Krav til udførelsessted og prøvning

CE-mærkning

Der er krav om CE-mærkning af tekstile gulvbelægninger i henhold til DS/EN 14041.

Læs mere om CE-mærkning

Akklimatisering

Det er vigtigt at lade tekstile gulvbelægninger og evt. lime akklimatisere, inden du lægger dem på. Lad derfor materialerne ligge i rummet mindst et døgn, før du går i gang med arbejdet.

Temperatur

Skal tæppet fuldklæbes til undergulvet, skal temperaturen i luften og undergulvet være 17-25 °C og luftfugtigheden 30-75 % RF. 

Læs mere om kravspecifikationer for gulvlim.

Fugtniveau

Skal tæppet limes direkte på støbte dæk, må betonens porefugt (restbyggefugt) højst være på 90 % RF. Følg altid leverandørens anvisninger.

Læs mere om fugttekniske krav og fugtmåling.

Planhed

Undergulvet skal have samme planhed, som kræves af det færdige gulv, normalt ± 2 mm på et 2 m retholt.

Læs mere om planhed.

Træk og sol

Der må ikke være kraftig træk eller kraftigt solindfald, mens du lægger tæppet.

Lægning og brug

Følg disse retningslinjer, når du lægger tæpper:

  • Læg altid tæppebaner i samme retning i rummet, og brug baner fra samme produktionsbatch. Det er vigtigt, at du udlægger banerne i rulle-numrenes rækkefølge inden for samme batch. Hvis du deler en rulle på langs, er det vigtigt, at du lægger ægkant mod ægkant for at undgå farve- og strukturforskel i samlingerne.
  • Læg så vidt muligt banerne med samlingerne vinkelret på den mest lysgivende vinduesvæg.
  • Har tæppet mønster, er det vigtigt at tjekke for mønstertilpasning, inden du lægger tæppet.
  • Udfør samlinger ved at renskære kanter og med mønstertilpasning ved mønstrede tæpper. Følg leverandørens anvisninger om udførelse af til- og sammenskæringer.
  • Undgå så vidt muligt samlinger på de mest udsatte steder, fx ved døråbninger, indgangspartier og under kontorstole med hjul. Undgå at lave en samling på tværs af tæppets produktionsretning.
  • Sæt ikke møbler, inventar m.m. på tæppet, før limen er hærdet.
  • Afslut altid med en trappeforkant, når du lægger tæpper på trapper.

Lægningsmetoder

Der findes mange forskellige lægningsmetoder. Overveje derfor altid, hvilken metode der passer bedst til opgaven.

  • Fuldfiksering – tæpper bliver fastholdt på hele gulvfalden.
  • Vådlimning – tæppet bliver lagt i en våd dispersionslim udlagt med tandspartel.
  • Sliplimning – tæpper bliver lagt i en våd dispersionslim udlagt med tandspartel på et slip-primet gulv.
  • Vådfiksering – tæppet lægges i en våd fikseringslim udlagt med rulle. Bør kun bruges på et spartlet undergulv.
  • Hæftlimning/fiksering – tæppet monteres på fingertør hæftlim udlagt med rulle. Bør kun bruges på et spartlet undergulv.
  • Tørfiksering – tæppet bliver monteret på et fastklæbet underlag af fuldfladetape.
  • Løslægning – tæppet er løst lagt, men fastgjort med tape eller lim for enderne og/eller siderne.
  • På gribelister – tæppet er opstrammet på gribelister med et underlag af filt.

Bagsidetyper og anbefalede metoder

Metode Fuld fiksering Løs lægning
Våd limning Slip limning Våd fiksering Hæftlim-ning Tør fiksering
Skumbag-side
(latex)
+ ++ ++ 0 0 +1
Contract-
bagside
++ ++ 0 0 + +1
Vævet
bagside
++ ++ 0 0 0 +1
Filtbagside + ++ + 0 0 0
Tæppefliser + + 0 ++ 0 0

++: Anbefales
+: Kan anvendes
0: Er ikke mulig/aktuel

1) Belægninger større end 25 m2 bør altid fuldfikseres.

Afdækning

For at undgå skader på tæppet, bør du afdække det færdige gulv med materialer, der beskytter mod den efterfølgende belastning, indtil gulvet tages i brug. Brug kun diffusionsåbne materialer og ikke tæt plast eller "mælkepap". Afdæk gangarealer og andre belastede eller udsatte områder med hårde træfiberplader, som tapes i samlingerne.

Læs mere om afdækning.

Prøvning af tæpper

Ændring af udseende
Tæpperne prøves efter standarden ISO 10361.
En tæppeprøve anbringes på indersiden af en roterende tromle (Vettermann), hvor der simuleres en gangbelastning ved hjælp af en stålkugle. Prøvestykket vurderes efter kort- og langtidsprøvning. Prøveemnerne vurderes efter DS/EN ISO 9405.

Egnethed til brug med kontorstole
Tæpperne prøves efter DS/EN 985, som simulerer langtidspåvirkninger af en kontorstol med hjul. 3 hjul i en cirkel roterer om en akse i cirklens midte. Hjulene er belastet med 90 kg. Prøvestykket vurderes efter kort- og langtidsprøvning. Prøveemnerne vurderes efter DS/EN ISO 9405.

Kantfasthed
Tæpperne prøves efter DS/EN ISO 10833. En tæppeprøve anbringes på indersiden af en roterende tromle (Vettermann), hvor der simuleres en gangbelastning ved hjælp af en stålkugle. Prøvestykkerne er forsynet med et skråt snit på langs, så kanterne bliver påvirket af stålkuglen.

Tæppets samling vurderes efter Anneks D i DS/EN 1307.

Lysægthed
Ved prøvningen efter DS/EN ISO 105-B02 bestemmes farveændringen som følge af lyspåvirkning ved indendørs brug. Tæppeprøven belyses sammen med 8 referencestoffer.
Tæppeprøven bedømmes ved sammenligning med referencestof. Resultatet angives som en karakter mellem 1 og 8, hvor 8 er bedst.

Gnideægthed
Prøvning foretages efter DS/EN ISO 105-X12, hvor der bestemmes farveafsmitning på et hvidt bomuldsstykke i såvel tør, som våd tilstand. Afsmitningen bestemmes ved hjælp af en gråskala (DS/EN ISO 105-A03). Resultatet angives som en karakter mellem 1 og 5, hvor 5 er bedst.

Vandægthed
Prøvning foretages efter DS/EN ISO 105-E01, hvor farveændring og afsmitning som følge af vandpåvirkning bestemmes. Et stykke stof af multifibre lægges oven på tæppeprøven og "sandwichen" gennemvædes med vand og tørres efterfølgende. Efter tørring sammenlignes tæppeprøven med den oprindelige prøve. Farveændringen bestemmes ved hjælp af en gråskala (DS/EN ISO 105-A02).

Ligeledes bestemmes afsmitning på multifiber ved hjælp af en gråskala (DS/EN ISO 105-A03).

Resultatet angives som en karakter mellem 1 og 5, hvor 5 er bedst.

Fiberfastholdelse
På tæpper med luv udføres prøvning af fiberfastholdelse efter DS/EN ISO 12951 med anvendelse af Lisson-maskinen, hvor et roterende hjul med påmonterede gummisåler udøver en slidpåvirkning på tæppet.

Ved løkketæpper vurderes loddenheden ved sammenligning med et referencefoto.

Ved tæpper med opskåren luv bestemmes massetabet.

Pilling
På tæpper uden luv udføres test af pillingtendens efter DS/EN ISO 12951 prøvning med anvendelse af Lisson-maskinen, hvor et roterende hjul med påmonterede gummisåler udøver en slidpåvirkning på tæppet.
Prøven sammenlignes med en referenceskala (fotoskala).

Dimensionsstabilitet
Banevarers dimensionsstabilitet prøves efter ISO 2551, mens tæppeflisers dimensionsstabilitet prøves efter DS/EN 986.

Ved begge metoder udsættes tæppet for varierende forhold med hensyn til temperatur og fugt. Hvorefter dimensionsændringerne (under disse ekstreme forhold) bestemmes.

Elektrostatisk personopladning
Prøvning foretages efter ISO 6356, der fastlægger den elektrostatiske personopladning, når en person med standardiseret fodtøj går på en gulvbelægning.
Når prøvningsresultatet ved 25 % RF er mindre end 2 kV vil de færreste personer opleve stødgener.

Betegnelsen permanent antistatisk vil sige, at de elektrostatiske egenskaber er styret af ledende permanent antistatiske fibre.

Læs mere om antistatiske gulve.

Brandmæssige egenskaber
Prøvning af tæppers brandmæssige egenskaber foretages efter DS/EN ISO 9239-1 og klassificeres efter DS/EN 13501-1.

Tæpper, der bruges i flugtveje og andre områder med krav til brand og røgudvikling, skal i Danmark have dokumentation for mindst at opfylde den europæiske brandklasse Dfl-s1 (klasse G gulvbelægning).

  • Dfl = klasse for flammespredning
  • s1 = klasse for røgudvikling

Loading...
Scroll til top af siden