Byggepladsforhold

Disse forhold skal være opfyldt på byggepladsen, når du skal afslibe trægulve.

Der skal være adgang til

  • Mekanisk transport til transport af gulvslibemaskinen, hvis arbejdet foregår på andre etager end i stueplan.
  • Affaldscontainer.
  • Fri adgang til el – helst 380V/16 A – da gulvslibemaskiner er meget effektkrævende. I langt de fleste privathjem er der kun adgang til 230V/10 A. I boliginstallationer af nyere dato (diaset- og neoset-sikringer) kan du bruge sikringer på 230V/13 A. Al anden unødvendig belastning skal være slået fra den gruppe, som skal trække gulvslibemaskinen.

Temperatur og fugtighed i luft og i træ

Inden du går i gang, skal bygningen være lukket og tør, og der skal være sat varme på bygningen. Under arbejdet skal temperaturen være 17-25 °C og luftfugtigheden 30-65 % RF. Træets fugtindhold bør ligge på 6-10 %. Mens du overfladebehandler, må der ikke være træk.

Kvalitetskrav

For at opnå en god kvalitet af afslibningen og overfladebehandlingen, skal det stå i udbudsmaterialet, nøjagtigt hvad du vi have lavet, og hvilke udfaldskrav du forventer af det færdige arbejde.

I hver arbejdsbeskrivelse af overfladebehandlinger finer du specifikke udfaldskrav.

Overtagelseskrav

Ved overtagelsen skal disse krav være opfyldt:

  • Gulvet skal ligge fast og være stabilt, da der ellers kan komme mærker/ridser efter afslibningen.
  • større skader skal være repareret ved udkitning eller -lusning.
  • Søm eller skruer skal være dykket/forsænket min. 2 mm. Det er nødvendigt at dykke/forsænke søm og skruer for at undgå, at slibepapiret/valsen ødelægges, og for at mindske risikoen for gnister, der kan antænde slibestøvet i støvposen.
  • Gulvoverfladen skal være fri for fedt, mørtelklatter, spartelmasse, lim, maling, silikone mv.
  • Alle sandlister langs kantbegrænsninger (vægge) og fejelister ved døre bør fjernes, så der kan slibes helt ud til kanterne.

OBS!
Slidlaget i ældre lamelbrædder kan løsne sig, når de bliver slebet eller overfladebehandlet. Det kan skyldes små vibrationer og varmeudvikling fra slibemaskinen. Ved lakering kan lakkens hærdning give overfladespændinger, der giver limsvigt mellem slidlaget og det underliggende lag.

Slib så sent som muligt
Du bør afslibe og overfladebehandle trægulve så sent i byggeprocessen som muligt for at undgå skader på gulvet fra andre håndværkere. Vent dog med at male vægge og træværk sidste gang til efter afslibning og evt. overfladebehandling, da det kan give småskader.

Særligt ved gulvvarme
Hvis der er gulvvarme, skal du sænke temperaturen til en normal rumtemperatur (20-21 °C). Hæv først temperaturen igen 5 døgn efter, at overfladebehandlingen er udført. Temperaturen i gulvvarmesystemet må aldrig overstige den maks-temperatur, som trægulvsleverandøren har givet.

Udfaldskrav – afslibning

Efter afslibning skal gulvene overholde disse krav:

  • Gulvfladen skal være plan og jævn, og der må ikke kunne mærkes spring mellem de enkelte brædder/stave.
  • Overfladen skal være uden synlig "vaskebræteffekt".
  • Gulvfladen skal være afslebet til rent træ*.
  • Der må ikke være "slibestop" eller "overgange" mellem slibning af fladen og langs kanter og i hjørner.
  • Gulvet skal i almindelig ståhøjde (1,6 m over gulvet) fremstå glatslebet, og der må ikke være synlige ridser.
  • Knasthuller større end 10 mm i diameter og/eller mere end 5 mm dybe samt søm- og skruehuller bør udkittes med egnet materiale.

*Overfladen skal efter afslibning være helt fri for den gamle overfladebehandling. For lakerede gulve betyder det, at der ikke må være lakrester i træet.

Efter afslibning skal du støvsuge gulvflader og tilstødende vandrette flader (fodpaneler, vindueskarme og lign.) af hensyn til efterfølgende overfladebehandling.

Træ er et naturprodukt, som ændrer farve ved lyspåvirkning. Der kan derfor være farveforskelle efter slibning, hvis gulvet har været udsat for forskellig lyspåvirkning.

Udfaldskrav – overfladebehandling

Efter overfladebehandling skal gulvene overholde disse krav:

  • Overfladen skal være ensartet og glat og uden synlige overgange.
  • Der må ikke være luftblærer eller væsentlige urenheder i overfladen.

Vaskebræteffekt kan opstå i trægulve, som ikke er beskyttet mod fugtpåvirkning nedefra.

Der kan være mindre støvpartikler i overfladen, fordi man ikke kan opnå et støvfrit miljø. De slides hurtigt væk ved rengøring og brug af gulvet.

Lav en slibe- og behandlingsprøve, inden du går i gang for at fastlægge gulvkvaliteten. Slibe- og behandlingsprøven afregnes særskilt.

Maskiner

De mest brugte maskiner på markedet er bånd- og valseslibere til de store flader. Der findes høvlemaskiner til at afrette gamle gulve udført i bløde træarter.

Brug hhv. kant- og næbsliber til kanter eller svært tilgængelige steder. Brug kantsliber i mindre model eller excentersliber til trapper.

Brug rondel/polermaskine med slibenet og/eller forskellige polerpads.

Fælles for alle maskiner er, at de bør have indbygget støvsuger med stofpose.

Særligt bånd- og valsesliberne skal altid være nøjagtigt indstillet, så trykket mod gulvet er ens – dvs. at valserne skal sidde fuldstændig lige. Hold valserne rene, dvs. fri for støv og fastsiddende partikler, fx lakrester. Rens valserne med trykluft. Kontroller dem jævnligt, og altid efter transport af maskinen.

Miljøkrav og personlige beskyttelse

Ved afslibning kan det ikke undgås, at der spreder sig fint støv i luften. Desuden støjer slibemaskiner meget. Andre personer bør derfor ikke arbejde eller opholde sig i de områder, hvor der afslibes.

Du skal sikre dig selv med åndedrætsværn med filtre og høreværn. Det er lovpligtigt.

Bruge en slibeolie med lav malkode – følg leverandørens brugsanvisning.

Emballagen til overfladebehandlingsprodukter, slibeolier m.m., skal være mærket efter gældende lovgivningskrav. Der skal være brugsanvisninger og sikkerhedsdatablade til rådighed på arbejdsstedet.

Aflever af miljøhensyn alle produktrester til det lokale kemikaliedepot.

Brand- og sikkerhedskrav

Slibestøv er let antændeligt og brandfarligt og skal derfor fjernes omgående. Produkter til overfladebehandling er også let antændelige, så hæld vand på brugte klude mv., og læg dem i plastposer. Hvis kludene skal bruges igen senere, så opbevar dem i en dertil indrettet beholder af metal med tætsluttende låg.

Sørg for god udluftning, indtil overfladebehandlingen er tør.

Afdækning mm.

Afslebne gulve bør straks overfladebehandles, så du undgår tilsmudsning. Er det ikke muligt, skal du afdække gulvet med egnet materiale.

Hvis du først afdækker efter overfladebehandlingen, skal du følge anvisningerne fra leverandøren af overfladebehandlingen. Støvsug afdækning, inden du fjerner den.

Du bør finishbehandle olierede gulve, inden du tager dem i brug.

Husk, at træ er et naturprodukt, som ændre farve ved lyspåvirkning. Der kan derfor være farveforskelle efter afdækning, hvis gulvet ikke har været ensartet og fuldt afdækket.

Læs mere om afdækning

Loading...
Scroll til top af siden