Rengøring af tekstile gulvbelægninger

Det er vigtigt at kende materialerne i tæppet, inden du vælger, hvordan det skal gøres rent.

Vedligeholdelse og rengøring af tæpper

Vælg den rette rengøringsmetode

Vælg rengørings- og vedligeholdelsesmetode efter den konkrete tæppetype og tæppeleverandørens anbefalinger. Det er vigtigt at kende materialerne i tæppet og i nogle tilfælde i tæppets underlag, inden du vælger metode. Du bør også afgøre, om formålet med rengøringen primært er hygiejne, udseende og/eller holdbarhed.

Sådan vedligeholdes tæpper:

  1. Støvsugning: Fjerner løse smudspartikler og støv
  2. Rengøring: Fjerner fastsiddende smuds
  3. Pletfjerning: Fjerner pletter i begrænsede områder

1. Støvsugning
Støvsugning er den mest brugte måde at fjerne støv og løst smuds. En støvsuger effektivitet er ikke kun et spørgsmål om sugeevne, men i lige så høj grad et spørgsmål om mundstykkets udformning i forhold til tæppetypen.

Du opnår en effektiv støvsugning med et mundstykke med roterende børster. Nogle tæppetyper med uld/naturfibre må ikke støvsuges med børstemundstykke. Her bør du bruge et glat mundstykke. Fjern løbende eventuel overskudsluv fra nye tæpper med et glat mundstykke.

2. Rengøring
Du kan fjerne fastsiddende smuds med disse rengøringsmetoder:

  • Tørrengøring
    Rengøring med tørrensemiddel har den fordel, at man kan gå på tæppet, mens rengøringen er i gang.

  • Vådrengøring
    Den mest udbredte metode er ekstraktionsmetoden. Den udføres maskinelt ved at tilføre renseopløsning til tæppet og bagefter skylle og opsuge med rent vand. I visse tilfælde kan maskiner kombinere ekstraktionsmetoden med mekanisk bearbejdning af tæppeoverfladen, så snavset fjernes mere effektivt.

3. Pletfjerning
Fjern pletter hurtigst muligt – dels for at lette rengøringen, dels for at undgå, at pletten spredes yderligere.

Sådan fjerner du friske pletter:

  • Fjern løs snavs: Fjern først løse rester, og sug spildte væsker op med en tør klud eller køkkenrulle uden farve. Gnid ikke på pletten, og bearbejd pletten udefra og ind.

  • Opløs med lunkent vand: Brug lunkent vand – uden tilsat sæbe, vaskepulver, opvaskemiddel og lignende. Dup det overskydende vand væk med en tør klud.

Der findes effektive pletrensningsmidler. Tjek altid, hvordan rensemidlet skal bruges, inden du går i gang. Det kan du læse hos de fleste tæppeleverandører. Er du i tvivl, så kontakt det firma, hvor tæppet er købt.

Forebyggelse af snavs

For at reducere behovet for rengøring kan du lave en god måttezone, der stopper snavs udefra. Fx fra udendørsarealer, mellem køkken og restaurant, mellem fabrik og kontorer samt i elevatorer. Det vil skåne tæpperne og gøre dem billigere af holde ved lige.

 

Måttezonen
Start med en skrabemåtte for at stoppe grove partikler i at blive slæbt ind. Hav dernæst en smudsmåtte til at fjerne fugt og mindre partikler.

Måttezonen bør være mindst 5 meter. Støvsug måtterne dagligt med roterende børstemundstykke, og rengør med jævne mellemrum, så måtterne bevarer evnen til at opsuge fugt og snavs.

Læs mere om måtter.

Rengøringsprogram

Det er vigtigt at skelne mellem vedligeholdelse og rengøring.

  • Vedligeholdelse:
    De aktiviteter (fx støvsugning), der bevarer tæppets oprindelige kvaliteter og forhindrer, at de bliver slidt unødigt ned. Regelmæssig og korrekt vedligeholdelse kan mindske behovet for rengøring og forlænge tæppets levetid.

  • Rengøring:
    Den mere grundige proces, som er nødvendig, når vedligeholdelse ikke længere er nok. Rengøring kan fx være rensning af tæppet. Rengøring er oftest dyrere og mere tidskrævende end vedligeholdelse.

Figurerne nedenfor viser fordelene ved løbende at vedligeholde tæpperne.

  • Figur 1
    Hvis tæpperne ikke bliver løbende vedligeholdt, bliver de snavsede, indtil der er brug for en egentlig rengøring med blandt andet rensemidler. Figuren viser, at tæppets kvaliteter bliver forringet for hver gang, rengøringen er nødvendig. Tæppets egenskaber bliver forringet og levetiden formindsket.

  • Figur 2
    Resultatet af løbende vedligeholdelse. Her bliver tæppets egenskaber næsten ikke forringet, levetiden er lang, og behovet for rengøring er meget lille.


Læg en vedligeholdelsesplan

Når du gennemgår tæppearealerne, skal du udarbejde en vedligeholdelsesplan, hvor du fastlægger behov og intervaller for indsatsen. Behovet afhænger af, hvor meget trafik der er på tæppet.

3 grupper af trafik

Trafikken kan opdeles i 3 grupper. Ud fra dem kan du lave et vejledende forslag til vedligeholdelsesprogram. Hvis der er særlige forhold og ønsker, skal rengøringsprogrammet tilpasses.

Vedligehold

Høj trafik

Middel trafik

Lav trafik

 

Fx indgangspartier,
ekspeditionskontorer,
butikker og kantiner

Fx klasseværelser,
kontorer, gange,
biblioteker og klinikker

Fx kontorrum med få
personer, mødelokaler
og depoter

Støvsugning

Dagligt

Dagligt/efter behov

1 gang pr. uge

Rengøring

1-3 gange årligt

1 gang årligt

Efter behov

Pletfjerning

Efter behov

Efter behov

Efter behov

Farver og mønstre

Husk at tage højde for forskelle i farver, mønstre og hvor lyst eller mørkt tæppet er, når du planlægger vedligeholdelsen. Lyse, ensfarvede tæpper vil kræve lidt mere vedligeholdelse end mørkere, mønstrede tæpper.

Loading...
Scroll til top af siden