Spartling

Man spartler for at gøre undergulvet plant og for at sikre et godt undergulv for limning.

Om spartling

Formålet med spartling

  • at udjævne undergulvet til den planhed, der kræves for gulvbelægningen, som skal udlægges ovenpå
  • at sikre et godt undergulv for limning

Type
Vælg spartelmasse ud fra hensyn til undergulvet og dets beskaffenhed. Der findes spartelmasser til flere forskellige formål, fx til finspartling eller til opretning i tykkere lag.

Tilsatte fibre
Spartelmasser kan være tilsat fibre, der skal modvirke svindrevner under hærdning samtidig med, at de i nogen grad øger bøjetrækstyrken.

Håndspartling eller pumpning
Spartling sker normalt som håndspartling, men nogle spartelmasser egner sig til pumpning på samme måde som cement- og gipsbaserede flydemørtler.

Priming
Før spartling skal undergulvet primes for at forbedre vedhæftningen til undergulvet, binde støvrester og sikre en ensartet sugeevne af undergulvet.

Styrke
Spartelmassen skal normalt have samme styrke som den underliggende konstruktion.

Forbrug af spartelmasse

Så meget skal du bruge
På et undergulv, som i forvejen opfylder tolerancekravene for planhed, skal du bruge ca. 1 mm på sugende underlag og 2 mm på ikke-sugende underlag. Forbruget af spartelmasse for afretning af bræddegulve til ± 2 mm på et 2 meter retholt vil ca. være:

  • Afretning af bræddegulv med fiberspartelmasse min. 3 mm lagtykkelse. Bræddesamlinger vil blive synlige pga. årstidsvariationer grundet fugtindholdet i gulvbrædderne.
  • Spartling af bræddegulv for udlægning af træfiberplader.

På stabile bræddegulve kan du bruge fiberspartelmasse eller spartelmasse på netarmering uden efterfølgende afdækning med træfiberplader.

Læs mere i afsnittet om Renovering.

For insitustøbt beton, slidlag, støbeasfalt, anhydrit mv. kan du bestemme forbruget af spartelmasse ud fra forskellen i planhed mellem undergulvet og den ønskede planhed af den spartlede overflade.

Du kan godt udføre partiel opretning af lunker i undergulv ved håndspartling.

Vægtfylden for spartelmasser ligger typisk i intervallet fra 1,4-1,7 kg/mm/m2. Se også databladene for de produkter, du bruger.

Krav til udlægningssted og underlagsmaterialer

Husk, inden du går i gang

  • Inden spartling skal bygningen være lukket, og overflade- og rumtemperatur skal være over 10 °C.
  • Der må ikke være træk i rummet under udlægning og hærdning.
  • Beton- eller pudsunderlag skal være hvidtørre før primning.
  • Der må som hovedregel ikke spartles på nye spån-, krydsfiner og træfiberplader. Du kan dog udføre småreparationer med en egnet spartelmasse.
  • ujævnheder i pladesamlinger bør som hovedregel slibes væk.
  • Ved spartling på anhydritbaseret afretningslag er det meget vigtigt, at primeren og det øverste lag af anhydritten er helt tørre, før du spartler.

Før du spartler gamle støbeasfaltgulve, skal du lukke evt. revner i støbeasfalten ved at lime sammen med epoxy. Affedt og/eller slib gulve, der har været vedligeholdt med polish eller lign., før du spartler.

Det vil til hver en tid være leverandørens anvisninger der er gældende.

Definitioner

 

Type   

Tykkelse

Bemærkninger

Pletspartling

Ikke en spartling af hele gulvfladen, men kun en pletvis reparation.

Egner sig på overflader, der i princippet er belægningsklare, men
måske har fået enkelte skader i byggeprocessen.

En overflade er belægningsklar, når den overholder de ønskede
planhedstolerancer, er i en stand, der muliggør fuldfladeklæbning
af belægning (klæbegrund) og er nedtørret til det fugtniveau, der
er tilladt for belægningen.

Se produktdatablade for mere information.

Glitning/
skrabespartling

1-3 mm

 

Hele gulvfladen spartles med glat spartel, så der dannes en
klæbegrund.

Underlagets form følges – ingen opretning. Dvs. at den
eksisterende overflade parallelforskydes, så lunker, højderygge
og lign. bibeholdes.

Metoden kan bruges på gulve, hvor overfladen har den ønskede
planhed, men ikke den ønskede klæbegrund.

Større ruhed i undergulvet kan medføre et større forbrug.

Se produktdatablade for mere information.

Fuldspartling

3-8 mm

Man opnår en vis selvnivellerende effekt, så mindre lunker og
højderygge udjævnes. Der skal en vis lagtykkelse til for at
produkterne opnår de ønskede træk- og trykstyrker.

Man spartler typisk med rive, efterfølgende kan man bruge en
pigrulle til at opnå en mere ensartet overflade.

Se produktdatablade for mere information.

Opretning

> 8 mm

Ved opretninger over 8 mm bør alle lunker og højderygge blive
udjævnet til plan flade, typisk ± 2 mm på 2 meter retholt.

Cement- og gipsbaserede produkter opnår en vis selvnivellerende
effekt, men produkterne skal altid bearbejdes for at opnå plan flade.

Forbruget kan kun estimeres ved at kigge på de aktuelle forhold
på pladsen. Det vil afhænge af undergulvets planhed og planheds-
kravet til det gulv, der skal afleveres.

Se produktdatablade for mere information.

Definitioner af spartellag

Loading...
Scroll til top af siden