Montering af vinyl i vådrum

I dette afsnit gennemgås krav og forudsætninger for veludført vinylarbejder i vådrum

4.4.0.1  Krav til entreprenøren

06.05.2019| Tilbage til top | Print Afsnit

Arbejde med vinyl og/eller PVC-frie beklædninger bør udføres under skærpet kontrol af udførelse og af håndværkere med svejsecertifikat. Certifikatet dokumenterer, at de har gennemgået et kursus og bestået en prøve i udførelse af vådrum med vinyl, herunder udførelse af undergulv med fald og trådsvejsning af vinylbeklædninger.

Bygherren bør forlange dokumentation for, at arbejdet er kontrolleret ved udførelse og aflevering, herunder at der er udført slutkontrol af alle udfaldskrav, især vandtæthed af svejsefuger.

Entreprenøren bør være tilsluttet en anerkendt, ekstern kontrolordning, som jævnligt udtager stikprøver af udført arbejde, fx Gulvbranchens Vådrumskontrol (GVK). Bygherren bør forlange kopi af entreprenørens anmeldelse til kontrolordningen. Anmeldelsen dokumenterer, at der er udført stikprøvekontrol, herunder prøvning af svejsefugers tæthed.

Materialer til vådrum leveret eller udført af firmaer, der er tilsluttet Gulvbranchens Vådrumskontrol (GVK), kan påregnes at opfylde kvalitetskravene anført i tabel 10.
For entreprenørfirmaer, der er tilsluttet GVK-ordningen, kan det påregnes, at arbejdet udføres af gulvlæggere med svejsecertifikat. Arbejdet indgår endvidere i en ekstern kvalitetsstyringsordning, som indebærer, at der jævnligt udtages stikprøver af udført arbejde.

Oplysninger om Gulvbranchens bestemmelser for levering, udførelse og ekstern kontrol af materialer i vådrum fås på www.gulvbranchen.dk.

4.4.0.2  Krav til arbejdsstedet

06.05.2019| Tilbage til top | Print Afsnit

Af hensyn til arbejdets korrekte udførelse og for at sikre et godt resultat skal følgende krav til arbejdsstedet være opfyldt:

  • Gulv- og vægbelægningsarbejdet skal ske i lukket og opvarmet bygning
  • Temperaturen i rummet skal under og efter limning ligge mellem 17 og 25° C
  • Luftfugtigheden i rummet skal under og efter limning ligge mellem 35 og 75 % RF
  • Restbyggefugten i støbte undergulve må højst være 85 % RF
  • Træbaseret undergulve må højst have et fugtindhold på 13 % træfugt (målt i vægtprocent)
  • Undergulve skal have samme planhed, som der kræves af de færdige overflader
  • Der må ikke være kraftig træk eller stærkt solindfald under arbejdets udførelse

Forhold i forbindelse med montering og brug
Inden belægningsarbejdet påbegyndes, skal undergulvet klargøres. Herunder skal det kontrolleres, om udfaldskravene til undergulvet er opfyldt iht. lim- og gulvbelægningsleverandørens anvisninger.

Ved sugende undergulve anvendes vådlimning. Ved ikke-sugende undergulve anvendes "sen vådlimning" eller "hæftlimning".

Til hulkehler og detaljer som udadgående hjørner, dørtrin, opkanter og flanger på gulvafløb kan der anvendes vandbaseret kontaktlim eller strimler af egnet folie med dobbeltsidet limlag - "tørlimning".

Montering af gulvbelægninger og vægbeklædninger skal ske inden for en vis tid efter, at limen er påført for at sikre korrekt vedhæftning. Monteringstiden afhænger af de materialer, der skal klæbes sammen og af fugt- og temperaturforholdene i rummet. Eventuelle limrester fjernes umiddelbart efter arbejdets færdiggørelse.

Korrekt friskæring i banesamlinger er vigtig, da limfugen i første del af limens hærdefase ikke vil kunne fastholde gulv- og/eller vægbeklædningen til underlaget, hvis der sker sammenpresning i samlingen. Leverandørens anvisninger om udførelse af fri- og sammenskæringer skal følges.

Ved anvendelse af vinyl eller PVC-frie banevare skal følgende krav være opfyldt:

  • Materialet skal fuldklæbes til gulv og/eller vægge
  • Alle samlinger i materialet skal trådsvejses
  • Der skal være så få samlinger og rørgennemføringer i materialet som muligt
  • Der må ikke være samlinger over pladesamlinger på gulv og vægge
  • Samlinger bør undgås i brusenicher
  • Der må ikke være samlinger nærmere ved gulvafløb end 200 mm
  • Opskæring for samlinger ved lodrette hjørner skal udføres som 45° skråsnit
  • Hulkehler skal udføres i 90° (af hensyn til vakuumtest i hjørner)
  • Rørgennemføringer skal udføres vandtætte - om muligt med bøsninger, koblingsdåser etc. se også figur 27

Gulvbelægninger i vinyl eller PVC-frie banevare skal føres ubrudt mindst 100 mm op ad vægge i hulkehl og overlappes eller svejses sammen med vægbeklædningen. Se afsnittet "Eksempler på udførselsdetaljer" for yderligere info. 

Svejsning
Vinyl og PVC-frie banevare på gulve og vægge i vådrum skal svejses i banesamlingerne. Svejsning må ikke foretages, før limen er tilstrækkelig afhærdet, hvilket normalt tager op til et døgn.

Til svejsning af banesamlinger anvendes svejsetråd, der passer til den valgte gulv- og/eller vægbeklædning. Svejsninger skal udføres med korrekt værktøj herunder trådsætter til svejsning i hjørner. Svejsetemperaturen skal afpasses efter banevarens type og svejsetråd iht. leverandørens anvisninger.

Figur17ny

Figur 24. Udfræsning for svejsetråd i 2 mm banesamling.

Traadset

Figur 25. Trådsætter til svejsning i hjørner. Efter svejsningen skal tråden afskæres i niveau med banernes overflade, så vand og snavs ikke samler sig i og omkring svejsefugen. Svejsefuger skal fremstå glatte og ensartede.

4.4.0.3  Tæthedskontrol af svejsninger

06.05.2019| Tilbage til top | Print Afsnit

Utætte svejsninger er en af de alvorligste og hyppigst forekommende fejl i forbindelse med vådrum udført i vinyl og/eller PVC-frie beklædninger og tæthedskontrol af svejsningerne bør derfor altid udføres som en naturlig del af egenkontrollen efter endt svejsearbejde.

Vaccum kontrol af svejsning

Figur 26 . Tæthedskontrol (vakuumtest) af langsgående svejsesamling mellem gulv og væg

4.4.0.4  Eksempler på udførelsesdetaljer

06.05.2019| Tilbage til top | Print Afsnit

Svejsefuger skal, ved såvel ind-som udadgående hjørner, udføres med skråsnit i den opbøjede belægning. Ved rørgennemføringer forkrøbles fugen, så trådsvejsning af fugen ikke hindres af rørgennemføringen.

Figur19ny

Figur 27: Hjørnesvejsninger og svejsning ved rørgennemføring i elastiske gulvbelægninger.

Afstanden mellem rør og væg skal være mindst 30 mm og gennemføringen skal udføres med en vandtæt bøsning, der er beregnet til vinyler.
Ved renoveringsarbejde kan der være situationer, hvor eksisterende rør må bibeholdes. I sådanne tilfælde skal skal afstanden mellem rør og væg være mindst 60 mm, for faldstammer dog mindst 100 mm. Røret inddækkes med en 60 mm høj manchet til banevare, som trådsvejses.

Overgangen mellem gulv og væg
Overgangen mellem gulv og væg skal være vandtæt.

For vinyler betyder dette, at gulvbelægningen skal føres ubrudt op ad vægge i en hulkehl på mindst 100 mm.
Er vægbeklædningen også udført i vinyl, kan overgangen udføres med en svejsning eller med overlap. 

  • Udføres overgangen med svejste samlinger, skal hulkehlen min. være 60 mm. Se figur 28.
  • Udføres overgangen med overlapssamlinger, skal overlappet mindst være 30 mm. Se figur 29.

pvc gulv-væg og bjælkelag

Figur 28: Eksempel hvor overgangen er svejst. Gulvbelægningen er i det viste eksempel ført 60 mm op ad væggene (svarende til minimumskravet) og er samlet med beklædningen på væggene ved trådsvejsning.
Gulv  LGr-MGr-HR , Væg i vådzone LG-MR-HR, Væg i fugtig zone LG-MR-HR

Figur 14

Figur 29: Vandtæthed af vægge og gulv er sikret ved hjælp af en vandtæt beklædning.
Bassinvirkningen er sikret ved at føre den vandtætte belægning på gulvet ubrudt mindst 100 mm op ad væggene og fastgøre den til væggene i sin fulde udstrækning. Vandtætheden sikres ved at lave en overlapssamling, hvor vinylen føres ud over den opbøjede gulvbelægning med et overlap på mindst 30 mm, så der opnås en sokkelhøjde på 70 mm.

Tilslutning af vinyl til gulvafløb
Bygningsreglementet kræver entydigt at "Gulve og gulvbelægninger, herunder samlinger, tilslutninger, rørgennemføringer og lignende, skal være vandtætte".
For at sikre, at dette krav opfyldes må der i vådrum, hvor gulvbelægningen er vinyl, kun anvendes afløb der er godkendt iht. DS/EN 1253-1/2 eller ved fx en MK-godkendelse eller lign. 

Efterfølgende nogle eksempler på tilslutningen af vinyl til gulvafløb på undergulv af træplade. Gulvafløb skal være med flanger, der nedfræses i plan med undergulvet og fastskruet til undergulvet. Gulvbelægningen føres ved opvarmning ned i gulvafløbet og forbindes vandtæt til dette ved klæbning til flangen og fastspænding med klemring i afløbet. Radius af klemringen bestemmes af gulvbelægningens tykkelse.

Fig13

Figur 30A. Gulvafløb for gulv med vinyl. Undergulvet er udført af 16 mm spånplade på kileskårne lægter udlagt på underlag af krydsfiner på ældre træbjælkelag.

Figur 30B. Gulvafløb for gulv med vinyl. Undergulvet er udført af 19 mm krydsfiner på strøer med fald mod gulvafløb på nyt træbjælkelag .
Gulv LG-MR-HR

Tilslutning af toilet
Figur22ny

Figur 31. Eksempel på klosettilslutning i vådrum med vinyl. Faldstammen er afsluttet i niveau med undergulvets overside. Vinylen er bukket 20 mm ned i faldstammen og fastholdes af klosettilslutningen, som i det viste eksempel er af typen "Multikvik".
Gulv LG-MR-HR

Afslutninger ved døre
I figur 32A - 32C ses eksempler på afslutning ved bundstykke i dør mod tilstødende rum.
Figur23Any
Figur 32A Dørkarm med bundstykke. Dørkarmen er hævet og vinylen ført mindst 20 mm op ad en planke under bundstykket.
Gulv LG-MR-HR

Figur23Bny

Figur 32B Dørkarm med bundstykke. Vinylen er ført mindst 20 mm op ad bundstykket og er beskyttet med et vinkelprofil af rustfrit stål eller messing.
Gulv LG-MR-HR

Figur23Cny

Figur 32C Dørkarm uden bundstykke eller med bundstykke uden anslag forsænket i plan med gulv i tilstødende rum. Gulvet i vådrummet er med vinyl på afretning på beton, og gulv i tilstødende rum er trægulv på strøer. Vådrumsgulvet er af hensyn til kørestolsbrugere hævet ved dør og tilsluttet gulv i tilstødende rum (eller forsænket bundstykke) med dækskinne. Den lodrette afstand mellem gulvflade ved dør og overside gulvafløb skal være mindst 30 mm.
Gulv LG-MR-HR

Afgrænsning af bruseområdet
I figur 33A -33C ses eksempler på udførsels detaljer ved forsænkede brusenicher.

Figur24Any

Figur 33A Gulvet i brusenichen er forsænket 50 mm i forhold til rummets øvrige gulv. I brusenichen skal vinylen føres mindst 110 mm op ad væggen.
Gulv LG-MR-HR

Figur24Bny

Figur 33B Ved forsænkninger i vandbelastede områder skal der udvises særlig stor omhu med svejsearbejdets udførelse. Sammenskæring mellem vinyl i bruseniche og vinyl på den øvrige gulvflade skal holdes mindst 100 mm væk fra brusenichen. Figuren viser sammenskæringsteknik i og uden for det indvendige hjørne i en 50 mm dyb forsænkning.
Gulv LG-MR-HR

Figur24Cny

Figur 33C Gulvet i brusenichen er forsænket 10 mm i forhold til rummets øvrige gulv. Overgangen mellem gulvfladerne er udført med en hældning på 30°, som gør det muligt at lade vinylen fortsætte ubrudt ned i niveauspringet. Gulvet er opbygget af 19 mm konstruktionskrydsfiner på veksler mellem eksisterende bjælker. I brusenichen er fald mod gulvafløb opbygget med fiberspartelmasse, og gulvafløbet er hævet 3 mm af hensyn til fiberspartelmassens mindstetykkelse. For nogle typer vinyl kan metoden nødvendiggøre et skråsnit i belægningens opbøjede del.
Gulv LG-MR-HR

Montering af vinyl på skråvægge

Skråvæg - vinyl montering

Figur 34: I rum med skråvægge opskæres og svejses vægbeklædningen efter de viste principper. Opskæring og svejsning følger de røde linjer. Svejsninger skal holdes væk fra hjørner.

Monternig af vinyl i vindusnicher

PVC i vindusnicher

Figur 35: Ønskes vinyl i vindusnicher monteres den efter et af de viste principper. Opskæring og svejsning følger de røde linjer. Valg af metode vil afhænge af opgavens karrekter og den valgte beklædning.