Byggefugt

Byggefugt (restbyggefugt) er den fugt, som ikke bruges, når betonen hærder, og som derfor skal fjernes.

Om byggefugt

Inden du lægger gulvet, skal byggefugt i underlaget være tørret ud til et fugtniveau, som er acceptabelt for den valgte gulvbelægning.

Udtørring af byggefugt kan tage meget tid – i værste fald mange måneder. Lav derfor gulvunderlaget, så det kun indeholder små mængder byggefugt. Det kan du gøre på 2 måder:

  1. Vælg underlagstyper, som ikke indeholder byggefugt, fx pladematerialer, der evt. er beskyttet af en fugtspærre.
  2. Brug materialesammensætninger, hvor der ikke tilføres mere fugt, end der skal bruges.

Du kan ikke altid helt undgå byggefugt. Men du kan ofte vælge materialesammensætninger, der begrænser det meget, fx selvudtørrende beton – en betonsammensætning med et lavt vand-cementtal.

Beregningsmodel for udtørringstid

Beregningsmodel for betongulves udtørringstid. Kilde: Betonbogen (udgivet af CtO), tabel 3.4-4, side 197.

Beregningsmodellen er baseret på traditionelle danske betontyper og udførelsesmetoder og tager bl.a. hensyn til vand-cementtal, tykkelse og udtørringsforhold. Ved at bruge modellen på et betongulv kan du give et tidsestimat over gulvlægning. Da beregningerne kun er vejledende, skal du altid måle fugtindholdet, inden du begynder at lægge gulvlægningen.

Få mere at vide om byggefugt og udtørringstider af afretningslag hos leverandøren.

Byggefugt i beton

Blandingsforholdet mellem vand og cement kaldes "vand-cement-tallet". Ved et blandingsforhold på 0,4 (2 dele vand til 5 dele cement) vil alt vandet bindes til cementen, 25 % bindes kemisk og 15 % fysisk. Man siger, at cementen er selvudtørrende.

Er der mere vand i blandingen, vil det forsat findes i cementens poresystem (som damp). Det er dette vand, der bestemmer cementens fugtighed.

Det "frie" vand vil fordampe fra betonen, hvis fugten i betonen er højere end fugten i den omgivende luft. 

Eksempler på ligevægtskurver for forskellige materialer. 

I Danmark vises betonens fugtighed ofte i % RF. Men tallet dækker i virkeligheden over fugtindholdet i luft, der er i ligevægt med betonen.

Krav til byggepladsen

Fugttekniske krav til byggepladsen ved lægning af gulv
Inden du lægger gulv, skal alt arbejde, der kan tilføre bygningen fugt, fx murerarbejde og malerarbejde inkl. spartelarbejder, være afsluttet.

Bygningen skal være i ligevægt med den luftfugtighed, der er normal for årstiden ved cirka 20 °C. For beton- eller letbetondæk vil det tage nogle måneder. Om nødvendigt må du udtørre ved moderat brug af affugtere.

Trægulve stiller særligt store krav til de fugttekniske forhold på byggepladsen. Træs dimensioner afhænger af fugtindholdet i træet, som igen afhænger af omgivelsernes relative luftfugtighed (RF) og temperatur.

Undersøgelse af fugtforhold i forbindelse med lægning af gulve på beton kan normalt ikke ske ved måling af relativ luftfugtighed, men skal ske i underlaget. Grunden er, at klimaanlæg eller kraftig udluftning kan sænke luftens relative fugtighed, uden at der er sket en tilstrækkelig sænkning af fugten i betonen.

Skal gulve lægges under forhold hvor det er nødvendigt at sikre mod byggefugt fra underliggende beton, kan opfugtning hindres ved anvendelse af en egnet fugtspærre, fx støbeasfalt eller epoxy med dokumenteret funktionsduelighed. For svømmende trægulve og trægulve på strøer kan anvendes 0,20 mm PE-folie.


Tjekliste til gulvlægning

  • Den relative luftfugtighed i bygningen skal være 35-75 % (for trægulve 30-65 %) afhængigt af årstiden, og temperaturen ca. 20 °C. Det gælder både før, under og efter gulvet er lagt.
  • Bygningen skal være lukket, og i fyringssæsonen skal varmeanlæg være installeret og i brug.

Opbygning af gulvkonstruktioner

Problemer med fugt i gulve kan skyldes forkert opbygning af fugtfølsomme konstruktioner, eller for lidt udtørring af byggefugt, inden man lægger fugtfølsomme materialer på.

For at sikre en fugtteknisk korrekt opbygning bør du udføre gulvkonstruktioner efter retningslinjerne i SBi-anvisning 224: Fugt i bygninger.

Loading...
Scroll til top af siden