Mærkning

3.8.0.1  CE-mærkning af byggevare

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

 

Byggevarer, som er omfattet af en harmoniseret standard, skal være CE-mærket. CE-mærket skal så vidt muligt placeres på byggevaren.

Byggevarer der ikke er omfattet af en harmoniseret standard kan CE-mærkes på baggrund af en frivillig Europæisk Teknisk Godkendelse (ETA).

CE-mærkningen kan opfattes som en tillidsaftale mellem myndigheder og erhvervsliv. Mærket angiver, at byggevarens egenskaber er deklareret på en ensartet måde, så den frit kan omsættes på det fælles europæiske marked uden nye krav om national prøvning og godkendelse. Det kan imidlertid ikke betragtes som et kvalitetsmærke.

CE-mærket er forbrugerens sikkerhed for at produktet lever op til fælleseuropæiske mindstekrav for sikkerhed og sundhed. Det er det firma der placerer en byggevare på det europæiske marked der har ansvaret for at det CE-mærkes, d.v.s. producenten, hvis varen produceres inden for EU eller importøren, hvis varen produceres uden for EU.

CE-mærkningen skal dokumenteres ved hjælp af en ydeevne deklaration (DoP - Deceleration of Performance).

I Danmark er CE-mærkningen en del af Energistyrelsens ansvarsområde. Yderligere informationer kan findes Energistyrelsens hjemmeside på http://byggevareinfo.dk/

Langt de fleste produkter til gulvlægning er omfattet af en harmoniseret standard og skal følgeligt CE-mærkes.

I de efterfølgende afsnit, kan du finde informationer om de fleste af de produktgrupper der anvendes til gulvlægning. Du kan under produktgruppen finde mere detaljeret information om hvad CE-mærkningen betyder for denne gruppe af vare.

 

3.8.0.2  Miljømærkning og miljøstyring

01.05.2009 | Tilbage til top | Print Afsnit

Miljøcertificeringer indenfor byggebranchen findes på mange niveauer. I toppen af hierarkiet finder vi certificeringsmodeller der omfatter bygningsværker meget generelt. Disse modeller arbejder på et niveau, hvor det er hele bygningen eller ved endnu større projekter hele bydelen der vurderes. Modellerne er omfattende og forsøger ofte via pointsystemer, at balancerer / afveje forskellige miljøpåvirkninger mod hinanden. Disse modeller tilskynder til miljø tænkes ind i designet af projektet og anviser via målesystemer forskellige veje til at op nå et godt miljø.


Et eksempel er den amerikanske Leed standart. Standarten benytter med et pointsystem, en slags miljø KIP'er (Key Performance Indicators) og søger via pointsystemet vurdere byggeriet miljømæssigt.


Indenfor hvert måleområde anviser standarten en veje / principper, som hver i sær eller tilsammen er med til at dreje byggeriet i den rigtige retning, miljømæssigt.
Leed definerer bl.a. et krav om at miljøpåvirkningen fra de anvendte bygningsmaterialer skal nedbringes - målt over hele bygværkets levetid (vugge til grav princippet).


For at vurdere opfyldelsen af dette krav måles på den mængde af bygningsaffald projektet genererer. Standarten tilskynder til, at dette skal gøres allerede på design stadiet.

Anvender byggeriet en stor mængde af genbrugsmaterialer får man point for det. Er brugen af genbrugsmaterialer af en eller anden grund ikke muligt, kan man også få point indenfor dette område, hvis man i stedet anvender "genbrugs møbler" eller ved at sikre, at bygningen kan ændres uden at der genereres affald. Dette kan f.eks. gøres, ved at anvende demonterbare og genanvendelige (flytbare) vægge, gulve og/ eller lofter. Et tredje alternativ er, at anvende materialer kan returneres til producenten for genanvendelse på andre projekter.

På tilsvarende måde er der defineret målepunkter der fokuserer på at nedbringe bygningsværkernes ressourceforbrug i opførelses- og i driftsfasen (energi, vand m.v.), og andre målepunkter der søger at forbedre indeklimaet uden at øge miljøpåvirkningen.

I Europa anvendes oftere den tyske DGNB-norm (i Danmark bedre kendt som GBC, Green Building Council) eller den engelske BEEAM. Standarterne er forskellige, men de har dog en række fællestræk. De opererer alle med en "vugge til grav betragtning", de forsøger alle via pointsystemer at kvantificerer bygningsværkernes miljøpåvirkninger og de kan alle bruges til at opstille miljømæssige krav til bygningsværker.


I den anden ende af skalaen finder vi certificerings ordninger, der henvender sig til den "almindelige" forbruger, der ønsker at agerer miljømæssigt korrekt. EU's miljøblomst og Svanemærket er gode eksempler på denne type af ordninger. Denne type af miljøcertifikater fokuserer på det enkelte produkt (ikke på hele bygværket som Leed, GBC olign) og opstiller typisk en række specifikke krav (grænseværdier) til produktet.


Herefter kan leverandører af de produkter ordningen omfatter, få deres produkter testet op imod ordningens krav. Overholder produkterne kravene tildele de typisk et mærkat, der kan anvendes markedsføringsmæssigt. Som forbruger kan man således let vurdere, om et produkt er et "miljømæssigt korrekt" valg.


Denne type at ordninger har (desværre) også nogle ulemper. Da ordningerne er frivillige, skal man være opmærksom på at nogle leverandører, kan tænkes at spekulerer i, hvilke ordninger de tilslutter sig (det kunne være de ordninger, hvor netop deres produkt perfomer godt). Denne type ordninger er meget sort-hvide. Enten opfylder et produkt de opstillede krav eller også gør det ikke, og de fordre, at forbrugeren har sat sig ind i, hvilke områder/parametre ordningerne inkluder.
Sammenligning mellem to konkurrerende produkter kan være vanskelig. Er to produkter ikke deklareret efter de samme standart er den umulig og måling af to produkter mod hver andre er ikke mulig (ingen graduering).


I mellem disse to modpoler finder der en lang række ordninger der i større eller mindre omfang forsøger at kvantificerer forskellige produkters miljøpåvirkninger.
På det danske gulvmarked har ordningen "Dansk indeklima Mærkning" vundet indpas. Ordningen fokuserer på nye byggematerialers afgasning og partikelafgivelse (lofter). Ordningen tildeler produkterne et mærke (billede af en hvidtjørn). Mærket tildeles, hvis produkterne ligger under en række grænseværdier, fokus er primært på de kemiske stoffer. Ordningen opererer herud over med en tidsværdi, et mål for hvor længe der går før produktets ligger under de opstillede grænseværdier (måls typisk i døgn).


Denne typer af certificeringsordninger er typisk nationale, dette giver naturligt nogle fordele i forhold til forbrugerenes mulighed for at præge ordningerne. Fra leverandørernes synsvinkel er nationale ordninger en uønsket begrænsning. Mange leverandører vurderer skarpt omkostningerne til certificering mod det mersalg de tror på (håber på) certificeringen vil give. Det er almindeligt at en leverandører vælger at deklarerer sine produkter efter en eller flere nationale ordninger for herefter at markedsfører produkter internationalt med reference til disse ordninger. På det danske gulvmarked findes der f.eks. en langrække produkter der sælges og markedsføres med "Blaue Engel", et tysk miljøcertifikat.


Miljøet får en større og større betydning for valg af produkter, valg af samarbejdspartner og leverandør. Der er igennem de seneste år tilvejebragt en række mærkningsordninger inden for miljøområdet. Samtidig har der været arbejdet med udvikling af miljøstyring for fremstillingsprocessen samt for det efterfølgende entreprisearbejde.

 

miljøcertificering oversigt

Denne problemstilling samt det faktum, at miljø på mange måder ikke respekterer nationale grænser, har ledt til, at man internationalt har udarbejdet fælles standarter for miljødeklarering.


ISO 14025 er en international standart der beskriver, hvorledes en producent skal vurderer og deklarer sine produkter miljømæssigt. Resultatet fra en deklarering efter ISO 14025 er en såkaldt EPD-rapport (Environmental Product Declaration). Ordningen er som tilsvarende ordninger frivillig. ISO 14025 tager som Leed, GBC og andre udgangspunkt i vugge til grav princippet, men hvor Leed og GBC er målrettet mod et bygværk, er ISO 14025 produktorienteret, men ikke produktspecifik. Hjørnestenene i ISO 14025 er:

  • En entydig definition af de produkter der deklareres i form af såkaldte PCR (Product Category Rules)
  • En LivsCyklus Analyse (på engelsk Live Cycle Assessment), der har til formål at afdække alle relevante miljøforhold for produktet i hele dets livscyklus. Analysen tager udgangs punkt i ISO 14040-serien.
  • Indsamling af relevante data (LCI) med udgangspunkt i LCA
  • Fortolkning af data
  •  Verifikation af data hos en uafhængig tredjepart.

EDP'er er (sammenlignet med andre miljø deklarationer) særdeles detaljerede og muliggør kvantitativ sammenligning af konkurrende produkter og meget tyder på, at denne type af miljødeklaration vil dominerer på den lange bane.

EPD'erne har også et link til CE-mærkningerne af byggevarer. I marts 2011 besluttede EU at alle byggevare der bringes på markedet i EU skal CE mærket, såfremt der udarbejdet en harmoniseret standart for varen. Denne beslutning blev indført via en forordning, der betyder at den indføres i alle EU's medlemslande.
Før marts 2011 var CE-mærkningen af byggevare baseret på et EU-direktiv som en del, men ikke alle lande, havde indført via national lovgivning. Ved overgangen fra "direktiv" til "forordning" indførte EU også et såkaldt "bæredygtighedskriterium". Dette betyder at alle vares "bæredygtighed" på sigt skal vurderes og deklareres.

Bæredygtighedsdeklarationen forventes at tage udgangspunkt i ISO14025, der vil ligge til grund for produktspecifikke EPD'er. Du kan læse mere om dette område på Energistyrelsens hjemmeside (klik her) og på Dansk byggeris hjemmeside (klik her)
Herudover forventes EPD'erne også, at give god mening i forhold miljøvurdering af totale bygningsværker og de mere simple miljømærker. I det mange at de informationer man her efterlyser, kan findes i EPD'er.

CE-mærkning og miljømærkning

I det efterfølgende gives først en kort præsentation af de væsentligste mærkningsordninger, og derefter en beskrivelse af grundprincipperne i og standardiseringen af miljøstyring. For en uddybning af de omtalte ordninger henvises til de sekretariater, der står bag mærkningsordningerne, og som forestår mærkning, information og udvikling. Der er for den enkelte mærkningsordning oplyst telefon, fax, e-mail og web-adresse.

Miljømærkning af materialer til gulve

Der findes en række forskellige miljømærkningsordninger for gulvbelægninger og produkter, der anvendes i forbindelse med lægning af gulve, fx lime, spartelmasser, gulvlak, gulvolier mv. De væsentlig-ste af disse mærkningsordninger præsenteres i det efterfølgende gennem en omtale af målsætning, mærkningsordningens omfang samt hvordan mærk-ningen organiseres og foretages.

Dansk Indeklima Mærkning

Dansk Indeklima Mærkning (DIM) er en frivillig mærkningsordning for producenter af byggevarer, møbler og inventar.

dk_lil.jpg

Formålet med Indeklimamærket er at forbedre indeklimaet i bygninger ved:

  • at dokumentere produkters påvirkning af indeklimaet
  • at bidrage til udvikling af indeklimavenlige produkter
  • at undersøge valg af indeklimavenlige produkter
  • at bidrage til et generelt bedre indeklima.

DIM udarbejder prøvnings- og mærkningskriterier gennem prøvningsmetoder og produktstandarder for produkter og materialer, der anvendes indendørs, således også gulvbelægninger og materialer til gulvbranchen.

Mærkning
Gulve og vedligeholdelsesprodukter til gulve, der mærkes af DIM, er testet for afgasning, ligesom der findes en indeklimarelevant vejledning for transport, opbevaring, lægning og vedligeholdelse. Med mærkningen følger en tidsværdi, som angiver, hvor lang tid det må forventes, at materialet afgiver lugt eller irriterer slimhinderne.

Kriterier for de enkelte materialers indeklimamærkning udarbejdes i samarbejde med virksomhedsrepræsentanter og måletekniske eksperter og skal godkendes af DIMs driftudvalg.

Kontakt
Sekretariatet for Dansk Indeklima Mærkning er placeret på Teknologisk Institut, tlf. 72 20 20 00.

Yderligere oplysninger fås via: www.teknologisk.dk/dim Email: DIM@teknologisk.dk

 

EU's miljøblomst - det europæiske miljømærke
Det europæiske miljømærke, EU's miljøblomst er en frivillig mærkningsordning af varer og tjenesteydelser, der bygger på Rådsforordning 888/92/EØF. I Danmark er mærkningsordningen reguleret af Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 35 af 19/1-1998 om det europæiske og nordiske miljømærke.

Der er endnu ingen produkter inden for gulvbranchen, som er mærket med EU's miljøblomst.

Målsætning:
Målsætningen med det europæiske miljømærke er at fremme udvikling, produktion og markedsføring af produkter, som reducerer påvirkningen af miljøet i hele produktets livsforløb. Målet er ligeledes at vejlede forbrugere og indkøbere, som ønsker at handle miljøbevidst samt at udvikle afsætning og anvendelse af produkter, der er mindre miljøbelastende.

Omfang:
Det europæiske miljømærke tildeles produkter, som opfylder de krav, der opstilles for hver enkelt produktgruppe. Udarbejdelse af specifikke miljøkriterier for hver produktgruppe fastlægges af Kommissionen og en række udvalg under Kommissionen. Kriterierne skal være klare, objektive og overholde EU's krav vedrørende sundhed, sikkerhed og miljø.

Mærkning:
På baggrund af udarbejdede produktkriterier kan producenter og importører ansøge om at få tilladelse til at benytte EU's miljøblomst. Mærkningskriterierne kan f.eks. omfatte krav til råvarer, udslip til luft og vand, energiforbrug, produktion af affald ved produktion samt anvendelse af miljøfarlige kemikalier ved produktionen. Mærkningen bygger på en "vugge til grav" vurdering. Kriteriernes gyldighedsperiode er normalt 3 år.

11845109.jpg

Yderligere oplysninger:
I Danmark administreres det europæiske miljømærke af et miljømærkenævn nedsat af Miljø- og Energiministeriet. Den daglige administration forestås af : Miljømærkesekretariatet, Tlf. 39 69 35 36, e-mail: info@ecolabel.dk, homepage: www.sis.se/miljo.

Svanemærket - det nordiske miljømærke
Svanemærket er en frivillig mærkningsordning etableret af Nordisk Ministerråd i 1989. Danmark har tiltrådt anvendelsen af svanemærket gennem Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 35 af 19/1-1998 om det europæiske og nordiske miljømærke.

Målsætning:
Målet med svanemærket er at vejlede forbrugere således, at de kan vælge de mindst miljøbelastende produkter. Målsætningen er ligeledes at stimulere til produktudvikling, der tager hensyn til miljøet.

Omfang:
På baggrund af kriterier for produktgrupper, fastlagt i særskilte dokumenter, kan producenter og importører søge om lov til at benytte svanemærket. Kriterierne for de enkelte produktgrupper er fastlagt på baggrund af en gennemgang af de enkelte produkters livscyklus.

Mærkning:
Produkter, der lever op til kravene i kriteriedokumenter, kan efter ansøgning tildeles svanemærket. Der udarbejdes særskilte kriterier for hver enkelt produktgruppe, f.eks. findes der inden for gulve et kriteriedokument for mærkning af gulv og filmdannende gulvplejemidler. Kriteriedokumenterne for gulve indeholder bl.a. krav til de stoffer, der indgår i produktet, produktionsprocessen, både af råvarer og færdigvarer, krav til slidstyrke, krav om, at der ikke må indgå tungmetaller i produktet, samt krav til en række særligt udpegede stoffer. Der stilles ligeledes krav til emissionen fra det færdige produkt.

11845110.jpg

 

Yderligere oplysninger:
I Danmark administreres svanemærket af et miljømærkenævn nedsat af Miljø- og Energiministeriet. Den daglige administration forestås af : Miljømærkesekretariatet, Tlf. 39 69 35 36, e-mail: info@ecolabel.dk, homepage: www.sis.se/miljo.

Miljøstyring

Miljøstyring er en systematisk og planlagt indsats med det formål at minimere ressourceforbruget og miljøbelastningerne. Miljøstyring er en fremadrettet og forebyggende styring af miljøpåvirkninger, som kan indføres på forskellige niveauer. Det højeste niveau for miljøstyring består i at arbejde efter standarderne ISO 14001 og BS7750 eller EU forordningen, EMAS (Environmental Management and Audit Scheme).

Miljøstyring anvendes inden for produktion af produkter (gulvbelægninger og materialer til gulvbranchen), men vinder også udbredelse i entrepriseledet, hvor miljøstyring indarbejdes i forhold til f.eks. affaldshåndtering, ressourceforbrug o.l.

I det efterfølgende er en kort omtale af de forskellige niveauer inden for miljøstyring

EMAS
EMAS (Environmental Management and Audit Scheme) er en frivillig EU-forordning, som trådte i kraft i juni 1993. På dansk findes forordningen i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 644 af 7. juli 1994.

For at deltage i EMAS skal virksomheden indføre miljøstyring. Virksomhedens miljøstyring og miljøforhold skal vurderes af uafhængig ekspert (auditor), og virksomheden skal stille information om miljøforholdene til rådighed for offentligheden. Virksomheden forpligtes ligeledes til stadig miljøforbedring. Virksomheder, der deltager i EMAS, forpligtes til årligt at udarbejde en forenklet miljøredegørelse samt mindst hvert tredje år indsende en verificeret miljøredegørelse til Miljøstyrelsen.

EMAS vurderes i dag som den miljømæssigt mest ambitiøse måde at foretage miljøstyring.

Yderligere oplysninger:
Yderligere oplysninger om miljøstyring kan fås hos:

Miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 København K, Tlf. 32 66 01 00 eller

Erhvervsfremmestyrelsen, Langelinie Allé 17, 2100 København Ø, Tlf. 35 46 60 00.

ISO 14001
ISO 14001 er en internationalt gældende standard udarbejdet af den Internationale Standardiserings Organisation (ISO) i lighed med ISO 9000-serien. Standarden trådte i kraft september 1996.

Standarden beskriver krav til opbygning, gennemførelse og vedligeholdelse af et miljøledelsessystem. Den samlede hensigt med standarden er at fremme miljøbeskyttelse og forebyggelse af forurening afbalanceret med samfundsøkonomiske behov.

Virksomheder kan lade sig certificere efter ISO 14001 af uafhængig trejdepart.

BS7750
BS7750 er en engelsk standard, som er oversat til dansk og benævnt DS INF/75. Standarden vil formentlig udgå og blive erstattet af ISO 14001.

3.8.0.3  Brandklasseficering

19.07.2017| Tilbage til top | Print Afsnit
         CflS1                      

Efl

Gulvbelægninger skal ligesom alle andre byggevare klassificeres for deres reaktion på brand. I 2002 blev reglerne for brandklassificering ændret i det de nye fælles europæiske brandklasser blev indført i Danmark.

Brandkravene har til formål, at begrænse gulvbelægnings:
• Brandudbredelse
• Bidrag til branden(energi bidrag ved branden)
• Røggas afgivelse

Klassifikationen sker på baggrund af to fælleseuropæiske normer
• DS/EN 13501 - Brandklassifikation af byggevare og bygningsdele
• ISO 9239-1 - Prøvning af gulvbelægningers brandreaktion

Klassifikation forudsætter, at der forinden er udført prøvning efter de nye europæiske prøvningsmetoder. Europæisk klassifikation kan altså ikke opnås på baggrund af prøvning og klassifikation efter det hidtidige system.

Byggevare generelt tildeles klasserne fra A1 - F, hvor klasse A1 tildeles varer der i brandmæssighenseende er de bedste (ikke brændbare) og klasse F tildeles vare der er ikke har nogle dokumenterede brandmæssige egenskaber (den ringeste klasse). Hvis en byggevare er et gulvprodukt, markeres dette med et suffiks "fl" (floor ), mens tagmaterialer markeres med et suffiks "roof". Nedenstående en mere detaljeret beskrivelse af klasserne.

Byggevare generelt Gulv-belægninger Beskrivelse
A1 A1fl byggevarer, som ikke medvirker til brand, kan ikke kombineres med tillægsklasser
A2 A2fl byggevarer, hvis medvirken til brand er yderst begrænset, skal kombineres med tillægsklasse for røg (s) og brændende dråber (d)
B Bfl byggevarer, hvis medvirken til brand er meget begrænset, skal kombineres med tillægsklasse for røg (s) og brændende dråber (d)
C Cfl byggevarer, som i begrænset udstrækning medvirker til brand, skal kombineres med tillægsklasse for røg (s) og brændende dråber (d)
D Dfl byggevarer, hvis medvirken til brand kan accepteres, skal kombineres med tillægsklasse for røg (s) og brændende dråber (d)
E Efl byggevarer, som i relativt stor udstrækning medvirker til brand, kan enten stå alene eller kombineres med tillægsklasse d2 for brændende dråber
F Ffl betyder, at det ikke er dokumenteret, at produktet lever op til noget klassifikationskrav og kan derfor ikke kombineres med tillægsklasser.

 

Ved brand udvikler mange materialer røg og brændende dråber og foruden den primære brandklasse tildeles byggevaren tillægsklasser for røg og brændende dråber er, i ht. nedenstående:

s1 meget begrænset mængde af røgudvikling
s2 begrænset mængde af røgudvikling
s3 intet krav til mængde af røgudvikling
d0 ingen brændende dråber eller partikler
d1 brændende dråber eller partikler i begrænset mængde
d2 intet krav til mængde af brændende dråber eller partikler.


Eksempler på klassebetegnelse for byggevarer og bygningsdele (eksklusive
gulvbelægninger og tagdækninger) er:

A2-s1,d0 , B-s1,d0, D-s2,d2.

For gulvbelægninger gælder at klasserne A1fl, Efl og Ffl kombineres ikke med tillægsklasse, hvor imod klasserne A2fl, Bfl, Cfl, Dfl altid kombineres med en tillægsklasse for røg (s), som er:

s1 begrænset mængde af røgudvikling
s2 intet krav til mængde af røgudvikling.

Eksempler på klassebetegnelse for gulvbelægninger er:

A2fl-s1, Dfl-s1.

Efter det hidtidige danske system klassificeres gulvbelægninger i klasserne:
• Ubrændbar gulvbelægning
• Klasse G gulvbelægning
• Gulvbelægning som ikke kan klassificeres.

Sammenhængen mellem de nye og de gamle brandklasser kan du finde her.

Flugtveje
Der gælder særlige krav til gulvbelægninger i flugtveje i det flugtveje skal udføres af brandmæssigt egnede materiale, hvilket omfatter gulvbelægning i klasse Dfl-s1 (klasse G gulvbelægning) eller derover. Flugtvejsreglerne gælder for såvel gange som ramper og trapper.

Vægbeklædninger
Gulvbelægninger, monteres fra tid til anden på vægge. Du skal i denne forbindelse være opmærksom på, at der er forskellige regler for brandklassificering af gulvbelægninger og brandklassificering af vægbeklædninger.

Henvisninger:
Ønsker du at vide mere om brandsikring og gulvbelægninger / vægbeklædninger, henvises til eksempelsamling om brandsikring af byggeri som du kan finde her.

I eksempelsamlingens kapitel 3 kan du finde flere informationer om klassificering af byggevare, mens du i kapitel 5 kan du finde flere informationer om indvendige overflader på loft og gulv

 

 



Relaterede link

Egenskaber for Mærkning