Om tekstile gulvbelægninger

Tekstile gulvbelægninger kaldes i daglig tale blot tæpper.

Generelt om tekstile gulvbelægninger

Tekstile gulvbelægninger kaldes i daglig tale blot tæpper. Det er produkter, som er lavet ved en væve- eller tufteproces. Tekstiler har en række gode egenskaber, der gør dem velegnede til gulvbelægninger. De kan fremstilles af flere forskellige materialetyper som fx uld og nylon og i forskellige konstruktioner.

Områdets indhold

Her gennemgår vi tekstile gulvbelægninger, som defineret i standarden ISO 2424. Klassifikationen af tekstile gulvbelægninger er baseret på DS/EN 1307. Vi gennemgår ikke gulvbelægninger til private boliger og omtaler kun klassifikation af tæpper til kontraktmarkedet (erhverv).

Tæppelægning på gribelister kræver en vævet bagside og bruges kun sjældent i Danmark. Metoden omtales derfor ikke i Gulvfakta.

Kategorier

Tekstile gulvbelægninger kan opdeles i disse hovedkategorier iht. DS/EN 1307:

  • Tæpper med luv (tuftede og vævede)
  • Tæpper uden luv (fladvævede)
  • Fladt nålefilt
  • Nålefilt med luv

Fremstilling

Tekstile gulvbelægninger fremstilles hovedsageligt ved enten tufting eller vævning.

Ved at kombinere fremstillingsmetoder, bagsidetyper og tilsætningsmaterialer (hjælpematerialer) til garnerne kan man "skræddersy" tæpperne og fx gøre dem antistatiske og forbedre deres brandtekniske egenskaber.

Tekstile gulvbelægninger fremstilles hovedsageligt ved enten tufting eller vævning, hvor tufting er den mest udbredte metode. Ved fremstilling af tuftede tæpper, syr man garnet ned i et bærevæv ved hjælp af en tuftmaskine.

For at forstærke luvgarnets forankring i bærevævet forsynes tæpper med limforbestrygning, hvorpå der lægges en bagside, som typisk er latex, et syntetisk væv, filt, vinyl eller bitumen.

Ved fremstilling af vævede tæpper sker processen ved, at luvgarnet sammenvæves med langsgående garner (kaldet kædegarner) og tværgarner (kaldet skudgarner).

Garnet består af fibre, der kan være fremstillet af uld, polyamid (nylon), polyester, akryl eller polypropylen. Der bruges også garner, hvor uld og polyamid blandes i forholdet 80/20.

Konstruktion af tuftet tæppe.

Konstruktion af vævet tæppe.

Teknisk information

Du kan få tekstile gulvbelægninger i forskellige varianter, som hver især findes i mange farver og mønstre. Tekstile gulvbelægninger produceres primært som banevarer, men findes også som tæppefliser.

Mange oplever, at tekstile gulvbelægninger giver en god gangkomfort, og at de har gode akustiske egenskaber (lyddæmpning). Herudover har de en overfladestruktur, som gør, at støvpartikler opfanges og tilbageholdes. Egenskaberne afhænger af type/opbygning og anvendte materialer.

Valg af tekstile gulvbelægninger

Vurder altid tæppets egenskaber, før du beslutter, hvilket tæppe der skal bruges i en konkret situation. Du bør mindst tage hensyn til:

  • Trafikintensitet, særlig ved brug af stole med hjul
  • Myndighedskrav til brandmæssige egenskaber
  • Elektrostatisk personopladning
  • Vedligehold
  • Farve og mønster

Forventninger

Vores oplevelse af et produkt er i meget høj grad styret af de forventninger vi har til det.

Gulvbranchen har udarbejdet en forventningsfolder for tekstile gulvbelægninger, som beskriver hvad du kan forvente dig og hvad du må acceptere af din nye gulvbelægning. 

Loading...
Scroll til top af siden