Såvel i forbindelse med renovering som i nybyggeri afslibes og
overfladebehandles trægulve i stadig større omfang. Det er vigtigt,
at dette arbejde bliver udført på en professionel måde.
I denne sektion omtales:
- Krav til overtagelse inden afslibning påbegyndes.
- Anvisning på metode til afslibning af forskellige trægulvstyper
og tilhørende udfaldskrav.
- Krav til overtagelse inden overfladebehandling påbegyndes.
- Anvisning på metoder til overfladebehandling af forskellige
trægulvstyper samt tilhørende udfaldskrav.
Rengøring af trægulve omtales ikke her. Der henvises istedet til
afsnittet Rengøring af trægulve
Trægulve har været brugt i den danske byggetradition i
århundreder. Baggrunden for den mangeårige anvendelse er, at
trægulve har et smukt udseende og stor slidstyrke og dermed lang
levetid. Desuden er trægulve behagelige at opholde sig på.
Der findes mange forskellige træarter, som i denne sektion er
opdelt i bløde træarter, især nåletræ, og hårde træarter, især
løvtræ og eksotiske træarter.
Såvel i forbindelse med renovering som i nybyggeri afslibes og
overfladebehandles trægulve i stadig større omfang. Det er vigtigt,
at dette arbejde bliver udført på en professionel måde.
For at dette kan opnås, bør det i udbudsfasen beskrives
nøjagtigt hvilke krav, der er til det færdige resultat, fx mht.
planhed, overfladebehandlingens styrke og hvilket omfang af synlige
knasthuller eller ar, der kan accepteres.
Der udbydes mange forskellige materialer til overfladebehandling
af trægulve. Ved valg af overfladebehandling er det vigtigt, at
såvel brugsbetingelser som udseende overvejes nøje.
Der skal udarbejdes rengørings- og vedligeholdelsesplaner med
henblik på at sikre gulvets udseende og slidstyrke, se nærmere
herom i sektionen om Rengøring.
Ved projektering af afslibning/overfladebehandling bør der
henvises til denne sektion på Gulvfaktas hjemmeside. Herved sikres
det, at de bydende giver pris og udfører arbejdet efter de samme
retningslinier og kvalitetsnormer.
Gulvbranchen har ved udarbejdelsen af anvisningerne i denne
sektion i vid udstrækning taget udgangspunkt i
leverandørmedlemmernes erfaringer og praksis.
Såfremt arbejdet foregår på andre etager end i stueplan, bør
mekanisk transport være til rådighed til transport af
gulvslibemaskinen.
Affaldscontainer forudsættes at være til rådighed.
Der forudsættes fri adgang til el - helst 380V/16 A - da
gulvslibemaskiner er meget effektkrævende.
I langt de fleste privathjem er der kun adgang til 230V/10 A. I
boliginstallationer af nyere dato (diaset og neoset sikringer) kan
der anvendes sikringer på 230V/13 A.
Det er nødvendigt, at al anden unødvendig belastning er slået
fra den gruppe, som skal trække gulvslibemaskinen.
Afslibning af trægulve støver. Der skal derfor tages stilling
til, om der skal ske afdækning ind til tilstødende lokaler og af
objekter, som befinder sig i det eller de lokaler, hvor afslibning
skal udføres.
Stueplanter og husdyr samt coated papir, fx
telefax- og fotokopipapir, kan tage skade, og bør derfor fjernes
inden overfladebehandling udføres.
Temperatur og fugtighed i luft og i træ
Inden arbejdet udføres, skal bygningen være lukket og tør, og der
skal være sat varme på bygningen.
Under hele udførelsen skal temperaturen være 17-25°C og
luftfugtigheden 35-65% RF. Træets fugtindhold bør ligge mellem 7 og
12%.
Under udførelse af overfladebehandling må der ikke forekomme
træk.
Kvalitetskrav
For at opnå en tilfredsstillende kvalitet af afslibningsarbejdet
og den efterfølgende overfladebehandling er det vigtigt, at det i
udbudsmaterialet beskrives nøjagtigt, hvad der ønskes udført og
hvilke udfaldskrav, der forventes af det færdige arbejde.
Generelle byggeplads- og temperaturforhold etc. er beskrevet
ovenover. I de efterfølgende afsnit er specifikke krav vedrørende
gulvenes overtagelse og forventede udfaldskrav beskrevet.
Endvidere er der i hver arbejdsbeskrivelse omkring
overfladebehandlinger opstillet specifikke udfaldskrav.
Overtagelseskrav
Ved overtagelsen skal følgende krav være opfyldt:
- Gulvet skal ligge fast og være stabilt, da der ellers kan komme
uhensigtsmæssige mærker/ridser efter afslibningen.
- Eventuelt større skader skal være repareret ved udlusning.
- Søm eller skruer skal være dykket/forsænket min. 2 mm. (Det er
nødvendigt at dykke/forsænke søm og skruer for at undgå at
slibepapiret/valsen ødelægges, samt for at imødegå risikoen for
afgivelse af gnister, som kan antænde slibestøvet i
støvposen).
- Gulvoverfladen skal være fri for fedt, mørtelklatter,
spartelmasse, lim, maling, silikone mv.
- Alle sandlister langs kantbegrænsninger (vægge) samt fejelister
ved døre bør fjernes, så der kan slibes helt ud til kanterne.
OBS! Slidlaget i ældre lamelbrædder kan løsne sig
ved afslibning og overfladebehandling. Årsagen kan være små
vibrationer og varmeudvikling fra slibemaskinen. Ved lakering kan
overfladespændinger i forbindelse med lakkens hærdning desuden føre
til limsvigt mellem slidlaget og det underliggende lag.
Afslibning og efterfølgende overfladebehandling af trægulve bør
udføres så sent i byggeprocessen som muligt for at undgå skader på
gulvet fra andre håndværkere. Sidste gang maling af træværk skal
dog vente til efter afslibning og evt. overfladebehandlinger af
gulvet er tilendebragt, idet der kan forekomme småskader på
tilstødende vægge og træværk.
Såfremt der er gulvvarme, skal temperaturen sænkes til en normal
rumtemperatur (20-21 °C). Gulvvarmeanlæggets temperatur må først
hæves igen 5 døgn efter at overfladebehandlingen er udført.
Temperaturen i gulvvarmesystemet må aldrig
overstige den af trægulvsleverandøren fastsatte
maksimumtemperatur.
Udfaldskrav - afslibning
Generelt skal gulvene, efter endt afslibning, overholde
følgende:
- Gulvfladen skal være plan og jævn, og der må ikke kunne mærkes
spring imellem de enkelte brædder/ stave. Overfladen skal være uden
synlig "vaskebræteffekt".
- Gulvfladen skal være afslebet til rent træ.
- Der må ikke være "slibestop" eller "overgange" mellem slibning
af fladen og langs kanter og i hjørner.
- Gulvet skal, vurderet i almindelig ståhøjde (1,6 m over
gulvet), fremstå glatslebet, og der må ikke forekomme synlige
ridser.
- Det anbefales, at knasthuller, større end 10 mm i diameter
og/eller mere end 5 mm dybe samt søm- og skruehuller udkittes med
egnet materiale.
Ved rent træ forstås, at overfladen efter afslibning er helt fri
for den gamle overfladebehandling. For lakerede gulve betyder det,
at der ikke må forekomme lakrester i træet.
Efter endt afslibning skal såvel gulvflader som tilstødende
vandrette flader (fodpaneler, vindueskarme og lignende) støvsuges
af hensyn til efterfølgende overfladebehandling.
Træ er et naturprodukt, som ændrer farve ved lyspåvirkning. Der
kan derfor forekomme farveforskelle efter endt slibning, hvis
gulvet har været udsat for forskellig lyspåvirkning.
Udfaldskrav - overfladebehandling
Generelt skal gulvene, efter endt overfladebehandling, overholde
følgende:
- Overfladen skal fremstå ensartet og glat og uden synlige
overgange.
- Der må ikke være luftblærer eller væsentlige urenheder i
overfladen.

Figur 1. Vaskebræteffekt kan genopstå i
trægulve som ikke er beskyttet mod fugtpåvirkning nedefra.
Mindre støvpartikler i overfladen kan forekomme, fordi et
støvfrit miljø ikke kan opnås. Små støvpartikler i overfladen
slides hurtigt bort ved rengøring og brug af gulvet.
Det anbefales at lave en slibe- og behandlingsprøve forud for
arbejdets opstart til fastlæggelse af kvaliteten. En sådan slibe-
og behandlingsprøve afregnes særskilt.
Maskiner
De oftest anvendte maskiner på markedet er bånd- og valseslibere
til de store flader. Endvidere findes der høvlemaskiner til
afretning af gamle gulve udført i bløde træarter.

Til kanter eller svært tilgængelige steder bruges henholdsvis
kant- og næbsliber. Til trapper bruges kantsliber i mindre model
eller excentersliber.

Endvidere bruges der rondel/polermaskine med slibenet og/eller
forskellige polérpads.

Fælles for alle maskiner er, at der bør være indbygget støvsuger
med stofpose.
Specielt for bånd- og valsesliberne er, at de altid skal være
nøjagtigt indstillet, så trykket mod gulvet er ens, dvs. at
valserne skal sidde fuldstændig lige.
Valserne skal holdes rene for at opnå det bedste resultat, dvs.
fri for støv og fastsiddende partikler, fx lakrester. Rensning af
valser bør foregå med trykluft. Valserne bør kontrolleres jævnligt,
og altid efter transport af maskinen.
Miljøkrav, herunder personlige
beskyttelsesforanstaltninger
Ved afslibning kan det ikke undgås, at der spreder sig fint støv i
luften. Desuden støjer slibemaskiner meget. Andre personer bør
derfor ikke arbejde eller opholde sig i de områder, hvor afslibning
finder sted.
Den der foretager afslibningen skal sikre sig selv med de
lovbefalede beskyttelsesforanstaltninger i form af åndedrætsværn
med tilhørende filtre og høreværn.
Det tilrådes at bruge en slibeolie med lav malkode.
Leverandørens brugsanvisning skal følges.
Emballagen til overfladebehandlingsprodukter, slibeolier m.m.,
skal være mærket efter gældende lovgivningskrav. Der skal være
brugsanvisninger samt sikkerhedsdatablade til rådighed på
arbejdsstedet.
Af miljøhensyn bør alle produktrester afleveres
til det lokale kemikaliedepot.
Brand- og sikkerhedskrav
Slibestøv er let antændeligt og brandfarligt, og slibestøvet skal
derfor fjernes omgående. Produkter til overfladebehandling er
ligeledes let antændelige, hvorfor brugte klude mv. skal overhældes
med vand og lægges i plastposer. Såfremt kludene skal genanvendes
på et senere tidspunkt, skal de opbevares i en
dertil indrettet beholder af metal med tætsluttende låg.
Der skal sørges for god udluftning, indtil overfladebehandlingen
er tør.
Afdækning mm.
Generelt bør afslebne gulve straks overfladebehandles, så
tilsmudsning undgås. Er dette ikke muligt, skal gulvet afdækkes med
egnet materiale afhængigt af hvilke aktiviteter/ færdsel, der
forventes.
For yderligere oplysninger om afdækning henvises til afsnittet
om tilbehør og specialmaterialer.
Hvis afdækning foretages efter overfladebehandlingen,
skal anvisningerne fra leverandøren af
overfladebehandlingen følges. Afdækning skal støvsuges, før den
fjernes.
Det anbefales, at finishbehandle olierede gulve inden
ibrugtagning.
Vær opmærksom på, at træ er et naturprodukt som ændre farve ved
lyspåvirkning. Der kan derfor også forekomme farveforskelle efter
afdækning, dersom gulvet ikke har været ensartet og fuldt
afdækket.
Afslibning af trægulve beskrives for følgende typer:
- Trægulve lagt som langstave
- Trægulve lagt i mønstre (sildeben, rudeparket, mosaikparket
o.l.)
- Korkgulve
Afslibning af gamle og nye gulve beskrives samlet.

Nye trægulve, der er overfladebehandlet fra fabrik, skal
behandles efter trægulvleverandørens anvisninger.
Nye ubehandlede trægulve skal slibes, så kvalitetskravene
overholdes.
Afslibning af trapper foregår efter samme retningslinier som for
gulve, dog benyttes der andre maskiner jf. afsnittet om
maskiner.
Modtagekontrol
Inden afslibning skal der foretages bestemmelse af henholdsvis
tykkelsen af gulvets resterende slidlag på lamelgulve og tykkelsen
af notens overlæbe på massive gulve.
På lamelgulve gøres det mest sikkert ved at udtage en boreprøve.
Lamelgulve med et slidlag på 2 mm og derunder kan ikke
afslibes.
Resttykkelsen på massive gulve kan som regel måles med et tyndt
metalblad i fer- og notsamlingen.
Trægulve nedlagt som langstave
Trægulve nedlagt som langstave kan være udført af:
- Lamelbrædder
- Parketbrædder
- Stavparket
- Gulvbrædder
Fremgangsmåden ved forberedelse er følgende:
- Der udføres modtagekontrol af gulvet.
- Gulvets stabilitet og slidlagets tykkelse undersøges.
- Søm og skruer dykkes.
- Det kan som ekstraarbejde aftales, at knasthuller og lignende
større end 10 mm i diameter og mere end 5 mm dybe samt søm- og
skruehuller udkittes med egnet materiale i samme træart.
Gulvets tilstand afgør hvilken form for slibning, der skal
udføres, herunder hvilket startpapir og eventuelle mellempapirer,
der skal anvendes. Hele gulvfladen finpudses på langs af
brædderne/stavene.
Efter endt afslibning skal såvel gulvfladen som tilstødende
vandrette flader (fodpaneler, vindueskarme o.l.) støvsuges.
Trægulve nedlagt i mønstre (sildeben, rudeparket,
mosaikparket o.l.)
Fremgangsmåden ved forberedelse er følgende:
- Der udføres modtagekontrol af gulvet.
- Gulvets stabilitet og slidlagets tykkelse undersøges.
- Søm og skruer dykkes.
- Det kan som ekstraarbejde aftales, at knasthuller og lignende
større end 10 mm i diameter og mere end 5 mm dybe samt søm- og
skruehuller udkittes med egnet materiale i samme træart.
Gulvets tilstand afgør hvilken form for slibning, der skal
udføres, herunder hvilket startpapir og eventuelle mellempapirer
der skal anvendes.
Trægulve nedlagt i mønstre slibes normalt først diagonalt og
derefter i rummets længderetning. Alternativt kan gulvet slibes i
den retning, hvorfra lyset kommer. Hele gulvfladen finpudses i den
retning, hvorfra lyset kommer.
Efter endt afslibning skal såvel gulvfladen som tilstødende
vandrette flader (fodpaneler, vindueskarme o.l.) støvsuges.
Korkgulve
Det undersøges, om korkgulvet kan slibes. Det anbefales at lave en
slibe- og behandlingsprøve forud for arbejdets opstart til
fastlæggelse af kvaliteten. En sådan slibe- og behandlingsprøve
afregnes særskilt. Herunder bestemmes også korkens tykkelse.
Vær opmærksom på, at korkfliser kan være med vinyloverflade. I
så fald kan gulvet ikke slibes og heller ikke
behandles efter retningslinierne i dette afsnit.
Korkgulvet slutslibes med net eller papir og efterbehandles med
elastisk overfladebehandlingsmiddel som hærdnende olie eller
elastisk lak.
Lakbehandling gentages mindst 3 gange.
Olie påføres, til gulvet er mættet.
Efter endt afslibning skal gulvet overholde følgende:
- Gulvfladen skal være plan og jævn, og der må ikke kunne mærkes
spring imellem de enkelte brædder/ stave/korkfliser. Overfladen
skal være uden synlig vaskebræteffekt.
- Gulvfladen skal være afslebet til rent træ/ren kork.
- Der må ikke være "slibestop" eller "overgange" mellem slibning
af fladen og slibning langs kanter og i hjørner.
- Gulvet skal, vurderet i almindelig ståhøjde (1,6 m over
gulvet), fremstå glatslebet, og der må ikke forekomme synlige
ridser.
Formålet med overfladebehandling
Formålet med overfladebehandling af trægulve er at beskytte træet
mod slitage, at forhindre/begrænse at smuds eller væskespild
trænger ned i træet og at give trægulvet det ønskede udseende.
Trægulve leveres ubehandlede eller overfladebehandlede fra
producenten, især afhængigt af typen.
Parketbrædder og lamelbrædder leveres normalt med
overfladebehandling, idet det ikke er nødvendigt at foretage
efterbehandling af overfladen, efter at gulvet er lagt.
Parketgulve lagt af enkeltstave, mosaikparket og klodsegulve
kræver derimod en afslibning efter lægningen, og overfladebehandles
derfor først, efter at gulvet er lagt.
Laminatgulve kan ikke overfladebehandles. Når laminaten er
gennemslidt, må gulvet skiftes.
Som overfladebehandling kan benyttes:
- Ludbehandling
- Sæbebehandling
- Oliering
- Voksbehandling
- Lakering
Overfladebehandlingen af trægulve skal fra tid til anden
gentages for at fjerne tilsmudsning, for at forny beskyttelsen og
for at bevare det ønskede udseende.
Ved valg af overfladebehandling bør der først og fremmest tages
hensyn til træarten og det ønskede udseende. Alle typer
overfladebehandling kan benyttes under flere forskellige
brugsforhold, men den nødvendige vedligeholdsindsats vil variere
afhængigt af type af overfladebehandling, brugsintensitet og
brugsart.
Det er derfor vigtigt fra starten at gøre sig klart med hvilke
intervaller, der kræves pleje og vedligehold, for at sikre et
tilfredsstillende udseende. Især kan der være en konflikt mellem
udseende og økonomi, hvis et gulv, der kræver meget vedligehold for
at bibeholde det ønskede udseende, anvendes hvor der er stor
brugsintensitet.
Rengøring og vedligehold af trægulve er nærmere sektionen Rengøring.
Gran og fyr egner sig til såvel lak-, lud-, voks-, sæbe- som
oliebehandling.
Olie og olie med voks vælges ofte til behandling af de mørke
træarter pga. den smukke glød, træet får. Desuden har olie den
fordel, at stærkt trafikerede områder kan udbedres partielt i
modsætning til fx lak, der som regel kræves en genlakering af hele
gulvet.
Vedligehold af olie- og voksbehandlede trægulve stiller krav til
viden hos den, der forestår den daglige rengøring og vedligehold af
gulvet. Det anbefales derfor, at der gives instruktion i
vedligehold, før den igangsættes. Der skal altid afleveres en
produktbeskrivelse samt en rengørings- og vedligeholdsvejledning
for de overfladebehandlingsprodukter, der anvendes.
Sikkerhedsdatablade for de overfladebehandlingsprodukter, der
anvendes til vedligehold af gulvet, kan rekvireres hos
leverandøren.
Ved valg af produkt og metode bør både trægulvleverandøren og
leverandøren af overfladebehandling tages med på råd, så den
optimale behandling i forhold til træart, brugsintensitet mv.
sikres.
Ved alle former for overfladebehandling kan der forekomme mindre
støvpartikler i overfladen, som vil forsvinde ved den løbende
rengøring og brug af gulvet.
Overfladebehandling af trapper foregår efter samme princip som
for gulve. Det skal dog bemærkes, at sliddet på trapper normalt er
større end på gulve.
Beskyttelse af trægulve
For at reducere tilsmudsning og beskadigelse bør der anvendes
indgangspartier med smudsforebyggende foranstaltninger, fx en
kombination af skraberist og måttearrangement, der sikre, at snavs
og fugt fjernes fra fodtøjet, inden der gås på gulvet.
Ludbehandling
Ludbehandling er ikke en overfladebehandling, men en forberedelse
til en overfladebehandling, fx med sæbe, voks eller olie.
Ludbehandling forsinker træets naturlige gulning.
Der findes 2 slags færdiglavet lud:
- Nåletræslud, som anvendes på fyr, gran og pitchpine.
- Hårdttræslud/bøgetræslud, som anvendes på lyse massive
hårdttræsgulve.
Mørke træsorter bør ikke ludbehandles.
Det kan være risikabelt at ludbehandle
lamelparketgulve med løvtræsslidlag, da slidlaget kan løsne sig fra
det bærende lag (delaminere). Trægulvleverandøren bør derfor tages
med på råd inden valg af produkt.
- Inden ludbehandling skal gulvet slibes til rent træ. Gulvet
skal være rent og frit for fedt, sæbe, voks eller eventuelle
lakrester.
- Gulvet skal være tørt, inden ludbehandlingen påbegyndes.
- Luden påføres gulvet i et jævnt lag med rulle, svaber, pensel
eller lignende. Fremgangsmåden skal følge leverandørens
anvisning.
- Herefter skal gulvet tørre. Tørretiden afhænger af
produktet.
- Når gulvet er tørt slibes det med rondelsliber med polerpads i
grøn eller blå farve. Gulvet støvsuges, før den ønskede
overfladebehandling påføres.
Til overfladebehandling kan benyttes
Sæbe-, olie- og voksbehandling er nærmere omtalt i de følgende
afsnit.
Sæbebehandling
Sæbe fås som natursæbe og som hvid ludsæbe.
Ludsæbe må ikke anvendes på lakerede gulve.
Natursæbe kan anvendes på alle træarter. Hvid ludsæbe må kun
anvendes på de lyse træarter. Ved anvendelse af hvid ludsæbe må det
ikke forventes, at den karakteristiske hvid-grå farve opnås ved den
første påføring.
- Sæben blandes efter leverandørens anvisning og påføres gulvet i
et jævnt lag med gulvklud, moppe eller maskine. Herefter tørres
gulvet med en hårdt opvredet gulvklud.
For at opnå den bedste beskyttelse bør der mindst foretages 2
sæbehandlinger, inden gulvet tages i brug.
På hårde træarter skal der anvendes et minimum af vand ved
sæbebehandling.
Udfaldskrav: Mættet ensartet
overflade uden overlapninger, med hvid-grå silkemat glans.
Overfladen må ikke være ru.
Oliebehandling
Der findes upigmenteret og hvidpigmenteret trægulvolie. Endvidere
fås olie med voks.
Der skelnes mellem hærdnende og
ikke-hærdnende olie, som hver for sig har
forskellige egenskaber og krav til vedligeholdsintensitet. Desuden
fås UV-færdigolierede trægulve, dvs. gulve, der fra fabrik leveres
med en færdig oliebehandling, som ikke kræver yderligere
behandling, men kan tages i brug umiddelbart efter lægning.
I princippet kan alle træarter oliebehandles. Leverandøren bør
dog altid tages med på råd ved valg af produkt.
Ved brug af olie skal fremgangsmåden følge leverandørens
anvisning, da der kan være stor forskel på arbejdsmetoderne.
En typisk fremgangsmåde er dog følgende:
- Først slibes gulvet til rent træ.
- Derefter netslibes gulvet med net 120 og støvsuges
grundigt.
- Olien påføres straks efter i et tyndt jævnt lag med svaber med
uldstof, gummiskraber (syrefast) eller rulle i træets
længderetning.
- Forbrug og påføring er afhængig af træart og gulvets tilstand,
jf. leverandørens anvisning.
Hærdnende olie
- Der påføres olie, indtil træet er mættet i overfladen.
Overskydende olie fjernes med bomuldsklude på polermaskine eller
manuelt inden for den af leverandøren angivne tid (ca. 20-30 min.),
idet der ellers vil kunne komme blanke skjolder fra indtørret
olie.
- Afhængig af træarten kan det blive nødvendigt at gentage
behandlingen.
- Efter oliering poleres gulvet med rondelsliber med polerpads og
olie efter leverandørens anvisning.
- Til sidst aftørres gulvet med en fnugfri bomuldsklud til
overfladen fremstår med silkemat glans.
Efter angiven tørretid kan gulvet tages i brug. Tørretiden vil
fremgå af leverandørens anvisning.
Udfaldskrav: Da oliering er en
imprægnering, bør gulvet fremstå med ensartet mættet overflade,
uden overlapninger og med ensartet glans. Der må ikke findes
overfladefilm af indtørret olie. Olien skal være i træet og ikke på
træet.
Ikke-hærdnende olie
- Der påføres olie, indtil træet er mættet i overfladen. Efter
ca. 1 time fordeles olien igen og sugende områder tilføres mere
olie.
- Efter ca. 24 timer poleres gulvet med gule eller hvide
polerpads på rondelsliber og efterpoleres med tørre gulvklude.
- Til sidst poleres med crepepapir på polermaskine, evt. med
varme.
Efter angiven tørretid kan gulvet tages i brug. Tørretiden
fremgår af leverandørens anvisning.
Ikke-hærdnende olie bør ikke anvendes på trægulve uden fer og
not, som ligger på asfaltunderlag, da dette kan give misfarvning i
træet. Endvidere frarådes anvendelse af ikke-hærdnende olie på
lamelparket med mindre trægulvleverandøren har sagt god herfor.
Udfaldskrav: Da oliering er en
imprægnering, bør gulvet fremstå med ensartet mættet overflade,
uden overlapninger og med ensartet glans.
UV-hærdnende olie
UV-hærdnende olie anvendes udelukkende ved fabriksoliering.
Olieringen udføres ved, at olien valses på træet i en maskinel
proces, hvorefter olielaget bestråles med UV-lys. På grund af
oliens særlige sammensætning sker hærdningen med UV-lys i løbet af
få sekunder.
UV-olierede trægulve kræver normalt ingen efterbehandling.
Gulvet kan tages i brug umiddelbart efter lægning, men efter
ibrugtagning skal gulvet løbende vedligeholdes efter
trægulvsleverandørens anvisninger. Ved polering af gulvoverflader
bør kun benyttes bløde bomuldsklude. Brug af slibenet og grove
polérpads frarådes.
Hvis gulvet beskadiges under lægning, bør udbedring kun
foretages efter trægulvleverandørens anvisninger.
Intervallet for vedligehold med plejeolie er afhængigt af
gulvets brugssted og trafikintensitet. Det er imidlertid vigtigt,
at olien ikke gennemslides, fordi det er vanskeligt at opnå en
tilfredsstillende ensartet overflade ved reparation af gennemslidte
områder.
Stærkt belastede områder i boliger, fx køkkener, gangarealer og
lign. kræver måske plejeolie flere gange på et år, mens der kan gå
år før mindre trafikerede områder, som fx sove- og opholdsrum
kræver oliepleje.
I offentlige miljøer, fx cafeer, butikker og lign. steder, hvor
der gås med udendørs fodtøj, kan det være nødvendigt at påføre
gulvet plejeolie flere gange om ugen. Det anbefales derfor, at der
udarbejdes specifikke plejeanvisninger til disse områder.
Reparation af beskadigede gulvoverflader kan være vanskelig og
bør kun foretages efter trægulvsleverandørens anvisninger. Ved
stærkt beskadigede overflader kan det være nødvendigt at slibe
gulvet til rent træ og derefter foretage en traditionel
oliebehandling.
Voksbehandling
Voks til overfladebehandling findes til såvel ubehandlede som
ludbehandlede trægulve. Til trægulve fås både upigmenteret og
hvidpigmenteret voks.
Hvide gulvoverflader er sarte og kræver derfor hyppig
vedligeholdelse. Voksleverandøren bør derfor tages med på råd, hvis
denne type overfladebehandling ønskes.
Nyslebne gulve
- Gulvet skal være slebet til rent træ og være fri for voks,
fedt, lak og lign.
- Gulvet støvsuges grundigt for rester af slibestøv og andre
urenheder.
- Voksen påføres med filtrulle i et jævnt lag. Langs kanter og
andre svært tilgængelige steder benyttes pensel. Fremgangsmåden
skal følge leverandørens anvisning.
- Efter 6-8 timer poleres gulvet med polermaskine eller
manuelt.
Efter angiven tørretid kan gulvet tages i brug. Tørretiden
fremgår af leverandørens anvisning.
Ludbehandlede gulve
Gulvet afrenses grundigt for sæbefilm og støvsuges, til overfladen
er helt fri for støv og smuds.
- Voksen påføres, som beskrevet under nyslebne gulve.
Udfaldskrav: Mættet ensartet
overflade uden overlapninger og med silkemat glans. Overfladen må
ikke være ru.
Lakering
Lakering er en overfladebehandling, som danner en film af nogle få
hundrededele mm tykkelse på træets overflade. Lakken kan bidrage
til at fremhæve/bevare træets naturlige farver.
Lakerede gulve kan som regel anvendes i en lang periode, inden
det er nødvendigt at genbehandle. I boliger vil levetiden ofte være
flere år.
Lak er resistent overfor de mest almindelige
husholdningskemikalier og fås i forskellige kvaliteter til brug i
såvel boliger, som lokaler med større belastning.
På markedet findes der forskellige typer, 1- og 2- komponente,
vandbaserede og opløsningsmiddelbaserede lakker. Lakkerne består
oftest af et system, hvor der først påføres grundlak og
efterfølgende afsluttes med toplak.
Nye ubehandlede trægulve og trægulve, der er
slebet til rent træ, bør grundlakeres for at mindske risikoen for
sidebinding/sidelimning. Det anbefales at kontakte lakleverandøren,
der kan anvise produkter til grundlakering, som imødegår
sidebinding. Det frarådes at benytte vandbaseret lak på trægulve af
Ahorn, der er slebet til rent træ. Ahorn kan indeholde
sukkerkrystaller, som ved vandpåvirkning kan give rødbrune pletter
i træets overflade.
Ved valg af lak er det vigtigt at vurdere, hvor stort slid der
forventes det pågældende sted. Der findes specielle lakker til
områder, som udsættes for stor slitage. Tidligere var det
nødvendigt at anvende isocyanatlakker, men i dag fremstilles der
vandbaserede lakker med tilsvarende slidstyrker.
De fleste lakker kan bruges såvel til nye gulve som til
genlakering. Dog kan syrehærdende lak ikke benyttes til genlakering
på vandbaseret lak. Lakleverandøren bør altid tages med på råd
.
Nyslebne gulve
- Gulvet skal være slebet til rent træ og være fri for voks,
fedt, lak og lign.
- Gulvet støvsuges grundigt for rester af slibestøv og andre
urenheder.
- Grundlak påføres gulvet i et jævnt lag med rulle eller pensel.
Fremgangsmåden skal følge leverandørens anvisning.
- Efter grundlakering eller første gang toplak (afhængigt af
leverandørens anvisning) mellemslibes med fint slibepapir eller
slibenet. Herefter støvsuges gulvet grundigt.
- Til sidst påføres toplak.
Forbrug og tørretid efter lakleverandørens anvisning.
Udfaldskrav: Mættet ensartet
overflade uden overlapninger og med ensartet glans.
Lakerede gulve - genlakering
- Gulvet støvsuges grundigt og afvaskes for sæberester, smuds
etc.
- Herefter mellemslibes gulvfladen med fint slibepapir eller
slibenet.
Ved genlakering af nye fabrikslakerede brædder skal der altid
foretages en ekstra grundig mellemslibning (mattering af
lakoverfladen). Det skal endvidere sikres, at den lak, der
anvendes, er forenelig med fabrikslakken.
- Gulvet støvsuges grundigt og aftørres med en fugtig
hårdtopvredet klud.
- Toplak påføres gulvet i et jævnt lag med rulle eller pensel.
Fremgangsmåden skal følge leverandørens anvisning.
Der påføres et eller to lag toplak med tørretid og
mellemslibning imellem hver lakering.
Forbrug og tørretid efter lakleverandørens anvisning.
Udfaldskrav: Mættet ensartet
overflade uden overlapninger og med ensartet glans.