Laminatgulve

Laminatgulve er gulve, som er opbygget af 3 lag: En overflade af tynde fibermaterialer, et kernemateriale af en træbaseret plade og en bagside af papir eller finer.

Om laminatgulve

Laminatgulve er opbygget af 3 lag:

  1. Overflade af tynde fibermaterialer imprægneret med forskellige typer harts. Under presning ved højt tryk og varme hærder hartsen til forskellige typer af laminat betegnet HPL (højtrykslaminat) og CPL (kontinuerligt laminat). HPL og CPL limes til et kernemateriale, som normalt er en træbaseret plade. Alternativt kan de harts-imprægnerede lag være presset direkte på kernematerialet som DPL (direkte presset laminat).
  2. Kerne, der som regel er en træbaseret plade, fx spånplade, HDF- eller MDF-plade.
  3. "Kontrafinering"/afbalancering af bagsiden, fx med HPL-, CPL-imprægneret papir eller finer.

Laminatbræt

Udvalg af laminatgulve
Laminatgulve bruges i boliger, kontorer, butikker og lign. rum. De fås som brædder med fer og not på alle sider eller med et fer og not-låsesystem (klik-system), som overflødiggør sammenlimning i fer og not. Laminatbrædder fås i tykkelser på 6 - 12 mm og lægges som svømmende gulv.

Du kan få laminatgulve med glat eller præget overflade og med forskellige overfladefarver og -mønstre – herunder imitationer af træ.

Her egner laminatgulve sig
Laminatoverfladen er stærk og rengøringsvenlig og kræver ingen overfladebehandling. Laminatgulve egner sig normalt ikke til rum med vandpåvirkning. Hvis du vil bruge laminatgulve sammen med gulvvarme, skal du følge leverandørens anvisninger.

Hvis man bruger kontorstole med hjul på laminatgulve, skal hjultypen være som angivet i DS/EN 425:2002, dvs. med en blød slidbane. Hvis laminatgulve bruges som gulvbelægning i flugtveje og andre områder med krav til brand og røgudvikling, skal de have dokumentation for at opfylde den europæiske brandklasse Dfl-s1 i henhold til DS/EN 13501-1 (klasse G gulvbelægning).

Der kan ydes Gulvbranchens materialegaranti under de betingelser, som er beskrevet på Gulvbranchens hjemmeside, hvis leverandøren har godkendt anvendelsesområdet.

Lydforhold
Laminatgulve forbedrer normalt ikke luftlydisolationen i et rum. Den bestemmes nemlig først og fremmest af dækkets konstruktion og af flanketransmissionen mellem rummene.

Men laminatgulve har betydning for trinlydniveauet i omliggende rum og for trommelyden i rummet. Trin- og trommelydniveauet fra laminatgulve bliver bedre, hvis du lægger gulvet på et mellemlag af foam, skumplast eller lign. Du kan også få laminatbrædder, der fra fabrikken er forsynet med et støjdæmpende underlag, som øger gangkomforten og sænker trin- og trommelydniveauet meget.

Egenskaber og klassificering

Laminatgulve, som er EN-klassificeret efter DS/EN 13329, skal kunne overholde specifikke krav til en række egenskaber.

Egenskaberne er delt op i generelle krav, som alle produkter skal opfylde, fx tolerancer for tykkelse, kvældning, længde, bredde og planhed af brædder.

Klassificeringen sker efter:

  • Slidstyrke
  • Slagstyrke
  • Modstandsevne mod indtrykningsmærker
  • Farveægthed mod kunstigt lys
  • Modstandsevne over for pletter og brændemærker fra cigaretter
  • Virkningen af møbelben og kontorstolhjul

Klassifikationen sker efter anvendelsesområderne bolig og erhverv, der hver er underdelt i 3 klasser: Moderat, normal og høj.

Ud over de egenskaber, der indgår i klassifikationen, vil der ofte være behov for at stille krav til andre egenskaber afhængigt af den aktuelle brug. Disse egenskaber indgår i Gulvbranchens supplerende egenskaber, som for laminatgulve omfatter:

skridsikkerhed no2 50px

Skridsikkerhed

BGR 181

gulvvarme 50px

Egnethed i forbindelse med gulvvarme

DIN 52612

brandklasse-dfls1-50px

Brandmæssigt egnet

DS/EN 13501-1
Dfl-S1 (klasse G)

trinlydforbedring 50px

Trinlydsforbedring

DS/EN
ISO 140-8

RATno1 50px

IMO-godkendt
RAT-mærket

IMO Res. A653 (16)
og MSC 61 (67)

Supplerende egenskaber.

Lægningsmetoder

Laminatgulve lægges normalt som svømmende gulv, der frit kan bevæge sig i forhold til det bærende undergulv.

Gør gulvfladen sammenhængende ved at sammenlime i fer og not eller ved at sammenføje med et kliksystem, et låsende fer og not-system, som giver en stærk samling af laminatbrædderne uden brug af lim. Klik-systemet kan fra fabrik være behandlet for at modvirke fugt i at trænge ind i samlingerne og dermed beskadige laminatbrædderne.

På udsatte steder, fx i entreer, butikker og lign., hvor der er risiko for at fugt fra fodtøj kan trænge ind og beskadige gulvet, kan du sammenlime for at forstærke samlingerne.

Forskyd stød i laminatbrædder i forhold til stød i naborækker efter leverandørens anvisninger.

Undergulvet skal være plant med afvigelser på højst ± 2 mm på 2 m.
Læs mere om målemetoder og planhed

Du bør normalt lægge svømmende laminatgulve på et mellemlag, så gulvet kan bevæge sig frit. Mellemlaget kan have egenskaber, som bidrager til at forbedre gangkomfort, varmeisolering og lydmæssige forhold.

Hvis laminatbrædder er forsynet med et støjdæmpende underlag fra fabrik, er der ikke brug for yderligere mellemlag.

Undergulv

Mellemlag

Beton- eller anhydritbaseret undergulv
og gulve af klinker eller fliser.

Foam, filt eller laminatbrædder med støjdæmpende
underlag på fugtspærre. Fx 0,2 mm PE-folie,
specialmembran eller et specialprodukt med
lyddæmpende og fugtspærrende egenskaber.

Træbaserede plader og bræddegulve eller
eksisterende gulvbelægninger af linoleum,
vinyl og lign. med fuld vedhæftning til underlaget.

Mellemlag af foam eller filt eller laminatbrædder
med støjdæmpende underlag.

Eksisterende gulv med gulvvarme.

Gulvbelægningen fjernes. Eksisterende klinke- og
flisegulve kan bibeholdes. Når laminatgulve bruges
sammen med gulvvarme, skal det ske efter
leverandørens anvisninger.

Minimumskrav til mellemlag.

Gulvfladen må ikke fastholdes, men skal kunne bevæge sig frit.

Store mekaniske belastninger, fx fra tunge reoler, punktlaster, skranker og lign., kan hindre gulvets bevægelsesmuligheder.

Afstanden mellem gulvet og tilstødende vægge eller gennemgående installationer, fx rør, skal svare til gulvets maksimale udvidelse, dog mindst 10 mm eller efter leverandørens anvisninger.

Ved gulve med uregelmæssig geometri, og hvor der er søjler gennem gulvfladen, må du ikke hindre gulvets frie bevægelsesmuligheder. Hvis du opdeler gulvfladen, bør du så vidt muligt gøre det i rektangulære felter, så de forventede bevægelser i begge retninger er nogenlunde ens.

Tjekliste ved lægning

  • Den relative luftfugtighed i bygningen skal være 35-65 % RF afhængigt af årstiden. Temperaturen skal være 17-25° C.
  • Bygningen skal være lukket, og varmeanlæg skal være installeret og i brug.
  • Fugtindholdet i beton, letbeton mv. skal være i ligevægt med den relative fugtighed, der er normal for årstiden. Afhængigt af udtørringsforholdene kan dette tage flere måneder.
  • Når du lægger laminatgulv på uorganiske undergulve, fx beton og lignende, skal du fugtspærre mellem undergulvet og laminatgulvet, fx med en 0,2 mm PE-folie, specialmembran eller lignende. Fugtindholdet i betonen må højst være 90 % RF.
  • Laminatbrædder, lim og andre hjælpematerialer bør temperaturmæssigt akklimatiseres i mindst 2 døgn før brug, fx ved opbevaring i de rum, hvor de skal bruges.
  • Opbevaring af laminatbrædderne skal ske i ubrudt emballage og beskyttet mod mekaniske og klimatiske påvirkninger, fx fugt.

Rengøring

Sådan forebygger du snavs
For at reducere behovet for rengøring kan du lave gode indgangspartier, hvor en kombination af skraberiste og smudsmåtter fjerner smuds udefra. Måttearrangementer skal være så store, at man går mindst 4-5 skridt på dem.

Du kan også lave måttearrangementer ud for værksteder, kantiner og lign., hvor der kommer smuds, som kan være svært at fjerne fra laminatgulve.

Løbende rengøring
Fej gulvet med blød kost, eller støvsug med børstemundstykke med bløde børster, så du ikke ridser overfladen.

Når støvsugning/fejning ikke længere giver et godt resultat, skal du vaske med en hårdt opvredet klud og tørre efter. Vaskevandet skal være tilsat rengøringsmiddel efter fabrikantens anvisninger. Brug ikke brun sæbe, sæbespåner, voks, polish eller rengøringsmiddel med slibemiddel.

Laminatgulve er følsomme over for vand. Når du fugtigtørrer/vasker, må du derfor ikke bruge for meget vand og altid tørre grundigt efter. Ellers er der risiko for deformering af laminatgulvet. Brug ikke våde rengøringsmetoder på laminatgulve.

Fjern pletter med det samme med et universalrengøringsmiddel. Fjern pletter af asfalt, gummi, læbestift og skocreme og lign. med husholdningssprit, acetone eller lignende. Tør efter med en hårdt opvredet klud, og eftertør grundigt. Lad stearin og tyggegummi tørre helt, og skrab det så forsigtigt af.

Loading...
Scroll til top af siden