Statisk afledende og statisk ledende gulvbelægninger

Disse 2 typer af gulvbelægning kaldes ofte ”ESD-sikre gulve” eller blot ”ESD-gulve”.

Problemer med statisk opladning i industrien

En lang række industrier har problemer med statisk opladning.

I takt med den tekniske udvikling har elektronikindustrien være tvunget til at fokusere meget på beskyttelse mod statisk elektricitet. De har bl.a. indrettet særlige ESD-beskyttede områder til produktion, test og service af it og elektronik, så man undgår kostbare følgevirkninger af statiske udladninger. 

Et sådant område kaldes oftest EPA, Electrostatic Protected Area. De typiske skader fra ESD er sjældent skyld i øjeblikkelig fejl på produkterne, men viser sig ofte senere som periodiske fejl eller forringet ydelse.

Inden for kemi, biotek og medicinalindustrien bruger man også i stigende grad statisk afledende eller statisk ledende gulve, både af hensyn til faren for antændelse og for at beskytte højfølsomt måleudstyr. Det samme gør sig gældende på operations- og undersøgelsesstuer i hospitalssektoren, i laboratorier og forskellige former for renrum.

Krav til fodtøj

På ESD-gulve skal man bruge tilsvarende afledende/ESD-sikkert fodtøj, og materiel, der kører på gulvet, skal have egnede (af-)ledende hjul for at beskytte mod statisk elektricitet.

En person i forkert (helt almindeligt) fodtøj vil sagtens kunne blive opladet til så høj kropsspænding, at han oplever de klassiske gener ved statisk elektricitet, selvom gulvet har de rette egenskaber til at modvirke det.

Typer af ESD-gulvbelægninger

Der findes mange forskellige typer af ESD-gulvbelægninger i markedet. Fx tekstilbelægninger, typisk som nålefilt, og elastiske belægninger af vinyl, linoleum eller gummi, der leveres som banevarer, tilpassede formstykker eller som systemer til mekanisk samling. 

Der findes også fugefrie gulve af fx epoxy eller polyurethan med statisk afledende eller ledende egenskaber.

Specifikation af ESD-gulv

Ved specifikation af ESD-gulve skal der fastsættes en øvre grænse for modstanden fra den færdige gulvoverflade og til jord. Den ønskede modstand afhænger af, hvad gulvet skal bruges til.

Personsikkerhed

ESD-gulve udgør pga. jordforbindelsen en potentiel fare, når man arbejder på spændingsførende installationer eller udstyr. Det kan være i forbindelse med bygningens installationer eller ved fx test og servicearbejde på produkter, der fremstilles eller håndteres i ESD-sikre omgivelser.

Arbejde, hvor der er tilsluttet (farlig) spænding under udførelsen, kaldes også L-AUS blandt fagfolk.

For at adressere og nedbringe disse faresituationer er en del gulvbelægninger testet og godkendt efter det tyske VDE100-410 eller VDE100-600. De svarer specifikationsmæssigt til den danske stærkstrømsbekendtgørelses afsnit 6. 

Både VDE100-serien og stærkstrømsbekendtgørelsen er ved at blive erstattet af fælleseuropæiske standarder. Man må derfor forvente, at der fremover kommer referencer til <Land>/HD 60364-4-41 eller <Land>/HD 60364-6 i databladene.

Alle ovennævnte standarddokumenter sikrer, at man i en worst-case-situation ikke kommer i livsfare, selvom man står på ESD-gulvet og samtidig får kontakt til elinstallationen eller lignende.

Gulvet skal ved kontrolmåling opretholde en isolationsmodstand fra overflade til jord på mindst 50 x 103 Ohm (50 Kilo Ohm) ved en påtrykt spænding på 500 V.

Man kan kun opnå personsikkerhed efter ovenstående regler ved at bruge et godkendt homogent gulvmateriale. Man kan ikke ændre et ikke-sikkert gulv til et sikkert ved fx at indskyde en ekstra modstand i jordledningen.

Loading...
Scroll til top af siden