Teknik og kvalitet

3.1  Indledning

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

For at et gulv skal fungere tilfredsstillende, må det have en række egenskaber, som afhænger af den påtænkte brug, dvs. gulvet skal have egenskaber, så det kan:

  • opfylde de funktioner, det skal have, fx at danne gulvflade, at yde gangsikkerhed, at være varmebestandigt, at være vandtæt og at være slidbestandigt
  • klare de påvirkninger, det forventes at blive udsat for, fx statiske og dynamiske kræfter, temperatursvingninger, kemiske påvirkninger og slid.

Gulvets funktioner og de forventede påvirkninger under brug må klarlægges ved projekteringen.

De egenskaber gulvet skal have, vil for de fleste anvendelser være de samme. De skal fx være i stand til at modstå mekaniske belastninger og kemikalier. Kravene afhænger derimod af den aktuelle anvendelse, fx hvor store belastninger der forventes, eller hvilke kemikalier gulvet skal kunne tåle.

De vigtigste egenskaber og deres betydning er kort omtalt herunder i kvalitativ form. Der er altså ingen henvisning til prøvningsmetoder eller vurderingskriterier. Disse gives i omtalen af de respektive materialer.

Afhængigt af belægningstypen kan prøvningsmetoderne, der benyttes ved dokumentationen af egenskaberne, være forskellige.

Planhed

Gulvet skal være så plant og vandret, at personophold og møblering kan ske uden gener. I visse tilfælde stilles der skærpede krav til planheden, fx i højlagre og TV-studier.

Ved renoveringsopgaver eller ved udlægning af gulv på betonelementer med pilhøjde kan underlaget have store afvigelser fra vandret. I sådanne situationer bør det overvejes, om en mindre hældning på gulvet er acceptabel, idet det kan medføre store ekstraudgifter at foretage en opretning til vandret.

Strenge krav til planhed vil normalt vanskeliggøre og dermed fordyre gulvlægningsarbejdet.

Styrke og stivhed

Gulvet (gulvbelægningen) skal kunne modstå de statiske og dynamiske belastninger, fx fra nyttelast, møbler, personer og rullende færdsel, som normalt må forventes at forekomme ved den påtænkte brug. Gulvet må ved den påtænkte brug ikke få så store deformationer, at det generer brugen.

Robusthed

Gulvet (gulvbelægningen) skal være så robust, at det kan tåle mindre mekaniske påvirkninger under brug, fx fra møbelben eller faldende genstande, uden at der ikke sker brud eller forårsages blivende mærker i overfladen.

Gangsikkerhed

Gulvet (gulvbelægningen) må ikke frembyde fare for, at personer glider eller snubler ved almindeligt forekommende aktiviteter.

De hyppigst anvendte gulvbelægninger har normalt en acceptabel skridsikkerhed, hvis de er rene, tørre og fri for olie, fedt og andre glatte stoffer.

Et gulvs gangsikkerhed afhænger derfor ikke mindst af den daglige rengøring og vedligehold af gulvet.

Hvis der forventes våde gulve, og især hvor vand er kombineret med spild fra produktion, som det fx ofte ses i levnedsmiddelindustrien, skal der træffes særlige foranstaltninger for at undgå faldulykker, idet sådanne gulve kan blive meget glatte.

Gangbehagelighed

Gulvet (gulvbelægningen) skal være så fjedrende og/eller blødt, at der ved almindelig brug ikke fornemmes ubehagelig hårdhed.

Brandtekniske egenskaber

Gulvet (gulvbelægningen) skal have sådanne brandtekniske egenskaber, at det ved brand ikke forøger faren for personskade ved:

ikke at beskytte underliggende materiale mod antændelse
selv at medvirke til brandudbredelse
at udvikle kraftig røg eller giftige luftarter.

Slidstyrke

Gulvet (gulvbelægningen) skal være så slidstærkt, at andre egenskaber, fx planhed, rengøringslethed og udseende, bibeholdes i tilfredsstillende omfang i den påtænkte brugsperiode.

For gulvbelægninger, som forudsættes overfladebehandlet, bør slidstyrken med/af overfladebehandlingen vurderes. Prisen for behandlingen bør indgå i beslutningsprocessen. Prisen skal afspejle arbejdsomfang og tidsinterval mellem behandlingerne.

Varmebestandighed

Gulvet (gulvbelægningen) må ikke ændre sine øvrige egenskaber eller tage blivende skade af deformationer, der skyldes varmepåvirkning.

Gulvbelægninger mv., der skal benyttes i forbindelse med gulvvarmeanlæg, skal kunne tåle de temperaturer, der kan forventes at optræde i den aktuelle konstruktion.

Stabilitet overfor fugt

Gulvet (gulvbelægningen) må ikke få skadelige deformationer, der skyldes fugtpåvirkninger fra normal brug.

Modstandsevne mod kemiske påvirkninger

Gulvet (gulvbelægningen) skal kunne modstå de påvirkninger af kemikalier, herunder rengøringsmidler, der forventes ved den påtænkte brug. Der skal ved vurderingen tages hensyn til, om der er tale om korttidspåvirkning, fx fra pletfjerningsmidler, eller langtidspåvirkning, fx normalt spild i en industriproduktion. Forventes der påvirkning af særlige kemikalier, bør disses indvirkning på gulvmaterialet undersøges.

Elektrostatiske egenskaber

Gulvet (gulvbelægningen) må ikke være skyld i så store elektrostatiske opladninger af personer, der færdes på det, at det kan give anledning til generende, elektriske udladninger.

Ud over gener for personer, kan elektriske udladninger give problemer i forbindelse med elektronisk udstyr eller ved eksplosionsfarlige materialer.

Varmebehagelighed

Gulvet (gulvbelægningen) skal føles varmebehageligt at træde på. Dette kan enten opnås ved at benytte gulvbelægninger, der i sig selv er varmebehagelige, eller ved at benytte gulvvarmeanlæg.

Egenskaben er især vigtig, hvor der forventes længere tids ophold, eller hvor børn leger på gulvet.

Lydtekniske egenskaber

Gulvet (gulvbelægningen) skal kunne medvirke til at hindre, at trinlyd eller luftlyd på generende vis bidrager til støjniveauet i samme eller tilstødende rum. Det skal bemærkes, at udover den indflydelse som gulvmaterialerne har, er der en stor indflydelse, fra udførelsen, fx om der er "lydbroer" i en svømmende gulvkonstruktion.

Vandtæthed

Gulve (gulvbelægningen) i vådrum, herunder samlinger og rørgennemføringer, skal være vandtætte.

Cigaretglød

Gulvet (gulvbelægningen) skal i visse tilfælde kunne modstå kortvarige påvirkninger af cigaretgløder uden at få blivende brændmærker eller andre skader.

Fleksibilitet

Gulvbelægninger af banevarer skal, når de benyttes i hulkehl mv., være så fleksible, at de ikke skades på grund af bøjning.

Levetid

Gulvet (gulvbelægningen) skal kunne bibeholde sine egenskaber i tilfredsstillende omfang i en længere årrække udsat for normale nedbrydningsfaktorer, fx UV-lys, fugt eller fysiske spændinger fra brugen.

 

3.2  Byggefugt

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

Beton er et porøst materiale og indeholder vand også selv om at det virker tørt.

Ved udlægning af cementbaserede produkter blandes vand og cement til en grødet masse. Cementen begynder at hærde straks efter sammenblindingen med vand og danner gradvist en fast struktur. Vandet bindes til cementen henholdvis kemisk og fysisk. Blandingsporholdet mellem vand og cement kaldes "vand-cement tallet". Ved et blandingsforhold på 0,4 (dvs 2 dele vand til 5 dele cement) vil alt vandet bindes til cementen, 25% bindes kemisk og 15% bindes fysisk. Man siger, at cementen er selvudtørrende. Er der mere vand i blandingen, vil det forsat findes i cementens poresystem (som damp), det er dette vand der er bestemmende for cementens fugtighed. Det "frie" vand vil fordampe fra betonen, så fremt fugtigheden i betonen er højere end fugtigheden i den omgivende luft. Nedenstående en række eksempler på ligevægtskurver for forskellige materialer.   

Sorptionskurver

I Danmark angiver vi ofte betonens fugtighed i %RF. Det vi i virkeligheden oplyser er fugtindholdetet i luft, der er i ligevægt med betonen.

Byggefugt

Byggefugt (rest byggefugt) er den fugt, som ikke forbruges i betonens hærdningsproces og derfor skal fjernes. Inden lægning af gulv er det nødvendigt, at byggefugt i underlaget er tørret ud til et fugtniveau, som er acceptabelt for den aktuelle gulvbelægning.

Udtørring af byggefugt kan være en meget tidskrævende proces, som i værste fald kan tage adskillige måneder. Der er derfor god grund til at udføre gulvunderlaget, så det kun indeholder beskedne mængder byggefugt. Der er to muligheder for dette. Enten kan der vælges underlagstyper, som ikke indeholder byggefugt, fx pladematerialer, der om nødvendigt er beskyttet af en fugtspærre. Ellers kan der anvendes materialesammensætninger, hvor der ikke tilføres mere fugt, end der skal bruges.

Det er ikke altid muligt helt at undgå byggefugt, men det vil ofte være muligt at vælge materialesammensætninger, så mængden af byggefugt begrænses væsentligt, fx selvudtørrende beton, dvs. en betonsammensætning med et lavt vand-cementtal.

I Betonbogen (udgivet af CtO) angives der en beregningsmodel for betongulves udtørringstid (tabel 3.4 -4 på side 197)

tabel 2 betonbog

Tabel 2.
Skema fra CtO. (Udtørringstider for betongulve).

Beregningsmodellen er baseret på traditionelle danske betontyper og udførelsesmetoder og tager blandt andet hensyn til vand-cementtal, tykkelse og udtørringsforhold. Ved at anvende modellen på det aktuelle betongulv, kan tiden til gulvlægning beregnes overslagsmæssigt. Da beregningerne kun er vejledende, skal fugtindholdet altid kontrolleres ved måling, inden gulvlægningen påbegyndes.

For afretningslag må information om byggefugt og udtørringstider indhentes hos leverandøren.

Fugttekniske krav til byggepladsen ved lægning af gulv

Alle arbejder, der kan tilføre bygningen fugt, fx. murerarbejde og grundlæggende malerarbejde inklusive spartelarbejder, skal være afsluttet.

Bygningen skal være i ligevægt med en for årstiden normal luftfugtighed ved cirka 20°C.

For beton- eller letbetondæk vil det kræve nogle måneders udtørring. Om nødvendigt må der ske udtørring ved moderat anvendelse af affugtere.

Trægulve stiller særligt store krav til de fugttekniske forhold på byggepladsen.

Træs dimensioner afhænger af fugtindholdet i træet, som igen afhænger af omgivelsernes relative luftfugtighed (RF) og temperatur.

Undersøgelse af fugtforhold i forbindelse med lægning af gulve på beton kan normalt ikke ske ved måling af relativ luftfugtighed, men skal ske i underlaget. Grunden er, at klimaanlæg eller kraftig udluftning kan sænke luftens relative fugtighed, uden at der er sket en tilstrækkelig sænkning af fugten i betonen.

Skal gulve lægges under forhold hvor det er nødvendigt at sikre mod byggefugt fra underliggende beton, kan opfugtning hindres ved anvendelse af en egnet fugtspærre, fx støbeasfalt eller epoxy med dokumenteret funktionsduelighed. For svømmende trægulve og trægulve på strøer kan anvendes 0,20 mm PE-folie.

Checkliste ved gulvlægning:

  • Den relative luftfugtighed i bygningen skal være mellem 35 og 75 % (for trægulve mellem 35 og 65 %), afhængigt af årstiden, og temperaturen ca. 20°C. Disse konditioner bør overholdes før, under og efter gulvet er lagt.
  • Bygningen skal være lukket, og i fyringssæsonen skal varmeanlæg være installeret og i brug
  • Det maksimale fugtindhold i beton, letbeton mv. hvorpå der skal limes gulvbelægninger fremgår under krav til udførelsesstedet for de enkelte gulvbelægningstyper

Opbygning af gulvkonstruktioner

Problemer med fugt i gulve kan enten skyldes forkert opbygning af fugtfølsomme konstruktioner, fx terrændæk og krybekældre eller utilstrækkelig udtørring af byggefugt inden pålægning af fugtfølsomme materialer.

For at sikre en fugtteknisk korrekt opbygning bør gulvkonstruktioner udføres i overensstemmelse med de retningslinier, der er givet i SBI-anvisning 178: Bygningers fugtisolering.

Se også SBI-anvisningerne 184: Bygningers varmeisolering, og 189: Konstruktioner i småhuse, som giver konkrete eksempler på konstruktioner, der er fugtteknisk korrekte.

3.3  Fugtmåling i betondæk

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

For mange gulvbelægninger er det en forudsætning for problemfri anvendelse, at der ikke under udførelse og brug sker voldsom eller langvarig påvirkning af fugt nedefra. Fugtpåvirkning kan dels medføre dimensionsændringer og deformationer af gulvbelægningen, dels nedbrydning af lim og spartelmasse. Inden lægning af gulv skal det derfor altid sikres, at der ikke er for højt fugtindhold i underlaget.

For nye dæk skal dette sikres ved, at fugtindholdet i dækket måles, inden gulvlægningsarbejdet påbegyndes. Der er for denne type af dæk en reel risiko for et for højt fugtindhold hidrørende byggeprocessen (restbyggefugt), se også afsnittet om byggefugt.  På gamle veludtørrede etagedæk, hvor der kun skal ske udskiftning af gulvbelægningen, vil fugt i dækket sjældent være et problem.

I ældre terrændæk, kælderdæk og lignende kan der være opstigende grundfugt på grund af manglende fugtspærrer i konstruktionen. Der bør derfor også i sådanne konstruktioner foretages fugtmåling, hvis der skal lægges diffusionstætte gulvbelægninger. Hvis der i ældre betondæk konstateres fugtindhold på over 65% RF, bør opbygningen undersøges nærmere, inden der lægges gulv.

Bygningsreglementet

Bygningsreglementet foreskriver, at bygninger skal udføres så vand og fugt ikke medfører skader eller brugsmæssige gener, herunder forringet holdbarhed og utilfredsstillende sundhedsmæssige forhold.

Det betyder, at der ved udbud, planlægning, projektering og udførelse af bygningskonstruktioner skal træffes de foranstaltninger, som af hensyn til klimatiske forhold er nødvendige for en forsvarlig udførelse.

Denne bestemmelse skal blandt andet sikre, at der ikke indbygges materialer med skimmelsvamp i opførelsesperioden, og i reglementets vejledningstekst kan læses, at funktionskravet blandt andet sikres ved en hensigtsmæssig kvalitetssikringsprocedure, og at ansvaret for den nødvendige udtørring ligger hos bygherre (eller dennes rådgivere) idet bygherre i udbuds- og tidsplan eksplicit skal afsættes tid til den nødvendige udtørring af byggematerialer og bygningskonstruktioner.


Efterfølgende er det lige så vigtigt at kontrollere, at det acceptable fugtniveau er nået. For lægning af alle typer gulvbelægninger er det afgørende, at restfugtindholdet i betonundergulvet måles med en retvisende fugtmåling.

Skal gulvbelægninger udlægges direkte på et betondæk, stilles der følgende generelle krav til RF i underlaget.

Gulvbelægning Maksimal tilladelig relativ fugtighedsprocent
Kvartsvinylfliser
Nålefilt
Tæpper
90 % RF
Linoleum
Vinyl
Polyolefine
Kork
Gummi
85 % RF
Træ Min. 35 %, maks. 65 % RF

 
Tabel 1. Maksimal tilladelig relativ fugtighedsprocent i beton som underlag for gulvbelægninger. For trægulve henvises desuden til afsnittet om valg af lim

OBS! Betondæk med gulvvarme

Gulvfaktas vejledning om fugtmåling og maksimale fugtighedsprocenter kan ikke bruges i betondæk med gulvvarme. Det tilrådes derfor, at bygherren inddrager et rådgivningsfirma med kendskab til måling af fugt, før der lægges gulv.

I det følgende gives først en beskrivelse af, hvorledes betondæk udtørrer og dernæst følger en beskrivelse af den fugtkontrol, der bør udføres af henholdsvis bygherre og entreprenør.

Fugtindhold i beton

Fugtfordelingen i en beton plade er i praksis tre-dimensionel. Fugten vil variere over fladen og over tværsnittet.

Fugtfordelingen over en gulvflade kan variere betydeligt, afhængigt af udstøbnings-tidspunkt, forskel i betonsammensætning, solindfald, træk etc.

Fugtfordelingen kan relativt let fastlægges med en overfladescanner, men vær opmærksom på, at de værdier man måler med en overfladescanner, ikke er retvisende. Visningerne vil, udover fugtindholdet, være afhængige af betonens sammensætning (kvalitet) og målinger med en overfladescanner kan således kun benyttes til at fastlægge de fugtigste og de tørreste områder - fugtfordelingen over gulvfladen.

Betonplader udtørrer ude fra og ind mod centrum. En betonplade med to-sidet udtørring (dvs. med udtørring fra såvel over- som underside) vil følgeligt have den højeste fugtighed i midten af pladen, se figur 6a.

Når en mere eller mindre tæt gulvbelægning udlægges på en ikke fuldudtørret betonplade, vil der ske en omfordeling og udjævning af fugten i betonpladen. Princippet for dette vises i figur 6a (ved to-sidig udtørring). Kurven C's præcise form vil afhænge af, hvor tæt en belægning der monteres på betonpladen.

Betonplade 2-s udtørring

Figur 6a: Fugtprofil med to-sidig udtørring. a=fugtprofil før udtørring, b= fugtprofil efter og under udtørring, c=fugtprofil montering af gulvbelægning, H=betonpladens tykkelse.

I skæringen mellem kurverne b og c finder man "ekvivalentdybden". I denne dybde har man samme fugt % før og efter montering af gulvbelægningen.

Den "værst tænkelige situartion" fås med en fuldstændig diffusionstæt gulvbelægning. I denne situation er ekvivalentdybden = 0,2 x betonpladens tykkelse (ved to-sidig udtørring).

For en betonplade med en-sidig utørring (kældergulve og gulve på terrændæk) vil udtørringsprofilerne se ud som vist på figur 6b. Ekvivalentdybden vil her være 0,4 gange tykkelsen af betonpladen.

Fugtprofil ved ensidig udtørring af betonplade.

Figur 6b: Fugtprofil med en-sidig udtørring. a=fugtprofil før udtørring, b= fugtprofil efter og under udtørring, c=fugtprofil montering af gulvbelægning, H=betonpladens tykkelse.

Det er, med reference til ovenstående, vigtigt at man måler i den rigtige dybde, hvis man ønsker at vurdere, om et "råt" betongulv (med en-sidig udtørring) fugtmæssigt er klar til gulvbelægning. Måler man "for dybt" (>0,4xH) fås for høje værdier - gulvet er ikke så fugtigt som det måles - måler man "for højt" (< 0,4xH) fås for lave værdier - gulvet er mere fugtigt, end det synes. Tilsvarende gælder for dæk med to-sidig udtørring.

Det er sjældent, at der i forbindelse med byggerier er problemer med udtørringen af etagedæk (dæk med to-sidig udtørring). Er der problemer, er det oftes på de en-sidigt udtørrede dæk, som terræn- og kælderdæk.

Der er i praksis mange usikkerheder forbundet med fugtmålinger i betondæk . Gulvbranchen anbefaler derfor, at der altid måles i en dybde svarende til 0,5 x dæktykkelsen ved terrændæk og andre dæk med en-sidig udtørring og i en dybde svarende til 0,25 x dæktykkelsen for dæk med to-sidig udtørring.

I det efterfølgende er omfang, ansvar og metoder beskrevet.

Det er, som før nævnt, bygherres ansvar at sikre en forsvarlig udtørring af bygningen, samt, via en kvalitetssikring, at dokumenterer dette.

Bygherres kvalitetssikring bør dokumentere betondækkenes (og bygningens generelle) løbende udtørring frem til tidspunktet, hvor gulvlægningsarbejdet påbegyndes. Mens gulventreprenørens fugtmåling blot skal betragtes som en bekræftelse af bygherres målinger.  En modtagekontrol der udføres på stikprøvebasis.

Bygherrens fugtkontrol omfatter:

  • en ikke-destruktiv kortlægning af fugtens fordeling over gulvfladen
  • et antal (destruktive) målinger af fugten i dækket.

Bygherren skal endvidere sikre, at kanaler i elementdæk tømmes for vand, når bygningen er lukket.

Entreprenørens fugtkontrol omfatter:

  • en ikke-destruktiv kortlægning af fugtens fordeling over gulvfladen
  • en destruktiv måling i det fugtigste område.

Fremgangsmåden er den samme for såvel bygherre som gulventreprenøren, men da ansvaret for udtørringen ligger hos bygherre, medregner gulventreprenøren som udgangspunkt kun en destruktivmåling. En måling der blot skal verificerer bygherres målinger. Det anbefales, at kontrollen udføres ca. 14 dage før gulvarbejdets påbegyndes.

Fremgangsmåde - kortlægning af fugtens fordeling

Ved kortlægning af fugtfordelingen anbefales det at gulvet opdeles med et modulnet. Modulnettet fra tegningsmaterialet kan anvendes som udgangspunkt, idet elementsamlinger, søjler, vinduesplaceringer og lignende følger dette system. Nettet vælges, så der inden for hver maske i modulnettet er ca. 5 - 10 m2.

Der benyttes et ikke-destruktivt måleapparat, fx en kapacitiv fugtmåler, som er velegnet til registrering af fugtforskelle. Der måles i skæringspunkterne i nettet. Instrumentets visning noteres på tegningen.

Ud fra de registrerede værdier kan de fugtigste og de tørreste områder lokaliseres. På baggrund af registreringen udvælges de punkter, hvor der skal ske egentlig fugtmåling (destruktiv måling). Målingerne kan normalt indskrænkes til en undersøgelse af fugtindholdet i de fugtigste områder, idet det er disse, som er bestemmende for om gulvlægning kan ske eller ej.

Fugtindholdet bestemmes, som ligevægtsfugtindholdet for betonen, målt i % relativ luftfugtighed (RF).

Destruktive målinger

Der kan vælges mellem at udføre målingen på stedet i et "målehul" (ofte kaldet en borehulsmåling) eller at måle på en materialeprøve, som er bragt til laboratorium. De to metoder er efterfølgende beskrevet.

Borehulsmålinger
Ved denne metode måles fugtindhold af betonen på stedet. Målingen udføres i borede huller eller indstøbte foringer i gulvet, se figur 6c.

 

Fugtmåling i borehul - rev 150413

 

Figur 6c. Fugtmåling i beton ved måling af relativ luftfugtighed i borehuller.

For betondæk med ensidig udtørring, terrændæk o.lign. bores et hul på ca. 0,5 x betontykkelsen. Borehullet renses grundigt for støv, siderne i borehullet isoleres for fugt gennemtrængning indtil en dybde af ca 0,4 x betonpladens tykkelse og afproppes.

Det er vigtigt, at afpropningen er lufttæt og at hullet kan holdes lukket til der er opnået ligevægt mellem fugten i betonen og luften i hullet. Dette tager erfaringsmæssigt 4-5 døgn.

Den relative luftfugtighed i borehullet kan nu måles med en kalibreret fugtmåler.
Temperaturen skal være mellem 15 og 25 °C, når der måles, og et eventuelt gulvvarmeanlæg skal være slukket under målingen.

Isoleringen af indersiden af borehullet kan foretages med et simpelt plasticrør fx et ø16 mm installationsrør der afpasses i længden. Anvendes dette rør kan  fpropningen foretages med en "dibidut nr 17" (plasticprop).

Borehulsmålinger giver korrekte resultater, men de er meget følsomme og kan i praksis - under byggepladsforhold - være vanskelige at udføre korrekt.

Føleren (eller et specielt foringsrør) anbringes i hullet, og der forsegles omkring føleren med en gummipakning el.lign., se figur 6c. Hvis det, inden ligevægt er opnået, konstateres, at fugtindholdet stiger, og at det er over det tilladelige, kan målingen afbrydes, idet fugtindholdet da under alle omstændigheder vil være for højt.

Denne fremgangsmåde giver mulighed for gentagen registrering af fugttilstanden i de samme målepunkter. Det er herved muligt at følge fugtindholdets ændring med tiden. Metoden anbefales til bygherrens løbende kontrol af fugtforholdene på byggepladsen. Temperaturen i beton skal være i intervallet 17 - 25°C.

Som et alternativ til borehullet kan der måles i et foringsrør, som i forvejen er forseglet i den ønskede dybde, hvorved ventetiden indtil ligevægt kan reduceres. Måling kan også foretages i indstøbte rør. Indstøbning af rør kan dog være vanskelig, idet afretning af betonoverfladen nemt kommer til at dække eller beskadige målerøret. Desuden er det ikke sikkert, at målerørene er anbragt der, hvor man ønsker at måle.

Laboratorie målinger på udtagne prøver
En mere sikker metode er at udtage en prøve af betonen (på det fugtigste sted) og sende denne til et professionelt laboratorium, hvor den lægges i et klimakammer. I klimakammeret opnås efter ca. to døgn en ligevægtstilstand og den relative fugtighed kan nu bestemmes.

Prøverne bør hugges op fra gulvet, med hammer og mejsel, for at undgå opvarmning eller opfugtning ved udboring. Prøverne findeles og lægges i glas- eller plastbeholdere med låg, eller i tætsluttende plastposer. Mængden af ophugget materiale skal i rumfang svare til ca. ½ kaffekop. Materialet skal være udtaget i den dybde, hvori fugtindholdet ønskes målt.

For betondæk, hvis temperaturtilstand afviger fra 17-25°C, er prøvning på ophuggede prøveemner at foretrække. I sådanne tilfælde bør vurdering af dækkets fugtforhold overlades til en fugtekspert.

Flydemørtel og afretningslag
Hvis afretning er sket på en tør underliggende konstruktion, er det kun nødvendigt at måle fugtindholdet i afretningslaget.

Medmindre der er tale om meget tykke afretningslag, anvendes normalt måling på en ophugget prøve. Ved tykke afretningslag kan der måles i borehul i ca. 2/3 af afretningslagets tykkelse.

Når fugtniveauet er højt

Restbyggefugt kan fjernes ved kunstig udtørring. Udtørringsprocessen skal foregå kontrolleret, idet for kraftig udtørring kan indebære, at det kun er overfladen der tørreud, og at konstruktionen som helhed ikke er udtørret. Efterfølgende kontrol af fugtindholdet i forskellige dybder er derfor nødvendig i forbindelse med kunstig udtørring.

Tillader tidsplanerne for byggeriet ikke nedtørring til et for gulvbelægningen acceptabelt fugt niveau, kan der i nogle tilfælde udlægges en fugtspærre mellem betonen og gulvbelægningen. Udlægning af fugtspærre er specialistarbejde og leverandører og entreprenører bør altid tages med på råd.

3.4  Planhed og gulve

08.07.2016| Tilbage til top | Print Afsnit


Gulve bør være plane af hensyn til:

  • Møblering
  • Gang- og ståkomfort
  • Montering af fodpaneler
  • Montering af fast inventar
  • Æstetik
  • Holdbarhed
  • Ensartede egenskaber

Normalt forventes det, at gulve er plane og vandrette indenfor visse tolerancer. Undtaget er gulve til specielle formål, fx gulve i vådrum, som i vandbelastede områder skal udføres med fald mod gulvafløb.

Kravene til planhed og vandrethed gælder det færdige gulv. Mange gulvbelægningstyper vil imidlertid ikke kunne bidrage til en forbedring af gulvets planhed og derfor vil kravet til planhed og vandrethed desuden ofte gælde for undergulvet.

Planhed
Ved planhed forstås, at alle gulvets punkter ligger i samme plan, som kan være vandret eller have en hældning. Afvigelser konstateres som lunker eller forhøjninger. Planheden ønskes for at sikre, at møblering og færdsel kan ske uden problemer. Gulvet skal også være plant af æstetiske årsager, bl.a. skal montering af fodpaneler og fast inventar kunne ske, uden at der fremkommer fuger i varierende bredde under paneler eller inventar.

Vandrethed
Ved vandrethed forstås, at alle gulvets punkter både er i samme plan, og at planet er vandret. Afvigelser konstateres som hældning af gulvet. Vandrethed kan være nødvendig for at sikre, at møblering eller lign. kan ske uden problemer.

For at opnå et plant gulv, må der ofte ske en afretning, fx af pilhøjden på betonelementer. En sådan afretning kan være særdeles bekostelig, hvis den skal resultere i et gulv, som ikke alene er plant men også helt vandret. I mange tilfælde vil det være acceptabelt, at et gulv ikke er helt vandret, blot må gulvet ikke blive ubrugeligt, fx må reoler ikke hælde overdrevent, når de stilles på gulvet. Som eksempel kan nævnes, at gulve i ældre ejendomme ofte har fald på en procent eller mere, uden at de af den grund betragtes som ubrugelige. Hvis en mindre hældning, fx 0,5 %, kan accepteres, kan der ofte opnås betydelige besparelser i materiale- og timeforbrug.

Der er altså god mening i at vurdere hvor strenge krav, der skal stilles til vandretheden af gulvet. Fx bør det vurderes om afretning af en pilhøjde skal ske til planhed alene, eller om afretning skal ske til både planhed og vandrethed.

Tolerance
Kravene til planhed må stilles i sammenhæng med målestrækningen. Det kan fx være acceptabelt, at en afvigelse på ± 2 mm optræder indenfor 2 m, mens det vil være uacceptabelt, hvis de samme afvigelser optræder indenfor 0,25 m.

Udover kravene til planhed og vandrethed kan der være supplerende krav til andre overfladekarakteristika, se nedenfor.

Krav til planhed og vandrethed stilles i form af tolerancekrav, dvs. hvor store afvigelser fra henholdsvis planhed og vandrethed, der kan accepteres. Dette belyses nærmere i det følgende, hvor der først gives en omtale af de forskellige begreber, der benyttes i forbindelse med karakterisering af gulvoverflader, dernæst beskrives GSO's målemetode for planhed og vandrethed, og endelig gives forslag til almindeligt anvendte tolerancer for planhed.

Bemærk, at det er vigtigt både at være enige om hvilke krav, der skal opfyldes, og hvordan der skal måles. Henvises der til forskellige metoder, vil krav og måleresultater ikke kunne sammenlignes. De anførte tolerancekrav gælder for måling udført efter den beskrevne metode.

Niveau
Kræves det, at gulve i naborum skal ligge i samme kote, fx fordi der er døråbning imellem rummene, eller fordi der skal kunne anvendes flytbare skillevægge, skal det angives i udbudsmaterialet, og kotemærker til brug for gulventreprenøren skal afsættes i alle rum.

Terminologi

Planhed
Planhed betyder, at alle gulvets punkter ligger i samme plan, som kan være vandret eller have en hældning. Afvigelser konstateres som lunker eller forhøjninger, se figur 8.

 fig8.jpg

Figur 8. Måling af planhed med et retholt på henholdsvis 0,25 m og 2,0 m.

Vandrethed
Vandrethed betyder, at gulvet er plant, og at planet er vandret. Afvigelser konstateres som hældning af gulvet, se figur 9.

fig9.jpg

Figur 9. Afvigelser fra vandrethed konstateres ved hældning af gulvet.

Lokal defekt
Ved lokale defekter forstås enkelte afgrænsede ujævnheder, fx spring (niveauforskel mellem brædder mv.) eller grater (langstrakt lokal forhøjning på overfladen), se figur 10.

fig10.jpg

Figur 10. Betegnelser for lokale defekter.

Vaskebræt
Lidt større, regelmæssigt gentagne ujævnheder. Ses fx ved fugtskadede trægulve, hvor brædderne krummer på tværs af bredden på grund af udvidelse af undersiden, se figur 11.

fig11.jpg

Figur 11. Vaskebræt skyldes tværkrumme brædder.

Tolerance
Tolerance bruges til at definere hvilke grænser for afvigelser, der er acceptable. En afvigelse kan være enten positiv eller negativ. Der anvendes normalt en symmetrisk tolerance, dvs. der accepteres lige store afvigelser i positiv og negativ retning, fx ± 2 mm afvigelse på planhed. Se figur 12.

fig12.jpg

Figur 12. Måling af planhed.

Afvigelser konstateres som lunker eller forhøjninger.

Måling af planhed

Gulves planhed bestemmes som oftest ved hjælp af et retholt, fx i form af en aluminiumsskinne.

Der benyttes et retholt med ben, hvis højde skal svare til den tolerance, der kræves af gulvet, se figuren om planhed.

Benene bevirker, at retholtet hæves over eventuelle forhøjninger, som ligger indenfor det fastsatte tolerancekrav. Bliver forhøjningerne større, vil retholtets ben løftes fra overfladen.

Til kontrol af lunker anvendes måleklodser med en tykkelse svarende til 2 gange tolerancen, fx anvendes en 4 mm tyk måleklods til kontrol af en tolerance på ± 2 mm. Klodsen må kun lige kunne passere under retholtet. Er der luft mellem klodsen og retholtet, er lunken dybere end det fastsatte tolerancekrav.

Måleklodsen kan eventuelt erstattes af en målekile, som giver mulighed for at måle den faktiske afvigelse.

Der anvendes normalt retholter på henholdsvis 2,0 m. I særlige tilfælde kan et retholt på 0,25 m anvendes.

Måleprocedure
Ved måling af planhed anvendes først den side af retholtet som ikke har ben. Retholtet skubbes hen over gulvet i en glidende bevægelse fra væg til væg. Målingerne foretages jævnt fordelt over gulvet, men dog med en overvægt langs vægge og foran døre og vinduer. Der måles i begge rummets retninger.

Afslører den indledende måling ujævnheder, vendes retholtet, så det hviler på benene. Uanset placeringen af retholtet skal det hele tiden hvile på begge ben, og måleklodsen må kun lige kunne passere ind under det. Er der luft mellem retholt og måleklods er tolerancekravene overskredet.

Tolerancekrav
I det følgende gives forslag til tolerancekrav for forskellige typer af gulvbelægninger. Hvis intet andet er aftalt , kan de foreslåede krav forventes overholdt. Tolerancekravene er opstillet ud fra måling efter den ovenfor omtalte metode.

I nogle metoder til måling af planhed benyttes måling af "nedstik" fra et retholt uden ben, og der benyttes retholter af andre længder end her omtalt.

Disse metoder kan anvendes som alternativer til den foreslåede, men i så fald må også tolerancekravene ændres, ligesom der ved udbud skal gøres opmærksom på, at der ønskes anvendt en anden målemetode.

Begge krav til tolerancer, dvs. både for langt og for kort retholt, skal være overholdt.

Selv når tolerancerne er overholdt, vil pladesamlinger, spartelstrøg og andre små ujævnheder være synlige, når der anvendes tynde, glatte belægninger. Det gør sig specielt gældende, hvor der fx er strejflys fra vinduespartier eller modlys fra spots o.l. Polish- og lakbehandlede overflader vil fremhæve ujævnheder i større udstrækning end gulvoverflader med lav lysrefleksion. 

Belægningstype 2 m retholt
Elastiske gulvbelægninger, fx linoleum, vinyl, polyolefine, kork eller gummi
± 2 mm
Tekstilbelægninger, inkl. fladvævede tæpper** ± 2 mm
Trægulve og laminatgulve ± 2 mm
Fugefrie gulve, fx acryl-, epoxy-, polyuretangulve eller lign. *) Følger underlaget

 

Skema 1. Eksempler på tolerancekrav.

*) Hærdeplastbaserede gulvbelægninger vil altid følge underlagets planhedsvariationer. Se afsnittet: Fugefrie gulve.

**) Fladvævede tæpper defineres som et løkkevævet tæppe eller et tæppe uden luv. Tæpper defineres iht. ISO 2424 og tæpper uden luv klassificeres iht. DS/EN 15114.

3.5  Visuel bedømmelse af gulve

09.10.2014| Tilbage til top | Print Afsnit

Efter såvel nylægning som renovering af gulvbelægninger bør der foretages en kontrol af, om udfaldskravene er overholdt. Kontrollen bør indeholde en visuel bedømmelse af gulvet, kombineret med kontrolmåling af gulvets ønskede planhed og vandrethed.

For visuel bedømmelse gælder, at:

Vurdering af en gulvoverflade for eventuelle fejl og mangler skal foregå ved almindeligt dagslys og ved almindelig øjenhøjde (ca. 160 cm over gulv) og i medlys. Temperaturen og den relative luftfugtighed skal være stabil på mellem 18 og 23° C og 30 og 65 % RF.

Forhold, der skal anvises og ikke er synlige under før nævnte betingelser, regnes ikke for en fejl. Ligesom forhold, der kun fremstår ved specielle lysforhold, eller kun kan observeres fra bestemte steder i lokalet, ikke betragtes som fejl. Lokalets brug og indretning (møblering og lyssætning) tages med i vurderingen.

Kan almindeligt dagslys ikke etableres eller er dette ikke tilstede ved lokalets almindelige brug, må gulvet vurderes ved kunstlys. Det anbefales derfor at bruge lamper, der er monteret med rør eller pærer der afgiver et lys med ca. 6500 Kelvin (1) og ca. 1100-2000 Lux på emnet, intet lys må placeres med direkte lys på emnet/emnerne. Halogenbelysning må ikke bruges. Halogenbelysning lyser retningsbestemt, og giver et fejlagtigt billede, da lyset varierer meget fra centrum og ud i lyskeglen.

Herudover henledes opmærksomheden på undergulvets betydning. For mange halvhårde og fugefri belægninger vil mindre unøjagtigheder i undergulvet over tid fremstå synlige gennem topbelægningen. Man siger, at de telegraferer gennem belægningen. Som eksempel kan nævnes pladesamlinger mellem spånplader og fiberplader, spartelslag og limspor. Undergulvets betydning er yderligere behandlet under de forskellige produkttyper.

Funktionelle fejl og skønhedsfejl, der ikke bedømmes som negligeable, skal som udgangspunkt altid rettes.

Læs mere om tolerancekrav på tolerancer.dk.

3.6  Lyd og gulve

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

Lydproblemer i forbindelse med gulve forekommer ofte. Det skyldes dels, at den teoretiske baggrund for behandling af lyd er kompliceret, og derfor projekteres der ikke altid optimalt.

Desuden er lydforholdene meget afhængige af den praktiske udførelse. Blot en enkelt lydbro kan betyde en væsentlig forringelse af de lydmæssige forhold.

I det følgende er givet en kortfattet redegørelse for nogle lydmæssige begreber, og der er omtalt nogle praktiske forhold af speciel interesse i forbindelse med gulve.

Fremstillingen bygger i vid udstrækning på SBI's anvisninger om lyd, som giver oplysninger om de fleste forhold. For en mere dybtgående behandling af emnet henvises derfor til:

  • SBI-anvisning 166, "Bygningsakustik, teori og praksis", Jørgen Kristensen og Jens Holger Rindel, SBI, 1989.
  • SBI-anvisning 172, "Bygningers lydisolering, nyere bygninger", Jørgen Kristensen, SBI, 1992.
  • SBI-anvisning 173 "Bygningers lydisolering, ældre bygninger", Jørgen Kristensen, SBI, 1992.

Publikationerne giver en teoretisk gennemgang af og praktiske råd om de lydtekniske forhold for nogle typiske gulvkonstruktioner både ved nybyggeri og ved renovering.

Begreber og terminologi

Når der tales om lyd, benyttes der en række bestemte begreber til at beskrive de lydmæssige forhold, fx luftlyd, trinlyd og efterklangstid.

De mest almindelige begreber, som har betydning, når der tales om gulve, er kort forklaret herunder:

Luftlyd
Den lyd, som frembringes og udbreder sig i luften, fx når vi taler og spiller musik, betegnes luftlyd.

Hvis luftlyden skal passere en bygningskonstruktion, kan det enten ske gennem åbninger eller ved, at lyden går ind i konstruktionen og ud i luften igen på den modsatte side af konstruktionen, se figur 13.

(Luft)lydisolation

(Luft)lydisolationen betegner den reduktion, der sker ved, at lyden transmitteres fra et rum til et andet.

Bygningslyd
Når lyden forplanter sig inde i bygningskonstruktionerne, betegnes den bygningslyd.

Bygningslyd transmitteres gennem både konstruktioner og installationssystemer, og transmissionsbetingelserne afhænger bl.a. af de benyttede materialer og samlinger.

Trinlyd
Den specielle bygningslyd, som frembringes ved en persons gang på en dækkonstruktion og/eller et gulv, betegnes trinlyd.

Trinlyden forplanter sig direkte gennem etageadskillelsen og eventuelle andre konstruktioner til under- og omkringliggende rum, se figur 13.

fig14.jpg

Figur 13.Transmission af luftlyd og trinlyd gennem etageadskillelser med svømmende gulve. På grund af flanketransmission er forbedringen af luftlydisolationen ringere end forbedringen af trinlydniveauet.

Trinlydniveau
Trinlydniveauet er et mål for hvor meget lyd, der transmitteres til et naborum, når gulvet i et andet rum påvirkes med en standardiseret bankemaskine.

Trinlyddæmpning
Trinlyddæmpning er betegnelsen for den dæmpning (reduktion) i trinlydniveauet, der sker ved at forsyne en dækkonstruktion med en gulvbelægning eller lignende.

Trommelyd
Trommelyd er betegnelsen for den specielle form for trinlyd, som udstråles i samme rum hvor påvirkningen sker.

Trommelyd kendes fx fra lange gange, hvor der kan opstå betydelig støj ved gang.

Absorption
Når lydbølger rammer en bygningsoverflade vil en del af lydenergien blive absorberet. Dette medfører, at lydtrykniveauet falder/lyden dæmpes.

Absorptionen kan anvendes til at sænke støjniveauet i et rum. Af gulvbelægninger er især tykke tæpper lydabsorberende, men den samlede lydabsorption i et rum vil som regel afhænge af overfladerne på mange forskellige bygningsdele samt inventar og personer.

Efterklangstid
I forbindelse med lydabsorption tales der ofte om efterklangstid. Efterklangstiden er et udtryk for, hvor hurtigt lydtrykniveauet i et rum falder med tiden.

Lovkrav
Kravene til bygningers lydforhold findes især i de to bygningsreglementer, hvortil der henvises.

Derudover er der fx krav til lyd i Miljøstyrelsens vejledninger.

Lydisolation af etageadskillelser

Lydisolationen af en etageadskillelse afhænger af den lydtekniske kvalitet både af den bærende del af etageadskillelsen - dækket - og af gulvet eller gulvbelægningen.

Gulves trinlyddæmpning regnes i forhold til trinlydniveauet under dæk uden gulv.

For betondæk er trinlyddæmpningen stort set uafhængig af dæktypen.

For svømmende gulve kan der med tiden ske en forringelse af trinlyddæmpningen på indtil 5 dB på grund af sammentrykning af underlaget, Mest for gulve med stor trinlyddæmpning.

For træetageadskillelser giver både svømmende gulve og tynde gulvbelægninger normalt væsentligt mindre forbedringer af trinlydniveauet, end hvad der kan opnås med støbte dæk.

Gulvbelægninger

Hårde gulvbelægninger som terrazzo, betonslidlag og klinker på støbte dæk kan isolere tilfredsstillende mod luftlyd men ikke mod trinlyd.

Tilsvarende gælder for bræddegulve sømmet på træbjælkelag eller trægulve på strøer, som er udlagt uden bløde brikker under opklodsningerne.

Tynde, elastiske gulvbelægninger er linoleum, vinyl, polyolefine, kork, gummi og tæpper. Af disse giver kork og navnlig tæpper den største trinlyddæmpning.

Den største dæmpning opnås med tykke, bløde tæpper.

Linoleum, vinyl, polyolefine og gummi giver kun en beskeden dæmpning (ved høje frekvenser).

Ved anvendelse af bløde underlag under gulvbelægningerne kan der opnås en dæmpning svarende til, hvad der kan opnås med kork, se figur 14.

figur15a.jpg

Figur 14. Eksempel på trinlyddæmpning af halvhård gulvbelægning på beton.

Mens trinlyddæmpningen kan være betydelig for tynde gulvbelægninger på hårdt underlag, kan der kun regnes med en beskeden reduktion under svømmende gulve og træetageadskillelser.

Årsagen er, at dæmpningen af trinlydniveauet fortrinsvis sker ved høje frekvenser, mens behovet for trinlyddæmpning under svømmende gulve og træetageadskillelser især findes ved lave frekvenser.

fig3.jpg

Figur 15. Eksempler på trinlyddæmpende egenskaber.

1. Linoleum.

2. Linoleum + korkment.

3. Vinyl + skumplast eller filt.

4. Tæppebelægning.

Svømmende gulve - generelle forhold

Ved svømmende gulve forstås, i lydteknisk henseende, selvstændige gulvkonstruktioner ovenpå betondæk eller træbjælkelag og adskilt herfra og fra vægge med elastiske mellemlag, fx gummikork, mineraluld eller lignende.

En stor trinlyddæmpning opnås ved stor sammentrykkelighed af mellemlaget og en tung gulvkonstruktion.

Svømmende gulve kan udføres som trægulve på strøer udlagt på bløde brikker, eller som pladegulve af træ, gips, asfalt eller beton på elastiske underlag af fx mineraluld eller skumplast.

Svømmende gulve kan også udføres som brædde-, parket- eller laminatgulve udlagt direkte på et mellemlag, der som oftest er tynde specialprodukter, fx folier med filtbagside, gummikork eller tynd skumplast, men kan også udlægges med tykkere elastiske underlag, fx af skumplastisolering.

I sidstnævnte tilfælde skal leverandørens lægningsbetingelser nøje overholdes, for at sikre tilstrækkelig stivhed af gulvpladen.

figur17.jpg

Figur 16. Udførelsesdetaljer ved trinlyddæmpning af svømmende gulve.

Svømmende betongulve udstøbes som regel på 30-50 mm tykke underlag.

Svømmende asfaltgulve kan udføres i små tykkelser, ca. 35 mm med underlag, og kan samtidig give en betydelig trinlyddæmpning.

Materialer til underlag for svømmende gulve skal kunne tåle en sammentrykning på ca. 10% ved gulvets nyttelast uden at miste elasticiteten, og de må ikke med tiden få for stor deformation som følge af variabel last.

Den største trinlyddæmpning opnås med underlagsmaterialer med stor sammentrykkelighed og med stor tykkelse.

Heroverfor kan stå et ønske om stive materialer med ringe tykkelse, hvis gulvet skal kunne benyttes til store belastninger uden at deformeres.

Trinlyddæmpningen kan reduceres ved stigende belastning af en svømmende konstruktion, og reduktionen i trinlyddæmpning vil ikke altid forsvinde ved gulvets aflastning.

Det skal undgås at lave lydbroer i form af faste forbindelser mellem gulvpladen og den bærende konstruktion, da selv en enkelt lydbro vil medføre en væsentlig reduktion af trinlyddæmpningen.

Leverandører af gulve og gulvbelægninger kan spørges til råds om lydforhold og give oplysninger om trinlyddæmpning i konkrete gulvopbygninger.


fig18_900px.jpg

Figur 17. Udførelsesdetaljer der sikrer trinlyddæmpning af strøgulve.

3.7  Skridsikkerhed

22.10.2014| Tilbage til top | Print Afsnit

 

 

Glatte gulve er farlige, og kan medføre faldulykker med personskade til følge. Fald på gulv er den hyppigst anmeldte ulykke og udgør ca. 1/6 af alle anmeldte ulykker.


Skridsikkerhed 1

 

Ovenstående er et faktum der ikke kan negligeres.

Med det rigtige valg af gulvbelægning kan faldulykker relativt nemt forebygges, men det kræver, at man er opmærksom på forholdet i forbindelse med valget af gulvbelægningen

Behovet for skridsikkerhed afhænger naturligt, af den måde man ønsker at bruge gulvet på, og er gulvene våde eller fedtede øges risikoen for faldulykker markant.

Der findes ingen klare regler, der definerer, hvor skridsikkert/glat et gulve må være set i relation til de arbejdsfunktioner, der skal foregå på gulvet. Sikkerheden omkring gulvene er bygherres/arbejdsgivers ansvar, og skal vurderes i forhold til de aktiviteter der skal foregå på gulvet, samt i forhold til renholdelsen af gulvet.

Arbejdstilsynet kan være behjælpelig med en vurdering, der vil tage udgangspunkt i den konkrete arbejdssituation, men der findes p.t. ingen generelle vejledninger. Arbejdstilsynet skriver i deres "Vejledning om forebyggelse om af fald på gulv" (AT vejledning A.1.6) følgende:

Gulvbelægningen bør have en høj skridfasthed, hvis der er risiko for at spilde væske og fedt. Skridfasthed vil sige, at belægningen giver stor friktion i forhold til skosålerne.

Skridsikkerhed 2

Vær opmærksom på, at graden af rengøringsvenlighed falder i takt med at skridsikkerheden stiger.

Definitioner, begreber og metoder.


Friktion: Defineres som modstanden mod bevægelse forårsaget af kontakten mellem to flader. Modstanden mod bevægelse vil naturligt afhænge af overfladernes beskaffenhed, og vægten af det emne man vil bevæge. Man udtrykker ofte modstanden mod bevægelse ved en friktionskoefficient (µ ). Friktionskoefficienten er defineret som forholdet mellem den kræft, der presser på legemet (kaldet tyngdekraften), og den kraft, der skal til at bevæge legemet med en konstant defineret hastighed (µ=Ft/Fb).

Skridsikkerhed 3 - Friktion

I forbindelse med gulve taler man sjældent om en gulvbelægnings friktions-koefficient. Man benytter i stedet begrebet gulvbelægningens "skridsikkerhed", men det er det samme der menes.

Som før nævnt vil friktionskoefficienten eller skridsikkerheden afhænge af beskaffenheden af de overflader der presses mod hinanden. For at kunne give ensartede / sammenlignelige værdier har man udviklet nogle standardiserede testmetoder til brug ved sådanne målinger. De mest anvendte er DIN 51130, DIN 51097 og EN 13845.

Målingerne kan udføres på tørre eller våde overflader. Resultaterne vil naturligvis være forskellige og man taler derfor ofte om skridsikkerheden i henholdsvis tør og våd tilstand.

Rampetesten

Den mest almindelige test er den såkaldte RAMPE test. Princippet i testen er følgende: På en bevægelig rampe monteres et stykke af den gulvbelægning der ønskes testet. En test person iført sko med en entydigt defineret gummisål og relevant sikkerhedsudstyr placeres på rampen. Testpersonen går på stedet mens rampens ene ende hæves. På et tidspunkt vil testpersonen miste fodfæstet. Rampens vinkel noteres, denne vinkel kaldes for slipvinklen.

Slipvinklen vil påvirkes af friktionen mellem testpersonen og gulvbelægningen og man skal derfor være opmærksom på at RAMPE testen udføres i flere varianter, der beskrives i forskelige normer. Nedenstående er DIN 51130, DIN 51097 og EN 13845 beskrevet.

DIN 51130: Testpersonen  er føret sko med veldefineret gummisål. Gulvbelægningen på rampen smøres med et glidemiddel (en vel defineret motorolie). Slipvinklerne noteres og klassificeres i h.t. nedenstående tabel

DIN 51130/  Klasse

R9 R10 R11 R12 R13
Slipvinkel (°) 6-10 10-19 19-27 27-35 >35
Skridsikkerhed Meget lav Lav Moderet Høj Meget høj

 

DIN 51097 minder meget om DIN 51130, men foreskriver at testpersonen er barfodet og at gildemiddelet er sæbevand. Klassificeringen fremgår af nedenstående tabel:

DIN 51097 / Klasse Klasse A   Ikon A - DIN 51097 Klasse B  Ikon B - DIN 51097 Klasse C   Ikon C - DIN 51097
Slipvinkel (º)
≥ 12º ≥ 18 º ≥ 24º

 

EN 13845 klassificerer PVC-gulvbelægninger med forøget skridmodstand efter en model der minder meget om RAMPE testen jf DIN 51130 & 51097. Den skridhæmmendevinyl monteres på en rampe der kan vippes. For at simulerer et vådrum/baderum skal der konstant løbe væske (sæbevand) over gulvbelægningen med et flow på 6 l/min. Rampen vippes og spilvinkle noteres (den vinkel, hvor test personen mister fodfæstet,i lighed med DIN 51130 & DIN 51097). Testen kan udføres barfodet eller med fodtøj. Klassificering og tilhørende kriterier fremgår af nedenstående:

Test person Slipvinkel   
Klasse
Fodtøj ≥ 20º ESf    Ikon ESf - EN13845
Barfodet ≥ 15º ESb   Ikon ESb - EN13845

 

NB: EN 13845 omhandler kun vinyler med partikel forstærkede overflader.

 

Oversigt.

Slipvinkler - rampetest tør,våd


Rampetestene er laboratorietest og den kan kun vanskeligt udføres på en "ægte" gulvflade. Det er ikke ualmindeligt, at der er usikkerhed omkring, hvor skridsikkert et gulve er. Rampetesten er ikke velegnet i sådanne situartioner. I disse tilfælde kan man med fordel anvende den såkaldte PENDULtest.

Pendulteltsen

Pendul testen beskrives i flere fælles europæiske standarder bl.a. EN 13036 og DS CEN TS 157676. Princippet i pendultesten er, at man fra en vandret position starter et pendulsving. Pendulet er på undersiden forsynet med en veldefineret "sål". Armlængden på pendulet tilpasses således at pendulet netop strejfer gulvet i et veldefineret område, hvorved opsvinget begrænses.

Skridsikkerhed 6 Pendulum

Skridsikkerhed 5 pendul

 

 

 

 

 

 

 

 

Højden på "opsvinget" måles i form af vinklen mellem vandret og armen i det punkt, hvor armens bevægelse skifter fra at være opad til at være nedad; EN 13036 definerer 3 skridsikkerheds-klassers

Pendulvinkel (o) 0-24      25-35      >36       
Skridsikkerheds-klasse Lav Mellem Høj

 

Sammenhængen mellem Rampetesten og Pendultesten

Skridsikkerhed

Meget lav Lav Moderat Høj Meget Høj

Rampetesten

Klasse

R9 R10 R11 R12 R13

Pendultesten

Pendulvinkel (o)

6-10 10-19 19-27 27-35 >35


I afsnittet om fugefri hærdeplastgulve, kan du læst, hvorledes denne type af gulve kan gøres skridhæmmende (klik her) og på tilsvarende vis kan du, i afsnittet omkring  elastiskegulvbelægninger, læse om, hvorledes vinylgulve kan gøres skridhæmmende (klik her).

3.8  Gulvbranchens digitale Kvalitetssikring

15.07.2016| Tilbage til top | Print Afsnit

Gulvbranchens digitale KS-værktøj er ikke et værktøj i traditionel forstand, altså noget fysisk. Værktøjet er en database, hvori du kan finde branchens kontrolplaner med tilhørende reference til normer og standarder for alle de bygningsdele, der normalt vil flade indunder området "Gulv".

For at få adgang til kontrolplanerne skal du benytte en af de software pakker der har implementeret "Gulvbranchens digitale KS", for nærværende har to IT-firmaer adgang til databasen. Kontrolplanernes faglige indhold er udarbejdet i Gulvbranchens fagtekniske udvalg og vedligeholdes centralt af Gulvbranchens sekretariat. Ved at anvende "Gulvbranchens digitale KS" sikrer du dig at de for opgaven relevante kontroller gennemføres og dokumenteres. Planerne skal naturligvis tilrettes til det konkrete projekt. I denne proces skal du som gulventreprenør vurdere, om der på opgaven er særlige forhold, der skal kontrolleres og dokumenteres, eller om der er nogle af de kontrolaktiviteter planerne er "født med", der er irrelevante En proces der også skal gennemføres med traditionel KS. Som hjælp til udførende og tilsynsførende er der for udvalgte kontrolaktiviteter udarbejdet metodebeskrivelser. Du kan finde metodebeskrivelserne på www.gulvbranchen.dk, brug evt. dette link.

 
Jan T - digital KS