Afslibning – sådan gør du

Typer af gulve

Her beskrives 3 typer af afslibning af trægulve:

  1. Trægulve lagt som langstave
  2. Trægulve lagt i mønstre (sildeben, rudeparket, mosaikparket og lign.)
  3. Korkgulve

Afslibning af gamle og nye gulve beskrives samlet.

Nye trægulve, der er overfladebehandlet fra fabrik, skal behandles efter trægulvleverandørens anvisninger. Nye ubehandlede trægulve skal slibes, så du overholder kvalitetskravene.

Trapper
Afslibning af trapper foregår på samme måde som for gulve. Dog bruger man andre maskiner – jf. afsnittet om maskiner.

Modtagekontrol
Inden du sliber, skal du måle tykkelsen af gulvets resterende slidlag på lamelgulve og tykkelsen af notens overlæbe på massive gulve.

  • Lamelgulve: Udtag en boreprøve. Lamelgulve med et slidlag på 2 mm og derunder bør ikke afslibes.
  • Massive gulve: Mål med et tyndt metalblad i fer- og notsamlingen.

Trægulve nedlagt som langstave

Trægulve nedlagt som langstave kan være lavet af:

  • Lamelbrædder
  • Parketbrædder
  • Stavparket
  • Gulvbrædder


Sådan forbereder du slibning

  • Lav modtagekontrol af gulvet.
  • Tjek gulvets stabilitet og slidlagets tykkelse.
  • Dyk søm og skruer.
  • Aftal evt. som ekstraarbejde, at du udkitter knasthuller og lign. større end 10 mm i diameter og mere end 5 mm dybe samt søm- og skruehuller med et materiale i samme træart.


Vælg slibemetode

Gulvets stand afgør, hvilken slags slibning du skal bruge, herunder hvilket startpapir og evt. mellempapirer du skal bruge. Finpuds hele gulvfladen på langs af brædderne/stavene.


Efter slibning

Efter afslibning skal du støvsuge gulvfladen og tilstødende vandrette flader (fodpaneler, vindueskarme og lign.).

Trægulve lagt i mønstre

Trægulve i mønstre er fx sildeben og rudeparket.


Sådan forbereder du slibning

  • Lav modtagekontrol af gulvet.
  • Tjek gulvets stabilitet og slidlagets tykkelse.
  • Dyk søm og skruer.
  • Aftal evt. som ekstraarbejde, at du udkitter knasthuller og lign. større end 10 mm i diameter og mere end 5 mm dybe samt søm- og skruehuller med et materiale i samme træart.


Vælg slibemetode

Gulvets stand afgør, hvilken slags slibning du skal bruge, herunder hvilket startpapir og evt. mellempapirer du skal bruge.

Trægulve nedlagt i mønstre slibes normalt først diagonalt og derefter i rummets længderetning. Alternativt kan du slibe gulvet i den retning, hvorfra lyset kommer. Finpuds hele gulvfladen i den retning, hvorfra lyset kommer.


Efter slibning

Efter afslibning skal du støvsuge gulvfladen og tilstødende vandrette flader (fodpaneler, vindueskarme og lign.).

Korkgulve

Sådan forbereder du slibning
Undersøg, om korkgulvet kan slibes. Lav en slibe- og behandlingsprøve, inden du går i gang, for at fastlægge gulvkvaliteten og bestemme korkens tykkelse. Slibe- og behandlingsprøven afregnes særskilt.


Ikke al kork kan slibes

Husk, at korkfliser kan være med vinyloverflade. I så kan du ikke slibe eller behandle kortgulvet efter retningslinjerne i dette afsnit.


Slibning

Korkgulvet skal slutslibes med net eller papir og efterbehandles med elastisk overfladebehandlingsmiddel som hærdnende olie eller elastisk lak. Gentag lakbehandlingen mindst 3 gange. Påfør olie, til gulvet er mættet.

Loading...
Scroll til top af siden