checklister (1 og 2) gælder for linoleum. For hver egenskab skal der vælges til højre i skemaet, hvis der er store ønsker/krav, i midten for middel ønsker/krav og til venstre for små eller ingen krav. Af økonomiske årsager bør der ikke stilles større krav end nødvendigt af tekniske, æstetiske eller andre grunde.

Egenskab       Bemærkninger
Totaltykkelse

2,0 mm

Beboelse

2,0 - 2,5 mm

Erhverv

2,0 - 2,5 mm

Industri

DS/EN 428. Et tykkere slidlag anses for bedre end et tyndt. De nævnte tykkelser angiver klassifikationskravene for henholdsvis bolig, erhverv og industri. Større tykkelser end de angivne, fx 3,2 el. 4 mm er normalt anvendte i erhvervs- og industribygger.

Restindtrykning ved statisk last
≤ 0,15 mm
≥ 4,0 mm

  ≤ 0,15 mm
≤ 0,20 mm
≤0,10 mm
≤ 0,15 mm
DS/EN 433,
Farveægthed kunstigt lys   Mindst 6   DS/EN ISO 105-B02: Metode 3
Skalaen er mellem 0 og 8.
Fleksibilitet     Ingen revner DS/EN 435. Der anvendes en dom med diameter 30-60 mm afhængigt af linoleumstykkelsen.
Stabilitet overfor fugt 0,3 % 0,2 % 0,1 % DS/EN 669.


Checkliste 1 viser de egenskaber, som indgår i EN-klassifikationen af linoleumsgulve. Klassifikation af linoleum til brug i henholdsvis boliger, erhverv og industri sker på grundlag af tykkelsen. Klasserne kan yderligere underdeles i moderat, normal, høj (og meget høj). Øvrige egenskaber overholder for EN-klassificerede produkter de markerede værdier. De angivne værdier er minimumsværdier.

 

  Egenskab        Bemærkninger 
kontorstolshjul 50px Modstandsevne mod kontorstolshjul Nej       Ja DS/EN 425.
industrihjul 50px Modstandsevne mod tunge, rullende industrihjul Nej   Ja DS/EN 1818 belastningens størrelse bør indgå i vurderingen. Store letløbende hjul giver den mindste belastning af gulvet. 
møbelben 50px Modstandsevne mod møbelben Nej   Ja DS/EN 424.
 cigaret 50px Modstandsevne mod cigaretskodning og mod brændende cigaretter Nej   Ja DS/EN 1399. Detaljerede oplysninger fås hos leverandøren.
skridsikkerhed no2 50px Skridsikkerhed Nej   Ja BGR 181. Værdigruppe R 9 - R 13.
antistatiskeegenskaber 50px Antistatiske egenskaber Nej   Ja DS/EN 1815.
gulvvarme 50px Egnethed i forbindelse med gulvvarme Nej   Ja DIN 52612. Detaljerede oplysninger fås hos leverandøren.
brandklasse-dfls1-50px Brandmæssigt egnet
klasse Dfl-s2 (klasse G)
Nej   Ja DS/EN 13501-1.
egnet som afledende 50px Egnet som afledende gulvbelægning Nej   Ja DS/EN 1081.
trinlydforbedring 50px Trinlydsforbedring Nej   Ja DS/EN ISO 140-8. Detaljerede oplysninger fås hos leverandøren.


Checkliste 2. Supplerende egenskaber, som der kan være behov for at stille krav til, fx på grund af særlige påvirkninger af gulvet ved den aktuelle brug. 

1.1.0.6  Værdianalyse

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

Ved valg stilles man overfor spørgsmål som:

  • hvad er vigtigst: pris, udseende eller brugsmæssige egenskaber?
  • hvor meget skal man i givet fald betale mere for, at en egenskab har en højere værdi?
  • hvad gør man, hvis det ikke er muligt at finde et produkt med den rigtige egenskabsprofil?
  • hvordan kan der tages hensyn til miljø, og hvad kan/ vil man betale for det?

Spørgsmål af denne type kan ikke besvares generelt, men kræver en mere dybtgående analyse. Der findes til dette brug et værktøj i form af værdianalyse. Kort fortalt gives de forskellige faktorer: teknik, pris, arbejdsudførelse, æstetik og miljø, hver sin vægt, afhængigt af hvor vigtige de er for bygherren. Herved bliver det fx muligt at finde værdien af en højere teknisk kvalitet, eller et billigt tilbud, som til gengæld ikke lever op til alle de stillede krav.

Der henvises i øvrigt til "Værdianalyse ved udbud i totalentreprise", B. Kold Larsen og M. Høgsted, Teknisk Forlag 1976.

Hvordan vælges gulv?

Brugbare løsninger kan findes ved:

  • at sammenholde ønsker og krav til nødvendige egenskaber for gulvbelægningen med egenskaberne for de løsninger, der tilbydes;
  • at vælge en af de brugbare gulvbelægninger og projektere underlaget, så resterende krav til den samlede gulvkonstruktion opfyldes.

Vigtige egenskaber for gulvunderlag

For at den samlede gulvkonstruktion skal fungere som ønsket, skal der være en samvirken mellem gulvbelægningen og dens underlag/undergulv og desuden med omgivelserne, fx den bærende konstruktion, underliggende terræn eller omgivende vægge. Det er derfor nødvendigt, at underlaget har en række egenskaber, som dels afhænger af den aktuelle gulvbelægning, dels af bygningsfysiske krav til hele gulvkonstruktionen. De nødvendige egenskaber er derfor ikke de samme for alle gulvunderlag. I det følgende omtales kortfattet nogle af de egenskaber for gulvunderlag, som især kan være vigtige:

Bæreevne
Gulvunderlaget skal være i stand til at overføre de belastninger, der kan forventes ved den forudsete brug, uden at der opstår skader eller deformationer.

Styrke og stivhed/elasticitet
Underlaget for gulvbelægningen skal kunne modstå de statiske og dynamiske belastninger, fx fra nyttelast, møbler, personer og rullende færdsel, som normalt må forventes at forekomme ved den påtænkte brug.

Af hensyn til gangbehagelighed kan en vis eftergivelighed (elasticitet) være ønskelig, mens der på den anden side ikke må ske for store deformationer på grund af almindelig last under brug.

Planhed
Underlaget for gulvbelægningen skal være så plant, at gulvet kan opnå den ønskede planhed. For tynde gulvbelægninger og ikke-bærende trægulve betyder dette, at underlaget skal kunne udlægges med samme planhed, som der ønskes af det færdige gulv.

Fugtspærrende virkning
Af hensyn til at mindske risikoen for skader på grund af fugttransport nedefra, fx på grund af byggefugt, kan det være nødvendigt at forsyne gulvunderlaget med en fugtspærre.

Lydtekniske egenskaber
Underlaget skal have sådanne lydtekniske egenskaber, at det kan medvirke til at reducere transmission af luftlyd og trinlyd

Varmebestandighed
Gulvmaterialer, der skal benyttes i forbindelse med gulvvarmeanlæg, skal kunne tåle de temperaturer, der kan forventes at optræde i den aktuelle konstruktion.

Varmeisolerende virkning
Gulvunderlaget skal medvirke til varmeisoleringen af dækkonstruktionen.

Stabilitet overfor fugt
Gulvet må ikke få skadelige deformationer, der skyldes fugtpåvirkninger fra normalt brug.

Højdeudjævnende
Gulvunderlaget skal være i stand til at optage mindre højdeforskelle i den underliggende bærende konstruktion.

Levetid
Gulvunderlaget skal bibeholde sine egenskaber i tilfredsstillende omfang i en længere årrække udsat for normale nedbrydningsfaktorer, fx fugt eller fysiske spændinger fra brugen.

1.1.0.7  Fugtmåling i betondæk

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

For mange gulvbelægninger er det en forudsætning for problemfri anvendelse, at der ikke under udførelse og brug sker voldsom eller langvarig påvirkning af fugt nedefra. Fugtpåvirkning kan dels medføre dimensionsændringer og deformationer af gulvbelægningen, dels nedbrydning af lim og spartelmasse. Inden lægning af gulv skal det derfor altid sikres, at der ikke er for højt fugtindhold i underlaget.

For nye dæk skal dette sikres ved, at fugtindholdet i dækket måles, inden gulvlægningsarbejdet påbegyndes. Der er for denne type af dæk en reel risiko for et for højt fugtindhold hidrørende byggeprocessen (restbyggefugt), se også afsnittet om byggefugt.  På gamle veludtørrede etagedæk, hvor der kun skal ske udskiftning af gulvbelægningen, vil fugt i dækket sjældent være et problem.

I ældre terrændæk, kælderdæk og lignende kan der være opstigende grundfugt på grund af manglende fugtspærrer i konstruktionen. Der bør derfor også i sådanne konstruktioner foretages fugtmåling, hvis der skal lægges diffusionstætte gulvbelægninger. Hvis der i ældre betondæk konstateres fugtindhold på over 65% RF, bør opbygningen undersøges nærmere, inden der lægges gulv.

Bygningsreglementet

Bygningsreglementet foreskriver, at bygninger skal udføres så vand og fugt ikke medfører skader eller brugsmæssige gener, herunder forringet holdbarhed og utilfredsstillende sundhedsmæssige forhold.

Det betyder, at der ved udbud, planlægning, projektering og udførelse af bygningskonstruktioner skal træffes de foranstaltninger, som af hensyn til klimatiske forhold er nødvendige for en forsvarlig udførelse.

Denne bestemmelse skal blandt andet sikre, at der ikke indbygges materialer med skimmelsvamp i opførelsesperioden, og i reglementets vejledningstekst kan læses, at funktionskravet blandt andet sikres ved en hensigtsmæssig kvalitetssikringsprocedure, og at ansvaret for den nødvendige udtørring ligger hos bygherre (eller dennes rådgivere) idet bygherre i udbuds- og tidsplan eksplicit skal afsættes tid til den nødvendige udtørring af byggematerialer og bygningskonstruktioner.


Efterfølgende er det lige så vigtigt at kontrollere, at det acceptable fugtniveau er nået. For lægning af alle typer gulvbelægninger er det afgørende, at restfugtindholdet i betonundergulvet måles med en retvisende fugtmåling.

Skal gulvbelægninger udlægges direkte på et betondæk, stilles der følgende generelle krav til RF i underlaget.

Gulvbelægning Maksimal tilladelig relativ fugtighedsprocent
Kvartsvinylfliser
Nålefilt
Tæpper
90 % RF
Linoleum
Vinyl
Polyolefine
Kork
Gummi
85 % RF
Træ Min. 35 %, maks. 65 % RF

 
Tabel 1. Maksimal tilladelig relativ fugtighedsprocent i beton som underlag for gulvbelægninger. For trægulve henvises desuden til afsnittet om valg af lim

OBS! Betondæk med gulvvarme

Gulvfaktas vejledning om fugtmåling og maksimale fugtighedsprocenter kan ikke bruges i betondæk med gulvvarme. Det tilrådes derfor, at bygherren inddrager et rådgivningsfirma med kendskab til måling af fugt, før der lægges gulv.

I det følgende gives først en beskrivelse af, hvorledes betondæk udtørrer og dernæst følger en beskrivelse af den fugtkontrol, der bør udføres af henholdsvis bygherre og entreprenør.

Fugtindhold i beton

Fugtfordelingen i en beton plade er i praksis tre-dimensionel. Fugten vil variere over fladen og over tværsnittet.

Fugtfordelingen over en gulvflade kan variere betydeligt, afhængigt af udstøbnings-tidspunkt, forskel i betonsammensætning, solindfald, træk etc.

Fugtfordelingen kan relativt let fastlægges med en overfladescanner, men vær opmærksom på, at de værdier man måler med en overfladescanner, ikke er retvisende. Visningerne vil, udover fugtindholdet, være afhængige af betonens sammensætning (kvalitet) og målinger med en overfladescanner kan således kun benyttes til at fastlægge de fugtigste og de tørreste områder - fugtfordelingen over gulvfladen.

Betonplader udtørrer ude fra og ind mod centrum. En betonplade med to-sidet udtørring (dvs. med udtørring fra såvel over- som underside) vil følgeligt have den højeste fugtighed i midten af pladen, se figur 6a.

Når en mere eller mindre tæt gulvbelægning udlægges på en ikke fuldudtørret betonplade, vil der ske en omfordeling og udjævning af fugten i betonpladen. Princippet for dette vises i figur 6a (ved to-sidig udtørring). Kurven C's præcise form vil afhænge af, hvor tæt en belægning der monteres på betonpladen.

Betonplade 2-s udtørring

Figur 6a: Fugtprofil med to-sidig udtørring. a=fugtprofil før udtørring, b= fugtprofil efter og under udtørring, c=fugtprofil montering af gulvbelægning, H=betonpladens tykkelse.

I skæringen mellem kurverne b og c finder man "ekvivalentdybden". I denne dybde har man samme fugt % før og efter montering af gulvbelægningen.

Den "værst tænkelige situartion" fås med en fuldstændig diffusionstæt gulvbelægning. I denne situation er ekvivalentdybden = 0,2 x betonpladens tykkelse (ved to-sidig udtørring).

For en betonplade med en-sidig utørring (kældergulve og gulve på terrændæk) vil udtørringsprofilerne se ud som vist på figur 6b. Ekvivalentdybden vil her være 0,4 gange tykkelsen af betonpladen.

Fugtprofil ved ensidig udtørring af betonplade.

Figur 6b: Fugtprofil med en-sidig udtørring. a=fugtprofil før udtørring, b= fugtprofil efter og under udtørring, c=fugtprofil montering af gulvbelægning, H=betonpladens tykkelse.

Det er, med reference til ovenstående, vigtigt at man måler i den rigtige dybde, hvis man ønsker at vurdere, om et "råt" betongulv (med en-sidig udtørring) fugtmæssigt er klar til gulvbelægning. Måler man "for dybt" (>0,4xH) fås for høje værdier - gulvet er ikke så fugtigt som det måles - måler man "for højt" (< 0,4xH) fås for lave værdier - gulvet er mere fugtigt, end det synes. Tilsvarende gælder for dæk med to-sidig udtørring.

Det er sjældent, at der i forbindelse med byggerier er problemer med udtørringen af etagedæk (dæk med to-sidig udtørring). Er der problemer, er det oftes på de en-sidigt udtørrede dæk, som terræn- og kælderdæk.

Der er i praksis mange usikkerheder forbundet med fugtmålinger i betondæk . Gulvbranchen anbefaler derfor, at der altid måles i en dybde svarende til 0,5 x dæktykkelsen ved terrændæk og andre dæk med en-sidig udtørring og i en dybde svarende til 0,25 x dæktykkelsen for dæk med to-sidig udtørring.

I det efterfølgende er omfang, ansvar og metoder beskrevet.

Det er, som før nævnt, bygherres ansvar at sikre en forsvarlig udtørring af bygningen, samt, via en kvalitetssikring, at dokumenterer dette.

Bygherres kvalitetssikring bør dokumentere betondækkenes (og bygningens generelle) løbende udtørring frem til tidspunktet, hvor gulvlægningsarbejdet påbegyndes. Mens gulventreprenørens fugtmåling blot skal betragtes som en bekræftelse af bygherres målinger.  En modtagekontrol der udføres på stikprøvebasis.

Bygherrens fugtkontrol omfatter:

  • en ikke-destruktiv kortlægning af fugtens fordeling over gulvfladen
  • et antal (destruktive) målinger af fugten i dækket.

Bygherren skal endvidere sikre, at kanaler i elementdæk tømmes for vand, når bygningen er lukket.

Entreprenørens fugtkontrol omfatter:

  • en ikke-destruktiv kortlægning af fugtens fordeling over gulvfladen
  • en destruktiv måling i det fugtigste område.

Fremgangsmåden er den samme for såvel bygherre som gulventreprenøren, men da ansvaret for udtørringen ligger hos bygherre, medregner gulventreprenøren som udgangspunkt kun en destruktivmåling. En måling der blot skal verificerer bygherres målinger. Det anbefales, at kontrollen udføres ca. 14 dage før gulvarbejdets påbegyndes.

Fremgangsmåde - kortlægning af fugtens fordeling

Ved kortlægning af fugtfordelingen anbefales det at gulvet opdeles med et modulnet. Modulnettet fra tegningsmaterialet kan anvendes som udgangspunkt, idet elementsamlinger, søjler, vinduesplaceringer og lignende følger dette system. Nettet vælges, så der inden for hver maske i modulnettet er ca. 5 - 10 m2.

Der benyttes et ikke-destruktivt måleapparat, fx en kapacitiv fugtmåler, som er velegnet til registrering af fugtforskelle. Der måles i skæringspunkterne i nettet. Instrumentets visning noteres på tegningen.

Ud fra de registrerede værdier kan de fugtigste og de tørreste områder lokaliseres. På baggrund af registreringen udvælges de punkter, hvor der skal ske egentlig fugtmåling (destruktiv måling). Målingerne kan normalt indskrænkes til en undersøgelse af fugtindholdet i de fugtigste områder, idet det er disse, som er bestemmende for om gulvlægning kan ske eller ej.

Fugtindholdet bestemmes, som ligevægtsfugtindholdet for betonen, målt i % relativ luftfugtighed (RF).

Destruktive målinger

Der kan vælges mellem at udføre målingen på stedet i et "målehul" (ofte kaldet en borehulsmåling) eller at måle på en materialeprøve, som er bragt til laboratorium. De to metoder er efterfølgende beskrevet.

Borehulsmålinger
Ved denne metode måles fugtindhold af betonen på stedet. Målingen udføres i borede huller eller indstøbte foringer i gulvet, se figur 6c.

 

Fugtmåling i borehul - rev 150413

 

Figur 6c. Fugtmåling i beton ved måling af relativ luftfugtighed i borehuller.

For betondæk med ensidig udtørring, terrændæk o.lign. bores et hul på ca. 0,5 x betontykkelsen. Borehullet renses grundigt for støv, siderne i borehullet isoleres for fugt gennemtrængning indtil en dybde af ca 0,4 x betonpladens tykkelse og afproppes.

Det er vigtigt, at afpropningen er lufttæt og at hullet kan holdes lukket til der er opnået ligevægt mellem fugten i betonen og luften i hullet. Dette tager erfaringsmæssigt 4-5 døgn.

Den relative luftfugtighed i borehullet kan nu måles med en kalibreret fugtmåler.
Temperaturen skal være mellem 15 og 25 °C, når der måles, og et eventuelt gulvvarmeanlæg skal være slukket under målingen.

Isoleringen af indersiden af borehullet kan foretages med et simpelt plasticrør fx et ø16 mm installationsrør der afpasses i længden. Anvendes dette rør kan  fpropningen foretages med en "dibidut nr 17" (plasticprop).

Borehulsmålinger giver korrekte resultater, men de er meget følsomme og kan i praksis - under byggepladsforhold - være vanskelige at udføre korrekt.

Føleren (eller et specielt foringsrør) anbringes i hullet, og der forsegles omkring føleren med en gummipakning el.lign., se figur 6c. Hvis det, inden ligevægt er opnået, konstateres, at fugtindholdet stiger, og at det er over det tilladelige, kan målingen afbrydes, idet fugtindholdet da under alle omstændigheder vil være for højt.

Denne fremgangsmåde giver mulighed for gentagen registrering af fugttilstanden i de samme målepunkter. Det er herved muligt at følge fugtindholdets ændring med tiden. Metoden anbefales til bygherrens løbende kontrol af fugtforholdene på byggepladsen. Temperaturen i beton skal være i intervallet 17 - 25°C.

Som et alternativ til borehullet kan der måles i et foringsrør, som i forvejen er forseglet i den ønskede dybde, hvorved ventetiden indtil ligevægt kan reduceres. Måling kan også foretages i indstøbte rør. Indstøbning af rør kan dog være vanskelig, idet afretning af betonoverfladen nemt kommer til at dække eller beskadige målerøret. Desuden er det ikke sikkert, at målerørene er anbragt der, hvor man ønsker at måle.

Laboratorie målinger på udtagne prøver
En mere sikker metode er at udtage en prøve af betonen (på det fugtigste sted) og sende denne til et professionelt laboratorium, hvor den lægges i et klimakammer. I klimakammeret opnås efter ca. to døgn en ligevægtstilstand og den relative fugtighed kan nu bestemmes.

Prøverne bør hugges op fra gulvet, med hammer og mejsel, for at undgå opvarmning eller opfugtning ved udboring. Prøverne findeles og lægges i glas- eller plastbeholdere med låg, eller i tætsluttende plastposer. Mængden af ophugget materiale skal i rumfang svare til ca. ½ kaffekop. Materialet skal være udtaget i den dybde, hvori fugtindholdet ønskes målt.

For betondæk, hvis temperaturtilstand afviger fra 17-25°C, er prøvning på ophuggede prøveemner at foretrække. I sådanne tilfælde bør vurdering af dækkets fugtforhold overlades til en fugtekspert.

Flydemørtel og afretningslag
Hvis afretning er sket på en tør underliggende konstruktion, er det kun nødvendigt at måle fugtindholdet i afretningslaget.

Medmindre der er tale om meget tykke afretningslag, anvendes normalt måling på en ophugget prøve. Ved tykke afretningslag kan der måles i borehul i ca. 2/3 af afretningslagets tykkelse.

Når fugtniveauet er højt

Restbyggefugt kan fjernes ved kunstig udtørring. Udtørringsprocessen skal foregå kontrolleret, idet for kraftig udtørring kan indebære, at det kun er overfladen der tørreud, og at konstruktionen som helhed ikke er udtørret. Efterfølgende kontrol af fugtindholdet i forskellige dybder er derfor nødvendig i forbindelse med kunstig udtørring.

Tillader tidsplanerne for byggeriet ikke nedtørring til et for gulvbelægningen acceptabelt fugt niveau, kan der i nogle tilfælde udlægges en fugtspærre mellem betonen og gulvbelægningen. Udlægning af fugtspærre er specialistarbejde og leverandører og entreprenører bør altid tages med på råd.

1.1.0.8  Byggefugt

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

Beton er et porøst materiale og indeholder vand også selv om at det virker tørt.

Ved udlægning af cementbaserede produkter blandes vand og cement til en grødet masse. Cementen begynder at hærde straks efter sammenblindingen med vand og danner gradvist en fast struktur. Vandet bindes til cementen henholdvis kemisk og fysisk. Blandingsporholdet mellem vand og cement kaldes "vand-cement tallet". Ved et blandingsforhold på 0,4 (dvs 2 dele vand til 5 dele cement) vil alt vandet bindes til cementen, 25% bindes kemisk og 15% bindes fysisk. Man siger, at cementen er selvudtørrende. Er der mere vand i blandingen, vil det forsat findes i cementens poresystem (som damp), det er dette vand der er bestemmende for cementens fugtighed. Det "frie" vand vil fordampe fra betonen, så fremt fugtigheden i betonen er højere end fugtigheden i den omgivende luft. Nedenstående en række eksempler på ligevægtskurver for forskellige materialer.   

Sorptionskurver

I Danmark angiver vi ofte betonens fugtighed i %RF. Det vi i virkeligheden oplyser er fugtindholdet i en en luft der er i ligevægt med betonen.

Byggefugt

Byggefugt (rest byggefugt) er den fugt, som ikke forbruges i betonens hærdningsproces og derfor skal fjernes. Inden lægning af gulv er det nødvendigt, at byggefugt i underlaget er tørret ud til et fugtniveau, som er acceptabelt for den aktuelle gulvbelægning.

Udtørring af byggefugt kan være en meget tidskrævende proces, som i værste fald kan tage adskillige måneder. Der er derfor god grund til at udføre gulvunderlaget, så det kun indeholder beskedne mængder byggefugt. Der er to muligheder for dette. Enten kan der vælges underlagstyper, som ikke indeholder byggefugt, fx pladematerialer, der om nødvendigt er beskyttet af en fugtspærre. Ellers kan der anvendes materialesammensætninger, hvor der ikke tilføres mere fugt, end der skal bruges.

Det er ikke altid muligt helt at undgå byggefugt, men det vil ofte være muligt at vælge materialesammensætninger, så mængden af byggefugt begrænses væsentligt, fx selvudtørrende beton, dvs. en betonsammensætning med et lavt vand-cementtal.

I Betonbogen (udgivet af CtO) angives der en beregningsmodel for betongulves udtørringstid (tabel 3.4 -4 på side 197)

tabel 2 betonbog

Tabel 2.
Skema fra CtO. (Udtørringstider for betongulve).

Beregningsmodellen er baseret på traditionelle danske betontyper og udførelsesmetoder og tager blandt andet hensyn til vand-cementtal, tykkelse og udtørringsforhold. Ved at anvende modellen på det aktuelle betongulv, kan tiden til gulvlægning beregnes overslagsmæssigt. Da beregningerne kun er vejledende, skal fugtindholdet altid kontrolleres ved måling, inden gulvlægningen påbegyndes.

For afretningslag må information om byggefugt og udtørringstider indhentes hos leverandøren.

Fugttekniske krav til byggepladsen ved lægning af gulv

Alle arbejder, der kan tilføre bygningen fugt, fx. murerarbejde og grundlæggende malerarbejde inklusive spartelarbejder, skal være afsluttet.

Bygningen skal være i ligevægt med en for årstiden normal luftfugtighed ved cirka 20°C.

For beton- eller letbetondæk vil det kræve nogle måneders udtørring. Om nødvendigt må der ske udtørring ved moderat anvendelse af affugtere.

Trægulve stiller særligt store krav til de fugttekniske forhold på byggepladsen.

Træs dimensioner afhænger af fugtindholdet i træet, som igen afhænger af omgivelsernes relative luftfugtighed (RF) og temperatur.

Undersøgelse af fugtforhold i forbindelse med lægning af gulve på beton kan normalt ikke ske ved måling af relativ luftfugtighed, men skal ske i underlaget. Grunden er, at klimaanlæg eller kraftig udluftning kan sænke luftens relative fugtighed, uden at der er sket en tilstrækkelig sænkning af fugten i betonen.

Skal gulve lægges under forhold hvor det er nødvendigt at sikre mod byggefugt fra underliggende beton, kan opfugtning hindres ved anvendelse af en egnet fugtspærre, fx støbeasfalt eller epoxy med dokumenteret funktionsduelighed. For svømmende trægulve og trægulve på strøer kan anvendes 0,20 mm PE-folie.

Checkliste ved gulvlægning:

  • Den relative luftfugtighed i bygningen skal være mellem 35 og 75 % (for trægulve mellem 35 og 65 %), afhængigt af årstiden, og temperaturen ca. 20°C. Disse konditioner bør overholdes før, under og efter gulvet er lagt.
  • Bygningen skal være lukket, og i fyringssæsonen skal varmeanlæg være installeret og i brug
  • Det maksimale fugtindhold i beton, letbeton mv. hvorpå der skal limes gulvbelægninger fremgår under krav til udførelsesstedet for de enkelte gulvbelægningstyper

Opbygning af gulvkonstruktioner

Problemer med fugt i gulve kan enten skyldes forkert opbygning af fugtfølsomme konstruktioner, fx terrændæk og krybekældre eller utilstrækkelig udtørring af byggefugt inden pålægning af fugtfølsomme materialer.

For at sikre en fugtteknisk korrekt opbygning bør gulvkonstruktioner udføres i overensstemmelse med de retningslinier, der er givet i SBI-anvisning 178: Bygningers fugtisolering.

Se også SBI-anvisningerne 184: Bygningers varmeisolering, og 189: Konstruktioner i småhuse, som giver konkrete eksempler på konstruktioner, der er fugtteknisk korrekte.

1.1.0.9  Planhed og gulve

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit


Gulve bør være plane af hensyn til:

  • Møblering
  • Gang- og ståkomfort
  • Montering af fodpaneler
  • Montering af fast inventar
  • Æstetik
  • Holdbarhed
  • Ensartede egenskaber

Normalt forventes det, at gulve er plane og vandrette indenfor visse tolerancer. Undtaget er gulve til specielle formål, fx gulve i vådrum, som i vandbelastede områder skal udføres med fald mod gulvafløb.

Kravene til planhed og vandrethed gælder det færdige gulv. Mange gulvbelægningstyper vil imidlertid ikke kunne bidrage til en forbedring af gulvets planhed og derfor vil kravet til planhed og vandrethed desuden ofte gælde for undergulvet.

Planhed
Ved planhed forstås, at alle gulvets punkter ligger i samme plan, som kan være vandret eller have en hældning. Afvigelser konstateres som lunker eller forhøjninger. Planheden ønskes for at sikre, at møblering og færdsel kan ske uden problemer. Gulvet skal også være plant af æstetiske årsager, bl.a. skal montering af fodpaneler og fast inventar kunne ske, uden at der fremkommer fuger i varierende bredde under paneler eller inventar.

Vandrethed
Ved vandrethed forstås, at alle gulvets punkter både er i samme plan, og at planet er vandret. Afvigelser konstateres som hældning af gulvet. Vandrethed kan være nødvendig for at sikre, at møblering eller lign. kan ske uden problemer.

For at opnå et plant gulv, må der ofte ske en afretning, fx af pilhøjden på betonelementer. En sådan afretning kan være særdeles bekostelig, hvis den skal resultere i et gulv, som ikke alene er plant men også helt vandret. I mange tilfælde vil det være acceptabelt, at et gulv ikke er helt vandret, blot må gulvet ikke blive ubrugeligt, fx må reoler ikke hælde overdrevent, når de stilles på gulvet. Som eksempel kan nævnes, at gulve i ældre ejendomme ofte har fald på en procent eller mere, uden at de af den grund betragtes som ubrugelige. Hvis en mindre hældning, fx 0,5 %, kan accepteres, kan der ofte opnås betydelige besparelser i materiale- og timeforbrug.

Der er altså god mening i at vurdere hvor strenge krav, der skal stilles til vandretheden af gulvet. Fx bør det vurderes om afretning af en pilhøjde skal ske til planhed alene, eller om afretning skal ske til både planhed og vandrethed.

Tolerance
Kravene til planhed må stilles i sammenhæng med målestrækningen. Det kan fx være acceptabelt, at en afvigelse på ± 3 mm optræder indenfor 2 m, mens det vil være uacceptabelt, hvis de samme afvigelser optræder indenfor 0,25 m.

Udover kravene til planhed og vandrethed kan der være supplerende krav til andre overfladekarakteristika, se nedenfor.

Krav til planhed og vandrethed stilles i form af tolerancekrav, dvs. hvor store afvigelser fra henholdsvis planhed og vandrethed, der kan accepteres. Dette belyses nærmere i det følgende, hvor der først gives en omtale af de forskellige begreber, der benyttes i forbindelse med karakterisering af gulvoverflader, dernæst beskrives GSO's målemetode for planhed og vandrethed, og endelig gives forslag til almindeligt anvendte tolerancer for planhed.

Bemærk, at det er vigtigt både at være enige om hvilke krav, der skal opfyldes, og hvordan der skal måles. Henvises der til forskellige metoder, vil krav og måleresultater ikke kunne sammenlignes. De anførte tolerancekrav gælder for måling udført efter den beskrevne metode.

Niveau
Kræves det, at gulve i naborum skal ligge i samme kote, fx fordi der er døråbning imellem rummene, eller fordi der skal kunne anvendes flytbare skillevægge, skal det angives i udbudsmaterialet, og kotemærker til brug for gulventreprenøren skal afsættes i alle rum.

Terminologi

Planhed
Planhed betyder, at alle gulvets punkter ligger i samme plan, som kan være vandret eller have en hældning. Afvigelser konstateres som lunker eller forhøjninger, se figur 8.

 fig8.jpg

Figur 8. Måling af planhed med et retholt på henholdsvis 0,25 m og 2,0 m.

Vandrethed
Vandrethed betyder, at gulvet er plant, og at planet er vandret. Afvigelser konstateres som hældning af gulvet, se figur 9.

fig9.jpg

Figur 9. Afvigelser fra vandrethed konstateres ved hældning af gulvet.

Lokal defekt
Ved lokale defekter forstås enkelte afgrænsede ujævnheder, fx spring (niveauforskel mellem brædder mv.) eller grater (langstrakt lokal forhøjning på overfladen), se figur 10.

fig10.jpg

Figur 10. Betegnelser for lokale defekter.

Vaskebræt
Lidt større, regelmæssigt gentagne ujævnheder. Ses fx ved fugtskadede trægulve, hvor brædderne krummer på tværs af bredden på grund af udvidelse af undersiden, se figur 11.

fig11.jpg

Figur 11. Vaskebræt skyldes tværkrumme brædder.

Tolerance
Tolerance bruges til at definere hvilke grænser for afvigelser, der er acceptable. En afvigelse kan være enten positiv eller negativ. Der anvendes normalt en symmetrisk tolerance, dvs. der accepteres lige store afvigelser i positiv og negativ retning, fx ± 2 mm afvigelse på planhed. Se figur 12.

fig12.jpg

Figur 12. Måling af planhed.

Afvigelser konstateres som lunker eller forhøjninger.

Måling af planhed

Gulves planhed bestemmes som oftest ved hjælp af et retholt, fx i form af en aluminiumsskinne.

Der benyttes et retholt med ben, hvis højde skal svare til den tolerance, der kræves af gulvet, se figuren om planhed.

Benene bevirker, at retholtet hæves over eventuelle forhøjninger, som ligger indenfor det fastsatte tolerancekrav. Bliver forhøjningerne større, vil retholtets ben løftes fra overfladen.

Til kontrol af lunker anvendes måleklodser med en tykkelse svarende til 2 gange tolerancen, fx anvendes en 4 mm tyk måleklods til kontrol af en tolerance på ± 2 mm. Klodsen må kun lige kunne passere under retholtet. Er der luft mellem klodsen og retholtet, er lunken dybere end det fastsatte tolerancekrav.

Måleklodsen kan eventuelt erstattes af en målekile, som giver mulighed for at måle den faktiske afvigelse.

Der anvendes normalt retholter på henholdsvis 2,0 m og 0,25 m.

Måleprocedure
Ved måling af planhed anvendes først den side af retholtet som ikke har ben. Retholtet skubbes hen over gulvet i en glidende bevægelse fra væg til væg. Målingerne foretages jævnt fordelt over gulvet, men dog med en overvægt langs vægge og foran døre og vinduer. Der måles i begge rummets retninger.

Afslører den indledende måling ujævnheder, vendes retholtet, så det hviler på benene. Uanset placeringen af retholtet skal det hele tiden hvile på begge ben, og måleklodsen må kun lige kunne passere ind under det. Er der luft mellem retholt og måleklods er tolerancekravene overskredet.

Tolerancekrav
I det følgende gives forslag til tolerancekrav for forskellige typer af gulvbelægninger. Hvis intet andet er aftalt , kan de foreslåede krav forventes overholdt. Tolerancekravene er opstillet ud fra måling efter den ovenfor omtalte metode.

I nogle metoder til måling af planhed benyttes måling af "nedstik" fra et retholt uden ben, og der benyttes retholter af andre længder end her omtalt.

Disse metoder kan anvendes som alternativer til den foreslåede, men i så fald må også tolerancekravene ændres, ligesom der ved udbud skal gøres opmærksom på, at der ønskes anvendt en anden målemetode.

Begge krav til tolerancer, dvs. både for langt og for kort retholt, skal være overholdt.

Selv når tolerancerne er overholdt, vil pladesamlinger, spartelstrøg og andre små ujævnheder være synlige, når der anvendes tynde, glatte belægninger. Det gør sig specielt gældende, hvor der fx er strejflys fra vinduespartier eller modlys fra spots o.l. Polish- og lakbehandlede overflader vil fremhæve ujævnheder i større udstrækning end gulvoverflader med lav lysrefleksion. 

Belægningstype 2 m retholt 0,25 m retholt
Elastiske gulvbelægninger, fx linoleum, vinyl, polyolefine, kork eller gummi samt fladvævede tæpper** ± 2 mm ± 0,6 mm
Tekstilbelægninger, dog ikke fladvævede tæpper** ± 3 mm ± 0,9 mm
Trægulve og laminatgulve ± 2 mm ± 0,6 mm
Fugefrie gulve, fx acryl-, epoxy-, polyuretangulve eller lign. *) Følger underlaget -

 

Skema 1. Eksempler på tolerancekrav.

*) Hærdeplastbaserede gulvbelægninger vil altid følge underlagets planhedsvariationer. Se afsnittet: Fugefrie gulve.

**) Fladvævede tæpper defineres som et løkkevævet tæppe eller et tæppe uden luv. Tæpper defineres iht. ISO 2424 og tæpper uden luv klassificeres iht. DS/EN 15114.

1.1.0.10  Visuel bedømmelse af gulve

09.10.2014| Tilbage til top | Print Afsnit

Efter såvel nylægning som renovering af gulvbelægninger bør der foretages en kontrol af, om udfaldskravene er overholdt. Kontrollen bør indeholde en visuel bedømmelse af gulvet, kombineret med kontrolmåling af gulvets ønskede planhed og vandrethed.

For visuel bedømmelse gælder, at:

Vurdering af en gulvoverflade for eventuelle fejl og mangler skal foregå ved almindeligt dagslys og ved almindelig øjenhøjde (ca. 160 cm over gulv) og i medlys. Temperaturen og den relative luftfugtighed skal være stabil på mellem 18 og 23° C og 30 og 65 % RF.

Forhold, der skal anvises og ikke er synlige under før nævnte betingelser, regnes ikke for en fejl. Ligesom forhold, der kun fremstår ved specielle lysforhold, eller kun kan observeres fra bestemte steder i lokalet, ikke betragtes som fejl. Lokalets brug og indretning (møblering og lyssætning) tages med i vurderingen.

Kan almindeligt dagslys ikke etableres eller er dette ikke tilstede ved lokalets almindelige brug, må gulvet vurderes ved kunstlys. Det anbefales derfor at bruge lamper, der er monteret med rør eller pærer der afgiver et lys med ca. 6500 Kelvin (1) og ca. 1100-2000 Lux på emnet, intet lys må placeres med direkte lys på emnet/emnerne. Halogenbelysning må ikke bruges. Halogenbelysning lyser retningsbestemt, og giver et fejlagtigt billede, da lyset varierer meget fra centrum og ud i lyskeglen.

Herudover henledes opmærksomheden på undergulvets betydning. For mange halvhårde og fugefri belægninger vil mindre unøjagtigheder i undergulvet over tid fremstå synlige gennem topbelægningen. Man siger, at de telegraferer gennem belægningen. Som eksempel kan nævnes pladesamlinger mellem spånplader og fiberplader, spartelslag og limspor. Undergulvets betydning er yderligere behandlet under de forskellige produkttyper.

Funktionelle fejl og skønhedsfejl, der ikke bedømmes som negligeable, skal som udgangspunkt altid rettes.

Læs mere om tolerancekrav på tolerancer.dk.

1.1.0.11  Lyd og gulve

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

Lydproblemer i forbindelse med gulve forekommer ofte. Det skyldes dels, at den teoretiske baggrund for behandling af lyd er kompliceret, og derfor projekteres der ikke altid optimalt.

Desuden er lydforholdene meget afhængige af den praktiske udførelse. Blot en enkelt lydbro kan betyde en væsentlig forringelse af de lydmæssige forhold.

I det følgende er givet en kortfattet redegørelse for nogle lydmæssige begreber, og der er omtalt nogle praktiske forhold af speciel interesse i forbindelse med gulve.

Fremstillingen bygger i vid udstrækning på SBI's anvisninger om lyd, som giver oplysninger om de fleste forhold. For en mere dybtgående behandling af emnet henvises derfor til:

  • SBI-anvisning 166, "Bygningsakustik, teori og praksis", Jørgen Kristensen og Jens Holger Rindel, SBI, 1989.
  • SBI-anvisning 172, "Bygningers lydisolering, nyere bygninger", Jørgen Kristensen, SBI, 1992.
  • SBI-anvisning 173 "Bygningers lydisolering, ældre bygninger", Jørgen Kristensen, SBI, 1992.

Publikationerne giver en teoretisk gennemgang af og praktiske råd om de lydtekniske forhold for nogle typiske gulvkonstruktioner både ved nybyggeri og ved renovering.

Begreber og terminologi

Når der tales om lyd, benyttes der en række bestemte begreber til at beskrive de lydmæssige forhold, fx luftlyd, trinlyd og efterklangstid.

De mest almindelige begreber, som har betydning, når der tales om gulve, er kort forklaret herunder:

Luftlyd
Den lyd, som frembringes og udbreder sig i luften, fx når vi taler og spiller musik, betegnes luftlyd.

Hvis luftlyden skal passere en bygningskonstruktion, kan det enten ske gennem åbninger eller ved, at lyden går ind i konstruktionen og ud i luften igen på den modsatte side af konstruktionen, se figur 13.

(Luft)lydisolation

(Luft)lydisolationen betegner den reduktion, der sker ved, at lyden transmitteres fra et rum til et andet.

Bygningslyd
Når lyden forplanter sig inde i bygningskonstruktionerne, betegnes den bygningslyd.

Bygningslyd transmitteres gennem både konstruktioner og installationssystemer, og transmissionsbetingelserne afhænger bl.a. af de benyttede materialer og samlinger.

Trinlyd
Den specielle bygningslyd, som frembringes ved en persons gang på en dækkonstruktion og/eller et gulv, betegnes trinlyd.

Trinlyden forplanter sig direkte gennem etageadskillelsen og eventuelle andre konstruktioner til under- og omkringliggende rum, se figur 13.

fig14.jpg

Figur 13.Transmission af luftlyd og trinlyd gennem etageadskillelser med svømmende gulve. På grund af flanketransmission er forbedringen af luftlydisolationen ringere end forbedringen af trinlydniveauet.

Trinlydniveau
Trinlydniveauet er et mål for hvor meget lyd, der transmitteres til et naborum, når gulvet i et andet rum påvirkes med en standardiseret bankemaskine.

Trinlyddæmpning
Trinlyddæmpning er betegnelsen for den dæmpning (reduktion) i trinlydniveauet, der sker ved at forsyne en dækkonstruktion med en gulvbelægning eller lignende.

Trommelyd
Trommelyd er betegnelsen for den specielle form for trinlyd, som udstråles i samme rum hvor påvirkningen sker.

Trommelyd kendes fx fra lange gange, hvor der kan opstå betydelig støj ved gang.

Absorption
Når lydbølger rammer en bygningsoverflade vil en del af lydenergien blive absorberet. Dette medfører, at lydtrykniveauet falder/lyden dæmpes.

Absorptionen kan anvendes til at sænke støjniveauet i et rum. Af gulvbelægninger er især tykke tæpper lydabsorberende, men den samlede lydabsorption i et rum vil som regel afhænge af overfladerne på mange forskellige bygningsdele samt inventar og personer.

Efterklangstid
I forbindelse med lydabsorption tales der ofte om efterklangstid. Efterklangstiden er et udtryk for, hvor hurtigt lydtrykniveauet i et rum falder med tiden.

Lovkrav
Kravene til bygningers lydforhold findes især i de to bygningsreglementer, hvortil der henvises.

Derudover er der fx krav til lyd i Miljøstyrelsens vejledninger.

Lydisolation af etageadskillelser

Lydisolationen af en etageadskillelse afhænger af den lydtekniske kvalitet både af den bærende del af etageadskillelsen - dækket - og af gulvet eller gulvbelægningen.

Gulves trinlyddæmpning regnes i forhold til trinlydniveauet under dæk uden gulv.

For betondæk er trinlyddæmpningen stort set uafhængig af dæktypen.

For svømmende gulve kan der med tiden ske en forringelse af trinlyddæmpningen på indtil 5 dB på grund af sammentrykning af underlaget, Mest for gulve med stor trinlyddæmpning.

For træetageadskillelser giver både svømmende gulve og tynde gulvbelægninger normalt væsentligt mindre forbedringer af trinlydniveauet, end hvad der kan opnås med støbte dæk.

Gulvbelægninger

Hårde gulvbelægninger som terrazzo, betonslidlag og klinker på støbte dæk kan isolere tilfredsstillende mod luftlyd men ikke mod trinlyd.

Tilsvarende gælder for bræddegulve sømmet på træbjælkelag eller trægulve på strøer, som er udlagt uden bløde brikker under opklodsningerne.

Tynde, elastiske gulvbelægninger er linoleum, vinyl, polyolefine, kork, gummi og tæpper. Af disse giver kork og navnlig tæpper den største trinlyddæmpning.

Den største dæmpning opnås med tykke, bløde tæpper.

Linoleum, vinyl, polyolefine og gummi giver kun en beskeden dæmpning (ved høje frekvenser).

Ved anvendelse af bløde underlag under gulvbelægningerne kan der opnås en dæmpning svarende til, hvad der kan opnås med kork, se figur 14.

figur15a.jpg

Figur 14. Eksempel på trinlyddæmpning af halvhård gulvbelægning på beton.

Mens trinlyddæmpningen kan være betydelig for tynde gulvbelægninger på hårdt underlag, kan der kun regnes med en beskeden reduktion under svømmende gulve og træetageadskillelser.

Årsagen er, at dæmpningen af trinlydniveauet fortrinsvis sker ved høje frekvenser, mens behovet for trinlyddæmpning under svømmende gulve og træetageadskillelser især findes ved lave frekvenser.

fig3.jpg

Figur 15. Eksempler på trinlyddæmpende egenskaber.

1. Linoleum.

2. Linoleum + korkment.

3. Vinyl + skumplast eller filt.

4. Tæppebelægning.

Svømmende gulve - generelle forhold

Ved svømmende gulve forstås, i lydteknisk henseende, selvstændige gulvkonstruktioner ovenpå betondæk eller træbjælkelag og adskilt herfra og fra vægge med elastiske mellemlag, fx gummikork, mineraluld eller lignende.

En stor trinlyddæmpning opnås ved stor sammentrykkelighed af mellemlaget og en tung gulvkonstruktion.

Svømmende gulve kan udføres som trægulve på strøer udlagt på bløde brikker, eller som pladegulve af træ, gips, asfalt eller beton på elastiske underlag af fx mineraluld eller skumplast.

Svømmende gulve kan også udføres som brædde-, parket- eller laminatgulve udlagt direkte på et mellemlag, der som oftest er tynde specialprodukter, fx folier med filtbagside, gummikork eller tynd skumplast, men kan også udlægges med tykkere elastiske underlag, fx af skumplastisolering.

I sidstnævnte tilfælde skal leverandørens lægningsbetingelser nøje overholdes, for at sikre tilstrækkelig stivhed af gulvpladen.

figur17.jpg

Figur 16. Udførelsesdetaljer ved trinlyddæmpning af svømmende gulve.

Svømmende betongulve udstøbes som regel på 30-50 mm tykke underlag.

Svømmende asfaltgulve kan udføres i små tykkelser, ca. 35 mm med underlag, og kan samtidig give en betydelig trinlyddæmpning.

Materialer til underlag for svømmende gulve skal kunne tåle en sammentrykning på ca. 10% ved gulvets nyttelast uden at miste elasticiteten, og de må ikke med tiden få for stor deformation som følge af variabel last.

Den største trinlyddæmpning opnås med underlagsmaterialer med stor sammentrykkelighed og med stor tykkelse.

Heroverfor kan stå et ønske om stive materialer med ringe tykkelse, hvis gulvet skal kunne benyttes til store belastninger uden at deformeres.

Trinlyddæmpningen kan reduceres ved stigende belastning af en svømmende konstruktion, og reduktionen i trinlyddæmpning vil ikke altid forsvinde ved gulvets aflastning.

Det skal undgås at lave lydbroer i form af faste forbindelser mellem gulvpladen og den bærende konstruktion, da selv en enkelt lydbro vil medføre en væsentlig reduktion af trinlyddæmpningen.

Leverandører af gulve og gulvbelægninger kan spørges til råds om lydforhold og give oplysninger om trinlyddæmpning i konkrete gulvopbygninger.


fig18_900px.jpg

Figur 17. Udførelsesdetaljer der sikrer trinlyddæmpning af strøgulve.

1.1.0.12  CE-mærkning af byggevare

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

 

Byggevarer, som er omfattet af en harmoniseret standard, skal være CE-mærket. CE-mærket skal så vidt muligt placeres på byggevaren.

Byggevarer der ikke er omfattet af en harmoniseret standard kan CE-mærkes på baggrund af en frivillig Europæisk Teknisk Godkendelse (ETA).

CE-mærkningen kan opfattes som en tillidsaftale mellem myndigheder og erhvervsliv. Mærket angiver, at byggevarens egenskaber er deklareret på en ensartet måde, så den frit kan omsættes på det fælles europæiske marked uden nye krav om national prøvning og godkendelse. Det kan imidlertid ikke betragtes som et kvalitetsmærke.

CE-mærket er forbrugerens sikkerhed for at produktet lever op til fælleseuropæiske mindstekrav for sikkerhed og sundhed. Det er det firma der placerer en byggevare på det europæiske marked der har ansvaret for at det CE-mærkes, d.v.s. producenten, hvis varen produceres inden for EU eller importøren, hvis varen produceres uden for EU.

CE-mærkningen skal dokumenteres ved hjælp af en ydeevne deklaration (DoP - Deceleration of Performance).

I Danmark er CE-mærkningen en del af Energistyrelsens ansvarsområde. Yderligere informationer kan findes Energistyrelsens hjemmeside på http://byggevareinfo.dk/

Langt de fleste produkter til gulvlægning er omfattet af en harmoniseret standard og skal følgeligt CE-mærkes.

I de efterfølgende afsnit, kan du finde informationer om de fleste af de produktgrupper der anvendes til gulvlægning. Du kan under produktgruppen finde mere detaljeret information om hvad CE-mærkningen betyder for denne gruppe af vare.

 

1.1.0.13  Miljømærkning og miljøstyring

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

Miljøcertificeringer indenfor byggebranchen findes på mange niveauer. I toppen af hierarkiet finder vi certificeringsmodeller der omfatter bygningsværker meget generelt. Disse modeller arbejder på et niveau, hvor det er hele bygningen eller ved endnu større projekter hele bydelen der vurderes. Modellerne er omfattende og forsøger ofte via pointsystemer, at balancerer / afveje forskellige miljøpåvirkninger mod hinanden. Disse modeller tilskynder til miljø tænkes ind i designet af projektet og anviser via målesystemer forskellige veje til at op nå et godt miljø.


Et eksempel er den amerikanske Leed standart. Standarten benytter med et pointsystem, en slags miljø KIP'er (Key Performance Indicators) og søger via pointsystemet vurdere byggeriet miljømæssigt.


Indenfor hvert måleområde anviser standarten en veje / principper, som hver i sær eller tilsammen er med til at dreje byggeriet i den rigtige retning, miljømæssigt.
Leed definerer bl.a. et krav om at miljøpåvirkningen fra de anvendte bygningsmaterialer skal nedbringes - målt over hele bygværkets levetid (vugge til grav princippet).


For at vurdere opfyldelsen af dette krav måles på den mængde af bygningsaffald projektet genererer. Standarten tilskynder til, at dette skal gøres allerede på design stadiet.

Anvender byggeriet en stor mængde af genbrugsmaterialer får man point for det. Er brugen af genbrugsmaterialer af en eller anden grund ikke muligt, kan man også få point indenfor dette område, hvis man i stedet anvender "genbrugs møbler" eller ved at sikre, at bygningen kan ændres uden at der genereres affald. Dette kan f.eks. gøres, ved at anvende demonterbare og genanvendelige (flytbare) vægge, gulve og/ eller lofter. Et tredje alternativ er, at anvende materialer kan returneres til producenten for genanvendelse på andre projekter.

På tilsvarende måde er der defineret målepunkter der fokuserer på at nedbringe bygningsværkernes ressourceforbrug i opførelses- og i driftsfasen (energi, vand m.v.), og andre målepunkter der søger at forbedre indeklimaet uden at øge miljøpåvirkningen.

I Europa anvendes oftere den tyske DGNB-norm (i Danmark bedre kendt som GBC, Green Building Council) eller den engelske BEEAM. Standarterne er forskellige, men de har dog en række fællestræk. De opererer alle med en "vugge til grav betragtning", de forsøger alle via pointsystemer at kvantificerer bygningsværkernes miljøpåvirkninger og de kan alle bruges til at opstille miljømæssige krav til bygningsværker.


I den anden ende af skalaen finder vi certificerings ordninger, der henvender sig til den "almindelige" forbruger, der ønsker at agerer miljømæssigt korrekt. EU's miljøblomst og Svanemærket er gode eksempler på denne type af ordninger. Denne type af miljøcertifikater fokuserer på det enkelte produkt (ikke på hele bygværket som Leed, GBC olign) og opstiller typisk en række specifikke krav (grænseværdier) til produktet.


Herefter kan leverandører af de produkter ordningen omfatter, få deres produkter testet op imod ordningens krav. Overholder produkterne kravene tildele de typisk et mærkat, der kan anvendes markedsføringsmæssigt. Som forbruger kan man således let vurdere, om et produkt er et "miljømæssigt korrekt" valg.


Denne type at ordninger har (desværre) også nogle ulemper. Da ordningerne er frivillige, skal man være opmærksom på at nogle leverandører, kan tænkes at spekulerer i, hvilke ordninger de tilslutter sig (det kunne være de ordninger, hvor netop deres produkt perfomer godt). Denne type ordninger er meget sort-hvide. Enten opfylder et produkt de opstillede krav eller også gør det ikke, og de fordre, at forbrugeren har sat sig ind i, hvilke områder/parametre ordningerne inkluder.
Sammenligning mellem to konkurrerende produkter kan være vanskelig. Er to produkter ikke deklareret efter de samme standart er den umulig og måling af to produkter mod hver andre er ikke mulig (ingen graduering).


I mellem disse to modpoler finder der en lang række ordninger der i større eller mindre omfang forsøger at kvantificerer forskellige produkters miljøpåvirkninger.
På det danske gulvmarked har ordningen "Dansk indeklima Mærkning" vundet indpas. Ordningen fokuserer på nye byggematerialers afgasning og partikelafgivelse (lofter). Ordningen tildeler produkterne et mærke (billede af en hvidtjørn). Mærket tildeles, hvis produkterne ligger under en række grænseværdier, fokus er primært på de kemiske stoffer. Ordningen opererer herud over med en tidsværdi, et mål for hvor længe der går før produktets ligger under de opstillede grænseværdier (måls typisk i døgn).


Denne typer af certificeringsordninger er typisk nationale, dette giver naturligt nogle fordele i forhold til forbrugerenes mulighed for at præge ordningerne. Fra leverandørernes synsvinkel er nationale ordninger en uønsket begrænsning. Mange leverandører vurderer skarpt omkostningerne til certificering mod det mersalg de tror på (håber på) certificeringen vil give. Det er almindeligt at en leverandører vælger at deklarerer sine produkter efter en eller flere nationale ordninger for herefter at markedsfører produkter internationalt med reference til disse ordninger. På det danske gulvmarked findes der f.eks. en langrække produkter der sælges og markedsføres med "Blaue Engel", et tysk miljøcertifikat.


Miljøet får en større og større betydning for valg af produkter, valg af samarbejdspartner og leverandør. Der er igennem de seneste år tilvejebragt en række mærkningsordninger inden for miljøområdet. Samtidig har der været arbejdet med udvikling af miljøstyring for fremstillingsprocessen samt for det efterfølgende entreprisearbejde.

 

miljøcertificering oversigt

Denne problemstilling samt det faktum, at miljø på mange måder ikke respekterer nationale grænser, har ledt til, at man internationalt har udarbejdet fælles standarter for miljødeklarering.


ISO 14025 er en international standart der beskriver, hvorledes en producent skal vurderer og deklarer sine produkter miljømæssigt. Resultatet fra en deklarering efter ISO 14025 er en såkaldt EPD-rapport (Environmental Product Declaration). Ordningen er som tilsvarende ordninger frivillig. ISO 14025 tager som Leed, GBC og andre udgangspunkt i vugge til grav princippet, men hvor Leed og GBC er målrettet mod et bygværk, er ISO 14025 produktorienteret, men ikke produktspecifik. Hjørnestenene i ISO 14025 er:

  • En entydig definition af de produkter der deklareres i form af såkaldte PCR (Product Category Rules)
  • En LivsCyklus Analyse (på engelsk Live Cycle Assessment), der har til formål at afdække alle relevante miljøforhold for produktet i hele dets livscyklus. Analysen tager udgangs punkt i ISO 14040-serien.
  • Indsamling af relevante data (LCI) med udgangspunkt i LCA
  • Fortolkning af data
  •  Verifikation af data hos en uafhængig tredjepart.

EDP'er er (sammenlignet med andre miljø deklarationer) særdeles detaljerede og muliggør kvantitativ sammenligning af konkurrende produkter og meget tyder på, at denne type af miljødeklaration vil dominerer på den lange bane.

EPD'erne har også et link til CE-mærkningerne af byggevarer. I marts 2011 besluttede EU at alle byggevare der bringes på markedet i EU skal CE mærket, såfremt der udarbejdet en harmoniseret standart for varen. Denne beslutning blev indført via en forordning, der betyder at den indføres i alle EU's medlemslande.
Før marts 2011 var CE-mærkningen af byggevare baseret på et EU-direktiv som en del, men ikke alle lande, havde indført via national lovgivning. Ved overgangen fra "direktiv" til "forordning" indførte EU også et såkaldt "bæredygtighedskriterium". Dette betyder at alle vares "bæredygtighed" på sigt skal vurderes og deklareres.

Bæredygtighedsdeklarationen forventes at tage udgangspunkt i ISO14025, der vil ligge til grund for produktspecifikke EPD'er. Du kan læse mere om dette område på Energistyrelsens hjemmeside (klik her) og på Dansk byggeris hjemmeside (klik her)
Herudover forventes EPD'erne også, at give god mening i forhold miljøvurdering af totale bygningsværker og de mere simple miljømærker. I det mange at de informationer man her efterlyser, kan findes i EPD'er.

CE-mærkning og miljømærkning

I det efterfølgende gives først en kort præsentation af de væsentligste mærkningsordninger, og derefter en beskrivelse af grundprincipperne i og standardiseringen af miljøstyring. For en uddybning af de omtalte ordninger henvises til de sekretariater, der står bag mærkningsordningerne, og som forestår mærkning, information og udvikling. Der er for den enkelte mærkningsordning oplyst telefon, fax, e-mail og web-adresse.

Miljømærkning af materialer til gulve

Der findes en række forskellige miljømærkningsordninger for gulvbelægninger og produkter, der anvendes i forbindelse med lægning af gulve, fx lime, spartelmasser, gulvlak, gulvolier mv. De væsentlig-ste af disse mærkningsordninger præsenteres i det efterfølgende gennem en omtale af målsætning, mærkningsordningens omfang samt hvordan mærk-ningen organiseres og foretages.

Dansk Indeklima Mærkning

Dansk Indeklima Mærkning (DIM) er en frivillig mærkningsordning for producenter af byggevarer, møbler og inventar.

dk_lil.jpg

Formålet med Indeklimamærket er at forbedre indeklimaet i bygninger ved:

  • at dokumentere produkters påvirkning af indeklimaet
  • at bidrage til udvikling af indeklimavenlige produkter
  • at undersøge valg af indeklimavenlige produkter
  • at bidrage til et generelt bedre indeklima.

DIM udarbejder prøvnings- og mærkningskriterier gennem prøvningsmetoder og produktstandarder for produkter og materialer, der anvendes indendørs, således også gulvbelægninger og materialer til gulvbranchen.

Mærkning
Gulve og vedligeholdelsesprodukter til gulve, der mærkes af DIM, er testet for afgasning, ligesom der findes en indeklimarelevant vejledning for transport, opbevaring, lægning og vedligeholdelse. Med mærkningen følger en tidsværdi, som angiver, hvor lang tid det må forventes, at materialet afgiver lugt eller irriterer slimhinderne.

Kriterier for de enkelte materialers indeklimamærkning udarbejdes i samarbejde med virksomhedsrepræsentanter og måletekniske eksperter og skal godkendes af DIMs driftudvalg.

Kontakt
Sekretariatet for Dansk Indeklima Mærkning er placeret på Teknologisk Institut, tlf. 72 20 20 00.

Yderligere oplysninger fås via: www.teknologisk.dk/dim Email: DIM@teknologisk.dk

 

EU's miljøblomst - det europæiske miljømærke
Det europæiske miljømærke, EU's miljøblomst er en frivillig mærkningsordning af varer og tjenesteydelser, der bygger på Rådsforordning 888/92/EØF. I Danmark er mærkningsordningen reguleret af Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 35 af 19/1-1998 om det europæiske og nordiske miljømærke.

Der er endnu ingen produkter inden for gulvbranchen, som er mærket med EU's miljøblomst.

Målsætning:
Målsætningen med det europæiske miljømærke er at fremme udvikling, produktion og markedsføring af produkter, som reducerer påvirkningen af miljøet i hele produktets livsforløb. Målet er ligeledes at vejlede forbrugere og indkøbere, som ønsker at handle miljøbevidst samt at udvikle afsætning og anvendelse af produkter, der er mindre miljøbelastende.

Omfang:
Det europæiske miljømærke tildeles produkter, som opfylder de krav, der opstilles for hver enkelt produktgruppe. Udarbejdelse af specifikke miljøkriterier for hver produktgruppe fastlægges af Kommissionen og en række udvalg under Kommissionen. Kriterierne skal være klare, objektive og overholde EU's krav vedrørende sundhed, sikkerhed og miljø.

Mærkning:
På baggrund af udarbejdede produktkriterier kan producenter og importører ansøge om at få tilladelse til at benytte EU's miljøblomst. Mærkningskriterierne kan f.eks. omfatte krav til råvarer, udslip til luft og vand, energiforbrug, produktion af affald ved produktion samt anvendelse af miljøfarlige kemikalier ved produktionen. Mærkningen bygger på en "vugge til grav" vurdering. Kriteriernes gyldighedsperiode er normalt 3 år.

11845109.jpg

Yderligere oplysninger:
I Danmark administreres det europæiske miljømærke af et miljømærkenævn nedsat af Miljø- og Energiministeriet. Den daglige administration forestås af : Miljømærkesekretariatet, Tlf. 39 69 35 36, e-mail: info@ecolabel.dk, homepage: www.sis.se/miljo.

Svanemærket - det nordiske miljømærke
Svanemærket er en frivillig mærkningsordning etableret af Nordisk Ministerråd i 1989. Danmark har tiltrådt anvendelsen af svanemærket gennem Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 35 af 19/1-1998 om det europæiske og nordiske miljømærke.

Målsætning:
Målet med svanemærket er at vejlede forbrugere således, at de kan vælge de mindst miljøbelastende produkter. Målsætningen er ligeledes at stimulere til produktudvikling, der tager hensyn til miljøet.

Omfang:
På baggrund af kriterier for produktgrupper, fastlagt i særskilte dokumenter, kan producenter og importører søge om lov til at benytte svanemærket. Kriterierne for de enkelte produktgrupper er fastlagt på baggrund af en gennemgang af de enkelte produkters livscyklus.

Mærkning:
Produkter, der lever op til kravene i kriteriedokumenter, kan efter ansøgning tildeles svanemærket. Der udarbejdes særskilte kriterier for hver enkelt produktgruppe, f.eks. findes der inden for gulve et kriteriedokument for mærkning af gulv og filmdannende gulvplejemidler. Kriteriedokumenterne for gulve indeholder bl.a. krav til de stoffer, der indgår i produktet, produktionsprocessen, både af råvarer og færdigvarer, krav til slidstyrke, krav om, at der ikke må indgå tungmetaller i produktet, samt krav til en række særligt udpegede stoffer. Der stilles ligeledes krav til emissionen fra det færdige produkt.

11845110.jpg

 

Yderligere oplysninger:
I Danmark administreres svanemærket af et miljømærkenævn nedsat af Miljø- og Energiministeriet. Den daglige administration forestås af : Miljømærkesekretariatet, Tlf. 39 69 35 36, e-mail: info@ecolabel.dk, homepage: www.sis.se/miljo.

Miljøstyring

Miljøstyring er en systematisk og planlagt indsats med det formål at minimere ressourceforbruget og miljøbelastningerne. Miljøstyring er en fremadrettet og forebyggende styring af miljøpåvirkninger, som kan indføres på forskellige niveauer. Det højeste niveau for miljøstyring består i at arbejde efter standarderne ISO 14001 og BS7750 eller EU forordningen, EMAS (Environmental Management and Audit Scheme).

Miljøstyring anvendes inden for produktion af produkter (gulvbelægninger og materialer til gulvbranchen), men vinder også udbredelse i entrepriseledet, hvor miljøstyring indarbejdes i forhold til f.eks. affaldshåndtering, ressourceforbrug o.l.

I det efterfølgende er en kort omtale af de forskellige niveauer inden for miljøstyring

EMAS
EMAS (Environmental Management and Audit Scheme) er en frivillig EU-forordning, som trådte i kraft i juni 1993. På dansk findes forordningen i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 644 af 7. juli 1994.

For at deltage i EMAS skal virksomheden indføre miljøstyring. Virksomhedens miljøstyring og miljøforhold skal vurderes af uafhængig ekspert (auditor), og virksomheden skal stille information om miljøforholdene til rådighed for offentligheden. Virksomheden forpligtes ligeledes til stadig miljøforbedring. Virksomheder, der deltager i EMAS, forpligtes til årligt at udarbejde en forenklet miljøredegørelse samt mindst hvert tredje år indsende en verificeret miljøredegørelse til Miljøstyrelsen.

EMAS vurderes i dag som den miljømæssigt mest ambitiøse måde at foretage miljøstyring.

Yderligere oplysninger:
Yderligere oplysninger om miljøstyring kan fås hos:

Miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 København K, Tlf. 32 66 01 00 eller

Erhvervsfremmestyrelsen, Langelinie Allé 17, 2100 København Ø, Tlf. 35 46 60 00.

ISO 14001
ISO 14001 er en internationalt gældende standard udarbejdet af den Internationale Standardiserings Organisation (ISO) i lighed med ISO 9000-serien. Standarden trådte i kraft september 1996.

Standarden beskriver krav til opbygning, gennemførelse og vedligeholdelse af et miljøledelsessystem. Den samlede hensigt med standarden er at fremme miljøbeskyttelse og forebyggelse af forurening afbalanceret med samfundsøkonomiske behov.

Virksomheder kan lade sig certificere efter ISO 14001 af uafhængig trejdepart.

BS7750
BS7750 er en engelsk standard, som er oversat til dansk og benævnt DS INF/75. Standarden vil formentlig udgå og blive erstattet af ISO 14001.

1.1.0.14  Skridsikkerhed

22.10.2014| Tilbage til top | Print Afsnit

 

 

Glatte gulve er farlige, og kan medføre faldulykker med personskade til følge. Fald på gulv er den hyppigst anmeldte ulykke og udgør ca. 1/6 af alle anmeldte ulykker.


Skridsikkerhed 1

 

Ovenstående er et faktum der ikke kan negligeres.

Med det rigtige valg af gulvbelægning kan faldulykker relativt nemt forebygges, men det kræver, at man er opmærksom på forholdet i forbindelse med valget af gulvbelægningen

Behovet for skridsikkerhed afhænger naturligt, af den måde man ønsker at bruge gulvet på, og er gulvene våde eller fedtede øges risikoen for faldulykker markant.

Der findes ingen klare regler, der definerer, hvor skridsikkert/glat et gulve må være set i relation til de arbejdsfunktioner, der skal foregå på gulvet. Sikkerheden omkring gulvene er bygherres/arbejdsgivers ansvar, og skal vurderes i forhold til de aktiviteter der skal foregå på gulvet, samt i forhold til renholdelsen af gulvet.

Arbejdstilsynet kan være behjælpelig med en vurdering, der vil tage udgangspunkt i den konkrete arbejdssituation, men der findes p.t. ingen generelle vejledninger. Arbejdstilsynet skriver i deres "Vejledning om forebyggelse om af fald på gulv" (AT vejledning A.1.6) følgende:

Gulvbelægningen bør have en høj skridfasthed, hvis der er risiko for at spilde væske og fedt. Skridfasthed vil sige, at belægningen giver stor friktion i forhold til skosålerne.

Skridsikkerhed 2

Vær opmærksom på, at graden af rengøringsvenlighed falder i takt med at skridsikkerheden stiger.

Definitioner, begreber og metoder.


Friktion: Defineres som modstanden mod bevægelse forårsaget af kontakten mellem to flader. Modstanden mod bevægelse vil naturligt afhænge af overfladernes beskaffenhed, og vægten af det emne man vil bevæge. Man udtrykker ofte modstanden mod bevægelse ved en friktionskoefficient (µ ). Friktionskoefficienten er defineret som forholdet mellem den kræft, der presser på legemet (kaldet tyngdekraften), og den kraft, der skal til at bevæge legemet med en konstant defineret hastighed (µ=Ft/Fb).

Skridsikkerhed 3 - Friktion

I forbindelse med gulve taler man sjældent om en gulvbelægnings friktions-koefficient. Man benytter i stedet begrebet gulvbelægningens "skridsikkerhed", men det er det samme der menes.

Som før nævnt vil friktionskoefficienten eller skridsikkerheden afhænge af beskaffenheden af de overflader der presses mod hinanden. For at kunne give ensartede / sammenlignelige værdier har man udviklet nogle standardiserede testmetoder til brug ved sådanne målinger. De mest anvendte er DIN 51130, DIN 51097 og EN 13845.

Målingerne kan udføres på tørre eller våde overflader. Resultaterne vil naturligvis være forskellige og man taler derfor ofte om skridsikkerheden i henholdsvis tør og våd tilstand.

Rampetesten

Den mest almindelige test er den såkaldte RAMPE test. Princippet i testen er følgende: På en bevægelig rampe monteres et stykke af den gulvbelægning der ønskes testet. En test person iført sko med en entydigt defineret gummisål og relevant sikkerhedsudstyr placeres på rampen. Testpersonen går på stedet mens rampens ene ende hæves. På et tidspunkt vil testpersonen miste fodfæstet. Rampens vinkel noteres, denne vinkel kaldes for slipvinklen.

Slipvinklen vil påvirkes af friktionen mellem testpersonen og gulvbelægningen og man skal derfor være opmærksom på at RAMPE testen udføres i flere varianter, der beskrives i forskelige normer. Nedenstående er DIN 51130, DIN 51097 og EN 13845 beskrevet.

DIN 51130: Testpersonen  er føret sko med veldefineret gummisål. Gulvbelægningen på rampen smøres med et glidemiddel (en vel defineret motorolie). Slipvinklerne noteres og klassificeres i h.t. nedenstående tabel

DIN 51130/  Klasse

R9 R10 R11 R12 R13
Slipvinkel (°) 6-10 10-19 19-27 27-35 >35
Skridsikkerhed Meget lav Lav Moderet Høj Meget høj

 

DIN 51097 minder meget om DIN 51130, men foreskriver at testpersonen er barfodet og at gildemiddelet er sæbevand. Klassificeringen fremgår af nedenstående tabel:

DIN 51097 / Klasse Klasse A   Ikon A - DIN 51097 Klasse B  Ikon B - DIN 51097 Klasse C   Ikon C - DIN 51097
Slipvinkel (º)
≥ 12º ≥ 18 º ≥ 24º

 

EN 13845 klassificerer PVC-gulvbelægninger med forøget skridmodstand efter en model der minder meget om RAMPE testen jf DIN 51130 & 51097. Den skridhæmmendevinyl monteres på en rampe der kan vippes. For at simulerer et vådrum/baderum skal der konstant løbe væske (sæbevand) over gulvbelægningen med et flow på 6 l/min. Rampen vippes og spilvinkle noteres (den vinkel, hvor test personen mister fodfæstet,i lighed med DIN 51130 & DIN 51097). Testen kan udføres barfodet eller med fodtøj. Klassificering og tilhørende kriterier fremgår af nedenstående:

Test person Slipvinkel   
Klasse
Fodtøj ≥ 20º ESf    Ikon ESf - EN13845
Barfodet ≥ 15º ESb   Ikon ESb - EN13845

 

NB: EN 13845 omhandler kun vinyler med partikel forstærkede overflader.

 

Oversigt.

Slipvinkler - rampetest tør,våd


Rampetestene er laboratorietest og den kan kun vanskeligt udføres på en "ægte" gulvflade. Det er ikke ualmindeligt, at der er usikkerhed omkring, hvor skridsikkert et gulve er. Rampetesten er ikke velegnet i sådanne situartioner. I disse tilfælde kan man med fordel anvende den såkaldte PENDULtest.

Pendulteltsen

Pendul testen beskrives i flere fælles europæiske standarder bl.a. EN 13036 og DS CEN TS 157676. Princippet i pendultesten er, at man fra en vandret position starter et pendulsving. Pendulet er på undersiden forsynet med en veldefineret "sål". Armlængden på pendulet tilpasses således at pendulet netop strejfer gulvet i et veldefineret område, hvorved opsvinget begrænses.

Skridsikkerhed 6 Pendulum

Skridsikkerhed 5 pendul

 

 

 

 

 

 

 

 

Højden på "opsvinget" måles i form af vinklen mellem vandret og armen i det punkt, hvor armens bevægelse skifter fra at være opad til at være nedad; EN 13036 definerer 3 skridsikkerheds-klassers

Pendulvinkel (o) 0-24      25-35      >36       
Skridsikkerheds-klasse Lav Mellem Høj

 

Sammenhængen mellem Rampetesten og Pendultesten

Skridsikkerhed

Meget lav Lav Moderat Høj Meget Høj

Rampetesten

Klasse

R9 R10 R11 R12 R13

Pendultesten

Pendulvinkel (o)

6-10 10-19 19-27 27-35 >35


I afsnittet om fugefri hærdeplastgulve, kan du læst, hvorledes denne type af gulve kan gøres skridhæmmende (klik her) og på tilsvarende vis kan du, i afsnittet omkring  elastiskegulvbelægninger, læse om, hvorledes vinylgulve kan gøres skridhæmmende (klik her).